højskolesagen
16. mar. 2021 | 18:17

Forstander talte usandt om #MeToo-sag

Foto | Morten Fauerby
Ellen Riis siger, at hun handlede ”hurtigt og resolut”, da en elev klagede over grænseoverskridende lærer. Men en lydoptagelse viser, at hun forsøgte at lukke sagen, og da den krænkede elev stod fast, blev hun henvist til en psykolog.

Ellen Riis på European Film College bad – i strid med tidligere forklaring – krænket elev gå til psykolog for, at skolen kunne få en professionel evaluering, afslører lydoptagelse.

Af Frederik Hoff

En lærer på European Film College, som er mange unges første møde med filmbranchen, har i flere år opført sig grænseoverskridende.

En række elever føler sig udsat for sexchikane og magtmisbrug.

Skolens ledelse har undladt at gribe ind, selv om den tidligere lærer Pia Bovin hævder at have udtrykt sin bekymring over læreren i en samtale med forstander Ellen Riis.

Først da en nittenårig elev (som vi kalder ”Nadine”) skrev en detaljeret klage i februar 2020, skete der noget. Læreren (som vi kalder ”Diego”) blev efter et par uger afskediget, og Ellen Riis har til Ekko sagt, at hun handlede ”hurtigt og resolut” og ”forsøgte at bakke op om” den krænkede part.

Men Nadine, der blev inviteret til en samtale med forstanderen efter sin klage, har en ganske anden oplevelse.

Hun siger, at forstanderen under deres møde bagatelliserede sagen og forsøgte at bortforklare den som en misforståelse – en fejlfortolkning af Diego, som er ”en meget kærlig og omsorgsfuld fyr”, der bare godt kan lide ”at kramme”, som forstanderen sagde ifølge eleven.

Forsvarer krænkende lærer
I den slags sager er det ofte påstand mod påstand.

Men nu er Ekko kommet i besiddelse af en komplet lydoptagelse af den 22 minutter lange samtale (hør uddrag længere nede i artiklen), som foregår på engelsk, da Nadine ikke taler dansk.

En erhvervspsykolog og forfatter til bog om seksuel chikane vurderer for Ekko samtalen her.

Lydoptagelsen bekræfter elevens udlægning.

”To the best of my knowledge, Diego has done nothing wrong,” siger forstanderen, der allerede havde talt med læreren om klagen og bedt ham ”consider how he uses his body language and how he spends time with students”.

Ellen Riis præsenterer denne irettesættelse som sin løsning. Hun forsøger at lukke sagen, men Nadine svarer, at problemet med Diego stikker meget dybere, og at flere andre elever er i gang med at nedfælde deres oplevelser med den krænkende lærer.

Så tager samtalen en drejning.

”I thought this was a conversation and this was an e-mail between you and me. And that we would figure things out,” siger forstanderen. ”But what I’m hearing now is that you are saying that you are mobilizing other people?”

Ellen Riis spørger, hvad Nadine vil have, at hun skal gøre. Og hun spørger, om de ikke alle tre – Ellen, Nadine og Diego – skulle have en snak sammen.

En professionel udefra
Da Nadine afviser, foreslår forstanderen, at den unge elev taler med psykologen John Row, som er tilknyttet skolen. Hensigten er at få ham til at foretage en professionel evaluering og hjælpe forstanderen med at tackle sagen.

I Ekko #87, der indeholder en stor artikel om højskolesagen, var det meget magtpåliggende for Ellen Riis at afvise, at det skulle være tilfældet.

”Du konstaterer som et faktum, at jeg beder eleven opsøge psykologen, så jeg kan få en ’evaluering’. Det er en påstand, jeg ikke vil acceptere, og som ikke er i overensstemmelse med sandheden. Jeg tilbød en samtale med psykologen udelukkende for at støtte eleven efter hendes oplevelse,” udtaler Ellen Riis.

Også John Row afviser i #87, at han har fået til opgave at evaluere Nadine og melde tilbage til højskolen i Ebeltoft. Det ville stride imod hans tavshedspligt som psykolog og være skadeligt for hans professionelle virke og omdømme.

”Samtalen med klienten var et tilbud om uvildig hjælp fra skolen,” siger psykologen om sin snak med Nadine.

Nadine fortæller, at hun havde det underligt med samtalen med psykologen.

”Han fortæller en historie om, at man ikke skal dømme nogen på baggrund af enkelte handlinger. Det er jo rigtigt, men i situationen føles det, som om han prøver at gøre mig i tvivl om min vurdering af læreren,” siger Nadine.

 

Lydoptagelsen viser, at det er en evaluering – ikke en støtte – der er forstanderens begrundelse for, at Nadine skal mødes med psykologen.

”We have John Row, and I think you should have a talk with John Row because he is a professional from the outside. And I would like him to kind of give an evaluation from a professional side … how to deal with this,” siger Ellen Riis til Nadine og tilføjer:

”From my point of view I have to have somebody else listen to you and help me make decisions. Is that okay?”

Uegnet til unge
Ellen Riis siger i Ekko #87, at hun er ked af, hvis Nadine føler sig verfet af og talt ned til. Hun indrømmer også, at hun burde have fokuseret mere på den krænkede.

”Det vil jeg gerne undskylde over for hende,” siger forstanderen, men det giver Nadine ikke meget for.

”Det virker på mig, som om Ellen Riis forsøger at redde ansigt. Hvis hun føler, at hun håndterede situationen forkert, hvilket hun gjorde i mine øjne, ville det have betydet mere, hvis hun kontaktede mig om det,” siger Nadine i dag.

”Ellen får det til at lyde, som om hun håndterede det perfekt, mens jeg misforstod det hele. Det er meget frustrerende at blive beskyldt for at tale usandt, når det tydeligvis er hende, der gør det.”

Pia Bovin tog dengang Nadine og de andre krænkede elevers parti over for skolens ledelse. Kort tid efter #MeToo-sagen blev hun fyret. I dag advarer hun unge og deres forældre imod European Film College.

”Højskolen har vist sig uegnet til at have med unge at gøre. Man laver en strategi for at fremstå godt i offentligheden, men kernen er nogle unge, som man burde tage hånd om,” siger Pia Bovin.

”Det er alvorligt, at Ellen Riis mod bedre vidende siger, at hun overhovedet ikke kendte noget til problemerne med Diego, før Nadine klagede. Hans opførsel blev gjort til en normalitet, som Ellen har været glad for,” fortsætter Bovin.

”Det er endnu mere alvorligt, at hun sender Nadine til psykolog og i dag oven i købet lyver om grunden. Når man henviser en elev så hurtigt til psykolog, så siger man også implicit, at der er noget galt med hende. Men der er intet galt med Nadine, som jeg også sagde til hende dengang. Hun er super stærk, og hun gjorde lige præcis det, de voksne lærere og ansatte på skolen ikke havde format til at gøre.”

Konflikt med kerneværdier
Pia Bovin undrer sig over, at European Film College ikke har meldt noget ud om sagen på sin hjemmeside eller skrevet til eleverne.

”Tavshed er det værste, man kan gøre i de her sager. Hvorfor sender man ikke et brev ud til eleverne, hvor man tager afstand fra overgrebene? Højskolen efterlader eleverne alene med bearbejdningen af, hvad de har været udsat for. Jeg har fået henvendelser fra mange tidligere elever, som er rystede. Først efter at have læst artiklerne i Ekko begynder de så småt at forstå, at det ubehag, de har følt ved den grænseoverskridende lærer, ikke har været deres skyld,” siger Pia Bovin.

”Men én ting er en lærer, der har misforstået alt om pædagogisk autoritet og selvbeherskelse. Noget andet er den dårlige ledelse, der jo er selve grunden til, at sådan en krænkelseskultur overhovedet kan opstå.”

”I dag gør man intet for at hjælpe de krænkede eller skabe en åben samtale om problemerne. Lærerne og de ansatte på skolen har også kendt til Diegos adfærd, men de tænker mere på deres egen overlevelse. De frygter at blive fyret, hvis de siger deres mening. De svigter de modige elever, som er stået frem.”

Pia Bovin, som er konsulent på Filmværkstedet i København og medlem af Danske Filminstruktører, er også skuffet over filmbranchens tavshed om sagen.

”Vi fortæller historier om virkeligheden. Vi vender kameraer og mikrofoner mod verden, men så snart de peger mod os selv, skal de slukkes med det samme,” siger Pia Bovin.

Efter sagen har European Film College indført et etisk regelsæt (på engelsk: code of conduct), hvor ”respekt”, ”ærlighed” og ”åbenhed” erklæres som skolens tre kerneværdier.

”Det er grotesk, at Ellen Riis med sin uærlige og lukkede tilgang underminerer de værdier, skolen netop har vedtaget for at komme den slags sager til livs. Hun taler meget om, at hendes dør står åben, men den er kun åben, for at hun kan styre fortællingerne. Hun skriver sin egen historie, indtil andet er bevist,” mener Pia Bovin.

#MeToo koster dødsfald
John Row er selvstændig, praktiserende psykolog i Grenaa, og hans ekspertise bliver jævnligt brugt af European Film College.

Efter dokumentationen fastholder psykologen, at han ikke har haft kendskab til de præmisser for samtalen, som Ellen Riis aftalte med Nadine.

”Selv hvis Ellen havde bedt mig om at evaluere, og det gjorde hun ikke, så havde jeg sagt nej. Så ville jeg sige, at jeg kun kunne hjælpe eleven med, hvordan hun havde det, og så skulle Ellen selv sige det til hende.”

– Men hvorfor skulle Riis ændre din rolle i sagen uden at fortælle eleven om det?

”Jeg kan ikke forstå, hvorfor I skal blive ved med at rode rundt i det. Hvad får I ud af det? Er du klar over, hvilke konsekvenser det har for den lærer, det handler om?”

– Men hvad med den krænkede elev? Er det ikke relevant at fortælle, at det er eleven – og ikke forstanderen – som taler sandt?

”Nej, det synes jeg ikke. Tænk på de andre mennesker i det her. #Metoo-bevægelsen er rigtigt fin, og vi trængte til den, men allerede nu er mange mennesker i verden døde af det.”

Ordene versus hensigten
European Film College er i disse dage ved at blive fyldt med elever fra hele verden efter flere måneders corona-nedlukning. Ellen Riis har ikke ønsket at stille op til et telefoninterview, men vil gerne svare på spørgsmål over e-mail.

– Hvorfor har du på det kraftigste afvist Nadines udsagn om, at du bad hende tale med en psykolog for, at han kunne foretage en evaluering og hjælpe dig med at håndtere sagen, når det var præcis det, du gjorde?

”Uanset hvordan ordene er faldet i denne samtale, har det aldrig været min hensigt at bede eleven tale med en psykolog med henblik på at vende tilbage til mig med en evaluering. Det er heller ikke sket,” skriver forstanderen og fortsætter:

”John Row har haft en fortrolig samtale med eleven, hvis indhold aldrig har været delt med mig. Dette var ment som en støtte til eleven og et led i min håndtering af hele sagen. Jeg har beklaget og beklager igen, hvis eleven ikke har følt sig hørt, og at denne eller andre formuleringer i samtalen har skabt tvivl om min tilgang.”

Ellen Riis understreger, at det har været hendes hensigt at støtte eleven og ikke at miskreditere hende hverken dengang eller nu, samtidig med at forstanderen varetog sit personaleansvar.

”Det væsentligste i denne sag er, at den pågældende lærer som følge af klagen umiddelbart efter ikke underviste længere og var afskediget under to uger efter. Det er efter min mening udtryk for, at jeg handlede hurtigt og resolut og i respekt for det, eleven havde oplevet. Jeg mener, det er rimeligt, at man kigger på sagen som helhed og de konsekvenser, der er draget, i stedet for at bore sig ned i enkelte – og det indrømmer jeg – ikke optimale formuleringer i forløbet,” skriver Ellen Riis.

”Vi har lært meget”
– Hvad tænker du, når en ekspert kalder samtalen for et skoleeksempel på, hvordan en #MeToo-samtale ikke skal tackles?

”Vi på skolen har lært meget af denne sag. Af samme årsag har vi sat forskellige initiativer i gang, så vi nu kan håndtere lignende hændelser – som forhåbentlig aldrig vil ske igen – på bedste måde.”

”Jeg ville i dag tage processen på en anden og forhåbentlig bedre måde. Men jeg mener stadig, at kernen i sagen er, at eleven blev taget alvorligt, og at det havde en meget markant og alvorlig konsekvens for den lærer, hun følte sig krænket af.”

– Hvorfor har skolen intet meldt ud om sagen på sin hjemmeside eller i et brev til eleverne – nuværende såvel som tidligere elever?

”Vores elever er skam blevet orienteret i en af mine ugentlige mails til dem. Efter nedlukningen ses vi alle igen denne uge, hvor jeg blandt andet adresserer sagen og de initiativer, vi har igangsat for at undgå lignende. Vi kommer til at tale om vores code of conduct og et system, hvor alle har mulighed for – også anonymt – at indberette eventuelle sager, der kompromitterer vores værdier og regler.”

– Lever du op til skolens kerneværdier: ærlighed, åbenhed og respekt?

”Ja, det mener jeg bestemt, at jeg gør.”

– Hvordan kan man have tillid til dig, når du i en så vigtig sag og med konsekvenser for en krænket elev, der føler sig dårligt behandlet af dig, taler direkte usandt i pressen?

”Jeg henviser til mit første svar.”

Formand bakker op
Susanne Brandt Nonbo, højskolens elevadministrator, medvirkede også i samtalen med Nadine. Hun takker nej til muligheden for at udtale sig.

Instruktøren Ole Christian Madsen, der er formand for bestyrelsen på European Film College, har heller ikke ønsket at blive interviewet. Men han har sendt en udtalelse.

”Som bestyrelsesformand vurderer jeg, at der samlet set er handlet resolut og hurtigt i forhold til sagen. Allerede dagen efter samtalen bliver pågældende lærer afsat fra at have med elever at gøre,” skriver formanden og tilføjer:

”Jeg ønsker ikke at diskutere detaljer, som ikke ændrer dette faktum. Der er fortsat intet, der dokumenterer jeres – efter min mening insinuerende – påstand om, at John Row har videregivet oplysninger vedrørende en fortrolig konsultation.”

Kommentarer

Højskolesagen

2016, august
”Diego” bliver ansat som lærer på European Film College.

2016, efteråret
Flere elever oplever Diegos grænseoverskridende adfærd.

2017-2018
Elev fanger Diego i at have sex med kvindelig elev i et skolelokale. Diegos forhold til eleven ”Eva” er kendt på skolen.

2018, februar
Ellen Riis ansættes som forstander.

2018, august
Eva flytter ind i Diegos højskolelejlighed. Det drøftes blandt lærerne, men accepteres af Riis.

2018, august
Læreren Pia Bovin fortæller angiveligt Riis om problemer med Diego, hvilket Riis i dag bestrider.

2020, 17. februar
”Nadine” skriver klagemail om Diego til Riis.

2020, 19. februar
Eleven Nadine kaldes til samtale med Riis og sendes til psykolog, hvor hun føler sig evalueret.

2020, 28. februar
Fem elever skriver til skolens ledelse med lignende historier om Diego.

2020, 2. marts
På et fællesmøde for hele skolen fortæller Riis, at Diego forlader skolen, men uden at oplyse årsagen.

2020, 7. april
Pia Bovin afskediges af forstanderen.

2021, 18. februar
Ekko #87 udkommer med stor artikel og interview med Ellen Riis.

2021, 16. marts
Ekko offentliggør uddrag af lydoptagelse, hvor Riis henviser krænket elev til psykolog for at få en professionel evaluering.

Højskolesagen i Ekko

Dækning af #MeToo-sagen på European Film College i Ekko #87.

Få gratis gave, når du tegner abonnement.

Køb magasinet i kiosker eller få det tilsendt.

© Filmmagasinet Ekko