Nyhed
05. jan. 2022 | 12:19

Instruktør bliver dokumentarchef på DR

Foto | Agnete Schlichtkrull
Mikala Krogh blev i 2001 uddannet på Den Danske Filmskole og har i en årrække været en af landets førende dokumentarister. Nu skal instruktøren træde sine folder som chef på DR.

”DR Dokumentar skal have større dramaturgiske og visuelle ambitioner,” siger Mikala Krogh, der forlader sit filmselskab Danish Documentary til fordel for public service-stationen.

Af Nicki Bruun

Danmarks Radio var sidste år i vælten på grund af en række skandalesager om blandt andet lukningen af en stort anlagt fiktionsserie og anklager om overgreb i Pigekoret.

Nu går public service-stationen ind i 2022 med en mere glædelig nyhed: DR har ansat en ny chef for dokumentarafdelingen.

48-årige Mikala Krogh er kendt som kvinden bag DR-serien Scandinavian Star – om den tragiske skibskatastrofe i 1990 – og dokumentarfilmen Ekstra Bladet – uden for citat.

Hun skal fra 1. februar stå i spidsen for DR Dokumentar og P1 Dokumentar, og instruktøren har tænkt over, hvordan hun vil præge tv- og radiostationens produktioner.

”Den gode historie og de journalistiske afsløringer er selvfølgelig forudsætningen, men udførelsen og fortællegrebene er lige så vigtige. Og her ser jeg et vigtigt udviklingsarbejde for DR Dokumentar, hvor jeg via min baggrund og store erfaring har meget at bidrage med,” siger Mikala Krogh i en pressemeddelelse.

”Jeg mener, at DR Dokumentar skal have større dramaturgiske og visuelle ambitioner. En anden vigtig prioritet vil være at lave større nordiske og internationale samarbejder med andre public service-mediehuse.”

Forlader filmselskab
Med den nye stilling forlader Mikala Krogh sit filmselskab Danish Documentary, som hun siden 2008 har været medejer af. Hun stiftede selskabet sammen med kollegerne Eva Mulvad, Pernille Rose Grønkjær og Phie Ambo.

Sidste år forlod en anden af selskabets ejere, produceren Sigrid Dyekjær, også Danish Documentary for at gå solo med sit eget selskab.

Det fremgår af pressemeddelelsen fra DR, at Eva Mulvad og Pernille Rose Grønkjær vil drive selskabet videre, og at Mikala Krogh forlader Danish Documentary med blødende hjerte.

”Jeg er uendeligt stolt af alle de film, vi har lavet de sidste tolv år. Nu fører Eva Mulvad og Pernille Rose Grønkjær firmaet sikkert videre og har en række interessante film og serier i produktion,” udtaler Mikala Krogh.

Instruktøren bliver ifølge chefredaktør på DR Nyheder, Thomas Falbe, et stærkt kort for stationen.

”Hun er et af de mest etablerede navne i det danske dokumentarfilmmiljø, hvor hun senest med serien Scandinavian Star har været med til at rykke både journalistik og formidlingen til nye højder. Hun er derfor et oplagt valg til at træde ind den stolte tradition, som DR Dokumentar er bærer af,” udtaler Thomas Falbe og fortsætter:

”DR har en helt særlig forpligtigelse til at dyrke dokumentaren som genre, udvikle nye talenter og løfte både den undersøgende journalistik og dokumentarreportagen til et bredt publikum.”

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko