Hensigten mærkes

Traditionen går tilbage til ungdomsfilmens genremæssige begyndelse i 50’ernes danske film. Her opfinder man, ligesom i USA, den problematiske ungdom.

Indtil da bestod befolkningen stort set af to kategorier: børn og voksne. Selvfølgelig var der film om unge voksne (Ditte Menneskebarn, for eksempel), men det er først i 50’erne, at de unge skiller sig ud som en særlig gruppe, der giver anledning til bekymring. Nu gør ungdommen ting og sager, som man på det kraftigste må advare mod.

I den første af filmene, Lau Lauritzens Farlig ungdom fra 1953, hengiver de unge sig til indbrud, røverisk overfald, biltyveri, stoffer og prostitution. Genren fortsætter med Ung leg og Bundfald, og filmenes succes vidner om, at selv om ungdommens livsførelse er skrækkelig, så er den bestemt også spændende at høre om – især for de voksne.

Med 70’ernes og 80’ernes ungdomsskildringer kommer et nyt gennembrud for genren, men også en ny dagsorden. Det drejer sig ikke længere om at tage afstand til den amoralske og ansvarsløse ungdom. Filmene er loyale mod de følsomme og marginaliserede unge, der står tøvende og rådvilde over for voksenlivets udfordringer. Det begynder i 1975 med Lasse Nielsens La’ os være og efterfølges af Søren Kragh- Jacobsens Vil du se min smukke navle?, Morten Arnfreds Johnny Larsen, Nils Malmros’ Kundskabens træ og Bille Augusts Zappa.

Hermed bliver ungdomsfilmen et ikonisk brand for dansk film og ikke mindst for Det Danske Filminstitut, som siden 1982 har skullet bruge mindst 25 % af støttepengene på børne- og ungdomsfilm.

Farligt at være ung
Ungdommen kan selvfølgelig skildres i mange slags film. Det fremgår, når man ser på disse års danske film. Der er markante skildringer af unge menneskers coming of age-problemer i voksenfilm som Okay, Familien Gregersen og En mand kommer hjem. Unge mennesker er også i fokus i Malmros’ Kærestesorger og Annette K. Olesens 1:1, uden at det dog forekommer oplagt at tale om ungdomsfilm. Og så er der de klart kommercielle film, hvor ungdomstematikken er kombineret med populærgenrer.

Det gælder først og fremmest serien om Anja og Viktor, som begyndte relativt veloplagt med Kærlighed ved første hik og er blevet fulgt af foreløbig fire sequels af efterhånden noget udvandet karakter. Her fremtræder ungdomsfilmen som folkekomedie og hyggelige sitcom-agtige intriger, hvor boymeets- girl-formlen tyndslides. Det gælder også familiefilm, hvor persongalleriet typisk også omfatter en eller flere teenagere – som de nye Min søsters børn- og Far til fire-film.

I samme boldgade er der ungdomsgysere som Midsommer og Kollegiet. Det er film, der er skabt efter den gamle branche-opskrift: Det skal ikke være kunst, det skal være færdigt.

Tilbage bliver de egentlige ungdomsfilm. Det er typisk film, som med underforstået pædagogisk dagsorden fortæller om og er henvendt til de lidt ældre unge med fokus på alle de problemer af social og psykisk art, som vælter ned over de unge, hvis vi skal tro Bagland, 2 ryk og en aflevering, Supervoksen, Råzone, Fighter, Rich Kids, Dig og mig, To verdener, Se min kjole og Vanvittig forelsket.

For mens de moderne klassikere for 30 år siden med følsom humanisme kredsede om unge menneskers sårbarhed og ensomhed, så har de nye ungdomsfilm knyttet bagud til 50’ernes problemorienterede film. Nu er det igen forholdsvis farligt og rigtig problematisk at være ung.

Benspænd for teenagepiger
I Anders Gustafssons Bagland er Mille ( Stephanie León) flyttet sammen med Kenny. Han er en pusher/rocker-type, og Mille falder for Sami, der er rapper og har indvandrerbaggrund. Hendes alkoholiserede mor er gået eftertrykkeligt i hundene, og det bliver en udfordring for Mille at håndtere det eskalerende trekant- og jalousidrama sammen med den nødstedte mor.

Det klæder historien, at vi ikke skal ende i drastisk voldeligt drama. Det hele synes at kunne klares med en tur på skadestuen. Men generelt handler det om livet som en trøstesløs elendighed.

I Aage Rais-Nordentofts 2 ryk og en aflevering er vi rykket lidt op i socialklasserne blandt unge mennesker i provinsen, 1.g’ere, der spiller fodbold sammen. Men også de bevæger sig ud på skråplanet. Filmens rodede historie i grim, kornet billedstil skifter underligt uegalt mellem en følsomt malmrosk skildring af gymnasiekærlighedens smerte og en lovlig drastisk moderne tematik med stoffer og kriminalitet.

I Christina Rosendahls Supervoksen laver tre femtenårige piger deres eget voksenhedsritual. Det er en slags kvindependant til manddomsprøven med forskellige sex-relaterede udfordringer – såsom at snave med en nørdet dreng, få en mand til at tro at man er luder, tungekysse med en pige og give et blowjob. Altså en slags selvpålagte benspænd for pæne teenagepiger fra højborgerlige kvarterer nord for København. De voksne er rene karikaturer. Den ene mor er psykolog og begriber selvfølgelig intet.

Selve udgangspunktet er sjovt og har bestemt underholdningsværdi, men virker samtidig utroværdigt. Man tror ikke etøjeblik på, at en femtenårig pige uden seksuelle erfaringer vil udgive sig for prostitueret og møde op på et hotelværelse hos en 30-årig mand, hun overhovedet ikke kender.

Overklassens unge festaber
Christian E. Christiansens Råzone er en privat finansieret lowbudget-produktion, der siden fik distributionsstøtte fra Filminstituttet. Den handler om fire hampre gymnasiepiger, som får tiden til at gå med fester, druk, stoffer og tyverier. De mobber gerne de andre, men da gruppens leder Cecilie (Stephanie León) fejlagtigt tror, at Christina (Laura Christensen) er ved at snuppe hendes kæreste, er det Christina, der bliver offer.

Filmen tager et typisk ungdomsproblem – mobning – op og giver det så fuld styrke, hvad der bestemt skaber dramatik, men også virker stærkt forceret. Cecilie antager nærmest psykotisk karakter i sin monstrøse ondskabsfuldhed. Forældrene er uforstående eller fraværende og ligeglade.

I Rune Bendixens Rich Kids vælter overklassens unge festaber sig i druk, stoffer og sengelagener, så det ligner en billig karikatur. Vi er tilbage i den både sensationslystne og moralsk forargede afsløring af ungdommens skørlevned.

Men måske har de unge selv virkelig ikke idéer til at udtrykke deres ungdommelige protest og identitetsvildrede på anden måde, end de ser det gjort i Rich Kids og 2900 Happiness? Måske efterligner virkeligheden fiktionerne, fordi den ikke kan komme i tanker om andet?

Eller også står vi over for en film af fortvivlende ringe kvalitet. Af grunde, der aldrig er opklaret, blev filmen støttet af New Danish Screen, oprettet til at sikre udviklingen af nybrydende unge talenter.

Dansk fundamentalisme
I Natasha Arthys Fighter har den tyrkiske Aicha talent for kampsport, men hun må ikke træne sammen med unge mænd. Da det bliver opdaget, at hun trods farens forbud alligevel går til træning, er det en trussel mod læge-brorens forlovelse og dermed også farens mulighed for job hos svigerfamilien.

I skildringen af den muslimske families patriarkalske undertrykkelsesmekanismer deler filmen overraskende nok langt hen ad vejen synspunkter med Dansk Folkeparti. Men heldigvis vanker der til sidst forsoning, tilgivelse og forståelse, og der synes endda at være mulighed for, at Aicha kan få sin danske kæreste engang med tiden.

I Niels Arden Oplevs To verdener bliver en ung kvinde, der er vokset op i en familie med tilknytning til Jehovas Vidner, udsat for pres både fra faren og fra sekten, da hun forelsker sig i en almindelig ung mand. Filmen solgte 314.000 billetter. Jehovas Vidner skønnes i Danmark at have 14.000 medlemmer, så det er næppe det direkte tema, der er forklaringen på filmens overraskende succes. Men ligesom i børnefilmen Drømmen formåede Arden Oplev at nå uden for målgruppen og appellere alment.

Filmens temmelig specielle sag illustrerer indirekte andre forhold, hvor unge mennesker tvangsmæssigt skal adlyde forældrenes religiøse orden. På den måde er der slægtskab med Fighter, men To verdener har sin originalitet ved at påpege, at religiøs intolerance ikke nødvendigvis kommer fra de fremmede. Der findes også dansk fundamentalisme.

Traumatisk bagage
I Dig og mig – igen Christian E. Christiansen og delvis privat finansieret – ligger tre unge piger (Julie Ølgaard, Laura Christensen, Neel Rønholt) på hospitalets kræftafdeling.

Stephanie har brudt med sin kæreste og holder sig væk fra familien, indtil hun alligevel får brug for mor. Sara er en lovende præmiesvømmer, der paces frem af far. Og Mette har aldrig haft en kæreste. Filmen, der blev markedsført uden at hentyde til, at det er en historie om kræftpatienter, effektiviserer de sædvanlige temaer – børn/forældre-relationer og parforhold – med dødstruslen som dramaturgisk forstærkning.

Klicheerne florerer, ledsaget af den melankolsk sentimentale musik, der skal minde os om situationens alvor, men kun stiller sig i vejen for vores medfølelse.

Hella Joofs Se min kjole er en kvindelig roadfilm, der har skelet kraftigt til Thelma & Louise og Bornedals Charlot og Charlotte. Vi følger fire på forskellig måde belastede piger, der stikker af sammen fra en åben afvænningsinstitution. Sammenhold og undervejs- oplevelser bruges som katalysatorer for de indre traumer, der er pigernes bagage.

Charlotte (Stephanie León) og Barbara har suicidale tendenser, den ene på grund af livstruende sygdom, den anden som reaktion på incest i barndommen. Narkomanen Nadia har fået den lille datter tvangsfjernet, og Stef er narkoluder. De ældre voksne er definitorisk negative, de står for overgreb og svigt, for misbrug eller bare for almindelig ligegyldighed. Det er karakteristisk, at der er rollebetegnelser som "pervers forretningsmand".

Morten Gieses Vanvittig forelsket handler om Daniel (Cyron Melville), et ungt klavertalent med psykiske problemer. Vi ved fra Shine, at klassiske pianister kan have en tendens til det vanvittige. Og da Daniel får en sød kæreste, udarter sindssygen sig til accelererende jalousi, som ender katastrofalt.

Filmens bedste scene er den store koncert, hvor han spiller Brahms’ første klaverkoncert. Fra begyndelsen tegner det til, at alt det værste kan ske. Det nervepirrende er, at hele koncerten faktisk forløber perfekt. I filmens underligste scene cykler Daniel fra Nørrebro – forbi Søpavillonen og hen til Konservatoriet på H.C. Andersens Boulevard og passerer undervejs Vor Frelsers Kirke på Christianshavn!

Selv geografien er blevet vanvittig. Filmens påfaldende lave billetsalg peger på, at den er alt for ubehagelig for målgruppen. En excentrisk historie uden håb. Det er heller ikke rigtig opmuntrende, når det betones, at vanviddet – lidt som i Ibsens Gengangere – er arveligt.

Misvisende konklusion
I skuespillerkredse verserer et gammelt motto: kun én kropsfejl pr. rolle! Det kunne også være en god rettesnor for ungdomsfilmene.

Selvsagt skal der være problemer og konflikter, det er jo det stof, historier er lavet af. Men der er grænser for, hvor mange traumatiserende elementer der bør hobes op i den enkelte film. Advarsel og pirring er back in business: Der er fester og sex og narko og vold og vanvid, som lurer på de unge. Men også kræft og incest og tyranniske voksne. Uha, uha.

En ny undersøgelse af de unges film- og medievaner konkluderer, at danske børne- og ungdomsfilm har stor succes hos danskerne. I hvert fald tilsyneladende. For desværre skelner undersøgelsen, der er lavet for Det Danske Filminstitut, ikke mellem børnefilm og ungdomsfilm. Ved nærmere granskning af resultatet viser det sig, at de succesrige børne- og ungdomsfilm alle er, hvad man må rubricere som familiefilm af Far til fire- typen eller ungdoms-folkekomedier som Anja og Viktor-filmene.

Disse film har haft et stort publikum (Anja og Viktor-filmene har solgt mellem en kvart og en halv million billetter hver). Men når det gælder de egentlige ungdomsfilm, har publikumsinteressen været moderat: Bagland – 90.000, 2 ryk og en aflevering – 75.000, Supervoksen – 106.000, Råzone – 109.000, Fighter – 52.000, Rich Kids – 107.000, Dig og mig – 101.000, Vanvittig forelsket – 27.000 og Se min kjole – 45.000. Kun To verdener opnåede en virkelig succes med 314.000.

Når filmene ikke klarer sig bedre, hænger det antagelig sammen med to negative faktorer. Dels at filmene helt åbenbart er henvendt til et bestemt segment af befolkningen og derfor normalt ikke tiltrækker ret mange uden for disse aldersgrupper. Dels at det segment, som er målgruppen, netop ifølge undersøgelsen ikke interesserer sig for danske film, men overvejende for amerikanske film.

Med sådanne handicap kan man selvfølgelig godt betragte det som en succes, at det gennemsnitlige billetsalg for ni af de ti omtalte film ligger på knap 80.000, men det er markant ringere end generelt for danske film, hvis gennemsnit i perioden 2003-2008 ligger på 140.000 billetter.

Gå roligt videre
Det er indlysende, at børn er en befolkningsgruppe, der må have sin specielle servicering, også kulturelt. Børnene kan ikke bare hægtes på de almindelige kulturtilbud.

Men det kan de unge i høj grad. Og hele biografsektoren er allerede i høj grad henvendt til det unge publikum. Ungdomsfilmen, som den dyrkes i disse år, er de gode hensigters film. Det er en kunstigt skabt, didaktisk gruppe film, der ikke synes at udspringe af kunstnerisk nødvendighed eller af folkets kærlighed, men snarere af forpligtelsen til at udfylde dette punkt i støtteloven. Man mærker unægtelig hensigten.

Ungdomsfilmen er blevet et reservat for den velmenende og belærende filmkunst, en forpligtelse som man skulle overveje at fritage instruktørtalenterne for. Rosendahl, Arthy, Joof og Giese har gjort deres pædagogiske pligt og kan med god samvittighed gå videre.