højskolesagen
27. mar. 2021 | 20:26

Forstander stopper efter ny #MeToo-sag

Foto | uoplyst
Da en elev i efteråret gik til forstanderen på filmhøjskolen og fortalte om fysisk chikane fra en mandlig elev, fik hun ikke den opbakning, hun havde håbet på.

Præsenteret for en ny sag om fysisk chikane meddelte Ellen Riis, at hun træder tilbage som forstander på European Film College. Krænket elev fik besked på selv at sige fra.

Af Frederik Hoff

I går fredag under frokosten overraskede forstander Ellen Riis de 120 elever på European Film College, da hun sekunderet af en lærerstab med nedbøjede hoveder greb mikrofonen og erklærede, at hun til sommer træder af. 

64-årige Riis begrundede sin beslutning med, at tidligere elever og en tidligere lærer har rettet kritik af forstanderen for hendes håndtering af en sag om en krænkende underviser

Sagen er et år gammel, og forstanderen har hele tiden holdt fast i, at hun reagerede hurtigt og resolut ved at fyre læreren ”Diego”, da flere elever klagede. 

Ellen Riis har også understreget, at hun har lært meget af sagen. Den krænkede elev ”Nadine”, der klagede over læreren, følte sig udsat for victim blaming af forstanderen. 

Fredag formiddag orienterede Ekko imidlertid forstanderen om, at en elev på højskolens aktuelle hold har henvendt sig til filmmagasinet med en ny sag. 

Kort tid efter meddelte Ellen Riis, at hun træder tilbage. I en e-mail til Ekko skriver hun senere på dagen: 

”Jeg kender godt til den sag, du henviser til. Selv om den fremstilling, du refererer, ikke er, som jeg oplevede den, ville jeg have tacklet den sag anderledes med den erfaring, jeg har i dag.” 

Forstanderen tilføjer, at hun ikke kommer til at svare på flere spørgsmål.

Mest optaget af image
Eleven mener ikke, at Ellen Riis har taget ved lære. 

Vi har valgt at kalde hende Maria, da hun af frygt for repressalier fra højskolens ledelse ønsker at være anonym. 

”Ellen Riis’ måde at håndtere sagen i pressen har mere virket som et forsøg på at redde skolens image end et oprigtigt ønske om at hjælpe eleverne,” siger Maria. 

”Hver gang Ellen taler om det, er det tydeligvis kun, fordi hun er nødt til det. Hun sagde til et møde, at hun jo er en gammel dame, der også lige skal lære, hvordan man håndterer sådan noget. Det lyder, som om hun synes, det er åndssvagt, at hun skal bruge sin tid på det.” 

Sagen, som Maria har kendskab til, fandt sted i efteråret 2020 – altså et halvt år efter sagen med Diego. En kvindelig elev blev fysisk chikaneret af en mandlig elev og gik derefter til forstanderen. 

Ellen Riis svarede, at hun havde svært ved at tage stilling til klagen, da hun allerede havde været efter den unge mand i forhold til andre problemer. 

”Ellen sagde, at hun ikke ønskede at blive ved, og at eleven jo bare ’er sådan’. Og så gjorde forstanderen opmærksom på, at man også selv er nødt til at sige fra,” fortæller Maria. 

I gruppe med krænker
Marias beskrivelse af sagen minder meget om den samtale, Nadine havde med Ellen Riis i februar 2020. En erhvervspsykolog har kaldt det for Et skoleeksempel på dårlig ledelse

”Da jeg læste artiklen om Nadines samtale, rørte det mig virkelig. For det var fuldstændigt det samme som i sagen på min årgang. Ellen lægger igen og igen skylden på de krænkede elevers skuldre i stedet for at løse problemerne.” 

Eleven i den nye sag skal have gjort det klart for både forstanderen og flere lærere, at hun ikke ønskede at arbejde sammen med sin krænker. Alligevel blev hun placeret i gruppe med ham. 

”Så vidt jeg ved, er han ikke blevet irettesat af ledelsen. Tværtimod føltes det, som om han efterfølgende fik særbehandling,” siger Maria.

Manipulation og ligegyldighed
Maria har for nylig talt med flere elever, der har oplevet grænseoverskridende adfærd fra den samme elev. De har endnu ikke klaget til ledelsen. 

”Efterhånden tør de færreste gå til ledelsen med problemer. For igen og igen ser vi, at man bliver mødt med manipulation og ligegyldighed. Ellen taler sager ned, og når hendes image er i fare, henter hun hjælp udefra,” siger Maria. 

Af de lærere på højskolen, som Ekko har kontaktet, har ingen ønsket at udtale sig. De bliver også underligt stille, når eleverne berører krænkelseshistorierne, fortæller Maria. 

”Det virker, som om de har fået klar besked om at holde tæt om det hele. De virker bange, når emnet kommer op.” 

”Vi elever er også bange for at tale om det. For hvad nu, hvis nogen hører det og går til Ellen med det? Det hele foregår i hemmelighed.” 

En leder skal tage ansvar
Ellen Riis havde arrangeret et besøg af psykologerne Louise Dinesen og Flemming Andersen. 

De skulle have talt om det nye adfærdskodeks, som højskolen har indført efter sagen om Diego. Men i forbindelse med sin beslutning om at stoppe har Ellen Riis aflyst besøget. 

Godt det samme, mener Maria. 

”Ligesom med Nadine, som Ellen bad psykologen John Row om at undersøge, prøvede Ellen igen at lægge ansvaret over på folk uden for skolen. På den måde slap hun for at skulle forholde sig til det,” mener Maria. 

Hun er også tilfreds med, at Ellen Riis drager konsekvensen af kritikken og stopper. 

”Vi har brug for en leder, der melder klart ud om, hvilken opførsel der er acceptabel her på skolen. Vi har brug for, at skolen tager ansvar for, hvad der har foregået og stadig foregår. Først da kan vi tale åbent og ærligt om det, og så kan tingene begynde at ændre sig.”

Kommentarer

Højskolesagen i Ekko

Dækning af #MeToo-sagen på European Film College i Ekko #87.

Interview med højskolens forstander Ellen Riis, der efterfølgende har besluttet at gå af som følge af kritikken.

Få gratis gave, når du tegner abonnement.

Køb magasinet i kiosker eller få det tilsendt.

Abonnenter kan også læse magasinet digitalt.

© Filmmagasinet Ekko