”Filmhøjskolelærer begik overgreb i Texas”
I 2016 blev European Film Colleges daværende forstander Nadia Kløvedal Reich advaret om, at en ny lærer – som vi kalder ”Diego” – forinden havde været involveret i en krænkelsessag i Texas.
Advarslen kom fra skolens egen instruktørlærer Micah Magee, der selv er fra Texas og i sin tid anbefalede Diego til skolen efter at have arbejdet sammen med ham på et filmprojekt.
Magee blev selv advaret om Diegos krænkelsessag i en telefonsamtale med en producerven i Texas. Det gjorde hende så bekymret, at hun ikke bare talte med sin lærerkollega på skolen, Pia Bovin, men også gik til forstanderen med de belastende oplysninger.
Nadia Kløvedal Reich har over for Ekko afvist ethvert kendskab til sagen, men ifølge Pia Bovin indkaldte hun Diego – som på det tidspunkt var prøveansat på højskolen – til en samtale.
Nu har tre tidligere elever fra University of Texas i Austin kontaktet Ekko, efter at de har læst magasinets dækning. De var dengang med til at klage over Diego og er rystet over, at han uden videre kunne rejse til en dansk højskole og fortsætte sin grænseoverskridende adfærd.
Derfor har de tre – som i dag er omkring 30 år – valgt for første gang at fortælle deres historie om, hvad de opfatter som en systematisk seriekrænker.
Sex uden samtykke
I 2012 blev Diego, der var midt i tyverne, tilknyttet universitetet i Austin som underviser på freelance-basis. Han blev meget hurtigt en vigtig del af det lokale filmmiljø og betalt af universitet for at hjælpe studerende med deres afgangsfilm.
Under produktionen af en afgangsfilm mødte han i december 2012 en 23-årig bachelorstuderende, som her får navnet ”Carey”.
Hun er en af de tre kvinder, der har kontaktet Ekko og ønsker at være anonyme.
”Jeg mødte ham på mit allerførste film-set, hvor han inviterede mig på date. Vi endte med gå hjem til ham. Jeg forsøgte at gøre det klart både med ord og kropssprog, at jeg ikke havde lyst til samleje, men han pressede på og ignorerede mine signaler,” husker Carey.
”Jeg følte mig for bange og utilpas til direkte at sige nej, men mit manglende samtykke var tydeligt. Det skete alligevel.”
Gaslighting
Carey fortæller, at de aldrig siden talte om overgrebet.
”Jeg prøvede at bilde mig ind, at det var frivilligt, så jeg kunne retfærdiggøre over for mig selv, at blive sammen med ham. Men efterhånden gik det op for mig, hvor usundt et forhold, vi havde,” siger Carey.
Hun og Diego indledte et fysisk og emotionelt intimt forhold, der stod hemmeligt på i to år. Ifølge Carey blev hun hyppigt bedt om at besøge Diego midt om natten enten hos ham eller i et lydtæt kælderrum på universitetet, hvor han arbejdede.
Carey havde ikke selv Diego som underviser, men han arbejdede på det samme fakultet, hvor hun gik.
Forholdet minder påfaldende om beskrivelserne fra European Film College, hvor Diego insisterede på at mødes sent om aftenen med eleverne i højskolens lydrum.
”Hver gang, jeg stillede spørgsmålstegn ved hemmeligholdelsen, slog han det hen og sagde, at jeg var fjollet eller skør. Han prøvede at styre mig til at acceptere alting som ok. Det virkede i to år,” fortæller Carey.
Hun kalder Diegos opførsel for ”gaslighting”. Begrebet er opkaldt efter filmatiseringen af teaterstykket Gaslys fra 1944 og beskriver en form for følelsesmæssig misbrug, hvor man tvinger nogen til at betvivle deres egne tanker og oplevelser, indtil de opgiver dem.
I værste tilfælde kan det lede til, at ofrene tror, de er blevet sindssyge.
Tidligere elev på European Film College, Emil Baadsgaard, har haft en lignende oplevelse. I 2018 fortalte Diego ham, at han blot ”sov” i lydrummet, få timer efter Baadsgaard fangede ham midt i et samleje med en anden elev.
Kold skulder
Ligesom med højskoleeleverne i Ebeltoft begyndte Diego ifølge Carey også meget tidligt at dele yderst personlige tanker med hende.
”Allerede dengang tænkte jeg, at det var mærkeligt. Men jeg troede, at jeg var den eneste, han kunne gå til, så jeg følte et ansvar for at lytte til ham. Det fik mig til at stole på ham,” forklarer Carey.
”Men efterhånden gik det op for mig, at han kun delte de ubehagelige ting, når jeg konfronterede ham med problemer eller forsøgte at forlade ham. Som en refleks havde han med det samme en personlig fortælling og tårer i øjnene, mens han tiggede mig om at blive.”
”Jeg ved ikke, om historierne var sande, men der er ingen tvivl om, at han brugte dem til at kontrollere mig.”
Carey forsøgte flere gange at stoppe kontakten med Diego, da det gik op for hende, at den skæve magtbalance mellem elev og underviser var upassende, og forholdet blev mere og mere ubehageligt.
”Først da jeg fik massiv støtte fra venner, besluttede jeg at blokere ham på alle medier og stoppe med at tale med ham. Det var i august 2014. Noget tid efter løb jeg ind i ham, hvor han stirrede ondt på mig. Når jeg nu læser, hvordan elever i Danmark mærkede hans ’kolde skulder’, ved jeg præcis, hvad de mener.”
Bevidst udvælgelse
I samme periode var Diego også mentor for en række kandidatstuderende. To af dem var ”Amy” og ”Cheryl,” der har kontaktet Ekko sammen med Carey.
”Vi brugte lang tid sammen nede i det lydtætte rum i kælderen,” fortæller Amy.
”Vi skulle altid være isoleret. Han var meget fysisk og overøsede mig med overdrevne komplimenter. Det fik mig til at føle mig ønsket og ikke stille spørgsmålstegn ved, hvor upassende tætte vi blev. Eller hvor mange han blev det med.”
De voldsomme kærlighedserklæringer og komplimenter kaldes ”love-bombing” og lyder meget som de sms’er fra Diego, højskoleeleverne i Ebeltoft har beskrevet.
”En dag overhørte jeg tilfældigvis en anden studerende tale om, at hun var utilpas ved ham. Jeg tog mig mod til at gå hen til hende og sige ’også mig’,” siger Amy.
Det var Cheryl, og hun havde oplevet stort set det samme som Amy.
”Han kyssede mig hele tiden på baghovedet, selvom jeg prøvede at afvige, og holdt ubehageligt længe fast, når han gav mig et kram. Jeg blev mere og mere utilpas. Vi brugte lang tid sammen i det lydtætte rum, og han sendte mange overkærlige beskeder sent om aftenen,” skriver Cheryl i en e-mail.
”Da jeg slog op med min kæreste, pressede han mig til at fortælle mig det. Øjeblikkeligt erklærede han sin kærlighed til mig. Der blev det for meget, og jeg holdt op med at se ham.”
En ældre kandidatstuderende hjalp Cheryl og Amy med at komme i kontakt med tre andre studerende – heriblandt Carey – der havde oplevet Diegos grænseoverskridende adfærd. De havde været udsat for alt fra chikane og pres til fysisk og psykisk misbrug.
De tre kvinder mener, at Diego kan have udvalgt dem, fordi de virkede generte og føjelige. Især fordi de alle er af asiatisk oprindelse, og disse karaktertræk stereotypisk bliver forbundet med dem.
”Det var en del af hans love-bombing, at når du tvivlede på dig selv, sagde han altid: ’Du er så talentfuld og fantastisk! Din karriere skal nok eksplodere, hvis du bare gør, som jeg siger og følger mig,’” fortæller Carey.
”Det virker også, som om han havde valgt os ud fra, at vi ikke kunne advare hinanden. Vi havde intet med hinanden at gøre, og det var rent tilfældigt, at jeg overhørte en anden studerende tale om ham,” siger Amy.
Dårlig samvittighed
Den ældre kandidatstuderende anbefalede de fem kvinder at gå til universitets Office for Inclusion and Equity – med en klage. To af kvinderne var ikke trygge ved at stå frem, men de tre, som kontaktede Ekko, gennemførte klagen.
Det fik ledelsen til at igangsætte en efterforskning i december 2014. Umiddelbart efter forlod Diego universitetet.
”Vi hørte rygter om, at han var blevet fyret for sin opførsel, men vi fik aldrig noget officielt at vide, og ingen fulgte op på os,” siger Carey.
”Noget tid efter googlede jeg ham og så, at han arbejdede på European Film College i Danmark. Jeg blev enormt bange, fordi jeg frygtede, at flere unge mennesker skulle opleve det samme som mig.
Amy og Cheryl vidste ikke, at Diego tog til Danmark, og Carey kontaktede aldrig European Film College.
Det fortryder hun i dag.
”Jeg har ekstremt dårlig samvittighed over, at jeg aldrig kontaktede skolen. Jeg var for traumatiseret til rive op i såret på det tidspunkt. Men når jeg læser, hvordan ledelsen reagerede på den advarsel, de fik, tænker jeg, at det nok ikke havde nyttet meget,” siger hun.
De tre fik et tip om artiklerne i Ekko fra den ældre kandidatstuderende, der hjalp dem i 2014. Læsningen chokerede texanerne.
”Da vi for nylig fandt ud af, hvad der var sket i Danmark, var vi meget oprørte, fortæller Amy.
”Adfærden, der er beskrevet i artiklerne, er nøjagtigt den samme, som vi oplevede. Manipulation, love-bombing og den kolde skulder, når man siger fra. Samtidig med, at han er god til at charmere sig ind hos alle med magt, så man ikke tør sige noget højt.”
Forrådt af ledelsen
Amy undrer sig over, at filmhøjskolens daværende forstander Nadia Kløvedal Reich ikke tog advarslen seriøst.
”Jeg er rasende over det. Hvis man havde undersøgt det, havde det været tydeligt, at der ikke er tale om nogle småfejl, han har lært af. Han har systematisk udnyttet unge mennesker, som han havde magt over,” mener hun.
”Ligesom vi blev svigtet af universitets ledelse, er eleverne i Danmark blevet forrådt af dem, der skulle beskytte dem. Pia Bovin er den eneste, der tager ansvar og støtter eleverne, og som tak er hun blevet tilsværtet.”
Diego endte med at blive fyret i marts 2020, men først efter at adskillige elever havde klaget. I første omgang tog den daværende forstander Ellen Riis sin lærer i forsvar.
Ellen Riis mente, at han var ”en meget kærlig og omsorgsfuld fyr”, der bare godt kunne lide ”at kramme”. Hun sendte et af hans ofre til psykolog for at få en vurdering af sagen og opfordrede samtidig eleven til at lære at sætte grænser og undgå at være på alene med Diego.
Pia Bovin hævder, at hun allerede i 2018 gjorde Ellen Riis opmærksom på sin bekymring i forhold til læreren.
”Vi har fulgt historien nøje og er forargede over, at de ansvarlige på European Film College konsekvent svigter de krænkede elever,” siger Amy fra Texas.
”Hverken den tidligere eller den midlertidige ledelse, bestyrelsen eller flere af lærerne virker egnede til at have med unge mennesker at gøre. Derfor har vi kontaktet Ekko for at vise vores støtte til de tidligere elever.”
Ingen kommentarer
Ekko har set dokumentation for, at de tre studerende i slutningen af 2014 tog kontakt til Office for Inclusion and Equity. Vi har kontaktet ledelsen af University of Texas, men ikke fået svar inden deadline.
Vi har spurgt bestyrelsen på European Film College om deres holdning til, hvorvidt ledelsen burde have undersøgt sagen i Texas, da de fik et tip i 2016. Og om bestyrelsen fortryder, at man ikke har bakket de tidligere elever mere op, når der angiveligt har været tale om systematiske krænkelser.
Bestyrelsen består blandt andet af formand Ole Christian Madsen og Christina Rosendahl, der som forkvinde for Danske Filminstruktører har gjort kampen mod krænkelser til en mærkesag.
I en mail svarer bestyrelsen, at de ikke ønsker at kommentere de nye oplysninger.
Vi har spurgt tidligere forstander Nadia Kløvedal Reich, om hun fortryder, at hun ikke undersøgte sagen i 2016, og om hun vil sige undskyld til de tidligere elever for den smerte, Diegos ansættelse har påført dem og skolen.
Hun er ikke vendt tilbage.
De tidligere studerendes udsagn er også blevet forelagt for Diego, men heller ikke han har svaret på henvendelsen.
Højskolesagen
2016, august
”Diego” bliver ansat som lærer på European Film College.
2016, efteråret
Elever oplever Diegos grænseoverskridende adfærd.
2017-2018
En elev fanger Diego i at have sex med kvindelig elev i et skolelokale. Diegos forhold til eleven ”Eva” er kendt på skolen.
2018, februar
Ellen Riis ansættes som forstander.
2018, august
Eva flytter ind i Diegos højskolelejlighed. Det drøftes blandt lærerne, men accepteres af Riis.
2018, august
Læreren Pia Bovin fortæller angiveligt Riis om problemer med Diego, hvilket Riis i dag bestrider.
2020, 17. februar
”Nadine” skriver klagemail om Diego til Riis.
2020, 19. februar
Eleven Nadine kaldes til samtale med Riis og sendes til psykolog, hvor hun føler sig evalueret.
2020, 28. februar
Fem elever skriver til skolens ledelse med lignende historier om Diego.
2020, 2. marts
På et fællesmøde for hele skolen fortæller Riis, at Diego forlader skolen, men uden at oplyse årsagen.
2020, 7. april
Pia Bovin afskediges af forstanderen.
2021, 18. februar
Ekko #87 udkommer med stor artikel og interview med Ellen Riis.
2021, 16. marts
Ekko offentliggør uddrag af lydoptagelse, hvor Riis henviser krænket elev til psykolog for at få en professionel evaluering.
2021, 26. marts
Ellen Riis meddeler, at hun fratræder til sommer som følge af kritikken.
2021, 30. marts
Bestyrelsen giver Ellen Riis sin fulde opbakning og kalder Ekkos artikler ”urimeligt personforfølgende”.
2021, 12. april
Bestyrelsen ansætter Klaus Hansen og Simon Weil som henholdsvis midlertidig forstander og viceforstander.
Kommentarer