Jeg hader velmenende film

Det er ikke let med de teenagere. Slet ikke, hvis det er på filmlærredet, at man gerne vil beherske disse bagvendtsbesværlige hormonbomber og alle deres brydninger. Det kender Kaspar Munk til. Han er nemlig med egne ord selv i en krise, der ikke lander langt fra ungdommelig forfængelighed eller trodsig foragt for øvre autoriteter.

Titlen på sin første spillefilm, Før og efter, er han for eksempel ikke tilfreds med, så det er kun en arbejdstitel, understreger han. Og Munk bryder sig heller ikke om, at man kategoriserer den som ”en ungdomsfilm”.

Det er det første, han siger, da vi mødes til kolbekaffe i en sidegade-café. Man fornemmer et fint lille oprør derinde i fuldskægget på den 37-årige instruktør.

Ligesom en teenager kan virke hvileløs i forsøget på at finde sin plads, sidder Kaspar Munk også og brænder på sin vakkelvorne klapstol. Han vil gerne forstås helt rigtigt. Men filmmageren har samtidig svært ved at frigøre sig fra, at det for tiden brænder på i klipperummet. Filmen er faktisk stort set færdigredigeret, men alligevel føler Kaspar Munk sig i en mærkelig proces, et tomrum. Selv efter positive test-screenings.

”Vi har maltrakteret filmen, sprængt den til atomer og spurgt os selv: Hvad fungerer bedre? Hvad kan gøre den mere gedigen og sammenhængende?”

Kaspar Munk sukker, men lyder som typen, der helt frivilligt forcerer plankeværket på det højeste sted. Som da han med sin ellers kun 28 minutter lange Forsvunden (udgivet med Ekko #39) tiggede sig til lån af både kran og helikopter for at kunne male med den helt store pensel, når det lille, usikre menneske skulle indrammes i den frie natur.

Han insisterer også på at forevige sine billedmæssige gerigter på god, gammeldags 35 mm-celluloidfilm frem for videobånd og harddisk-recording og andre moderne remedier. Og selv om det holder ham vågen om natten, anerkender han klipperummets ofte famlende mørke som et livsvilkår for en kunstner, der stræber mod det bedre og insisterer på at skabe film fyldt med lag og dimensioner. Det handler mere om den rette stemning end de eksakte ord.

Dybere følsomhed
Så når Kaspar Munk siger, han er i krise, er han i virkeligheden måske bare fit for fight. Han har selv valgt det – at udkæmpe et mindre felttog for den anderledes ungdomsfilm.

”Vi har efterhånden en hel genre, der ligner noget, som er udtænkt af marketingfolk og overtaget af filmkonsulenter,” siger han. ”Det er jo helt sikkert også nemmere at vælge blockbusteren, hvis man er ung i dag, men den måde, jeg arbejder med ungdomstemaer på, er anderledes og mere umiddelbar end den catchy fortællemåde.

Det får Kaspar Munk lov at bevise til premieren i februar 2010. Og netop fordi spillefilmdebutanten mest excellerer i svære valg, lagde han et hjemmerørt con amore- projekt i skuffen og sagde ja til at iscenesætte Før og efter.

Manuskriptet er af Jannik Tai Mosholt, og det er Nimbus Film, der producerer. Selv kalder Kaspar Munk filmens ungdomstematik letgenkendelig, men han satser altså både på større ambitioner og dybere følsomhed.

”Hvis historien er let at genkende, er det nemmere at hæve abstraktionsniveauet,” pointerer han, mens han hælder spildt underkopskaffe tilbage på plads og gør klar til endnu en bredside mod tidens teenagefilm.

De halvhjertede er in
Beder man Kaspar Munk fremhæve et par store, betydningsfulde børne- og ungdomsfilm af dansk avl, må han helt tilbage i 1980’erne for at hente Bille August-titler som Zappa og Tro, håb og kærlighed. Hverken dette årtis brede familiefilm eller højt budgetterede fantasyfilm hæver sig over det, han kalder ”instituttets begynderværksted”.

”Filminstituttet har ikke gjort nok for at få folk ind med ambitioner om at lave gode film. Man har støttet folk med ambitioner om et karrierespring eller lignende. Så bliver det naturligvis ofte halvhjertede projekter. Det synes jeg bare er dybt forkasteligt,” siger han.

”For at få succes på ungdomsfronten inviterer man så samtidig veletablerede hot shot-instruktører ind til at lave børne- og ungdomsfilm. Folk som Nikolaj Arcel og Ole Bornedal. Så de kan lave nogle stærke film, der kan gøre området populært igen. Men jeg synes, bestræbelserne er gået galt, fordi de instruktører nok kan en masse teknisk og har noget hjerte, men tilsyneladende ikke specielt brænder for at fortælle historier om unge.”

Så er det sagt, men hvad har Kaspar Munk selv på hjerte?

”Man skal tage de unge anderledes alvorligt som publikum. Man skal tro på, at de kan opleve kunst og leve sig ind i værkerne på forskellige niveauer, og at der ikke kun er én måde at forstå en film på. Derfor forsøger jeg at skabe åbne universer med et tidløst aspekt – universer, der i æstetikken har en klang, der ville have været god for ti år siden, men også er det om ti år.”

Ung med de unge
Han siger det velvidende, at unge filmfans kun sjældent bliver tilbudt en kunstnerisk dimension. Selv er han for eksempel vild med amerikanske Gus Van Sant og hans fabulerende skildring af teenagesindet i film som Elephant og Paranoid Park.

En lignende fantasiflygtig tilgang antyder Kaspar Munk i Forsvunden, som er hans afgangsfilm fra den alternative Super16-filmskole. Men også en anden af hans kortfilm, En lille død, er et eksempel på, hvordan de ofte drømmeagtige motiver får lov at stå til fri fortolkning.

En præpubertær dreng kigger i pornoblade hjemme hos en lidt ældre teenagekammerat, hvis kvælerslange er på jagt efter en hvid mus i en labyrint af Jumbobøger. Ovenpå har teenagerens mor sofasex med en liderlig gut. Drengen stikker storsvedende af langs skinnerne i en skov. Filmen tager kun ti minutter. Her er ingen overflødig snak eller forklarende dialog, men de subtile og symbolladede billeder er man længe om at ryste af sig igen.

Kaspar Munk har fine erfaringer med, at unge ikke forstår alt i hans film og selv finder svar et sted i fantasien. Og han har klare holdninger til, hvordan man rammer børn og teenagere bedst muligt.

”Hvis der er noget, jeg hader, er det jo netop den velmenende, pædagogiske måde at lave film på,” udbryder han.

– Men er det ikke også netop et pædagogisk værktøj at få de unge til selv at fantasere?

”Jo, det er nok rigtigt, men jeg tænker ikke selv på det som et pædagogisk værktøj. Dermed ikke sagt, at jeg ikke har et ansvar. Jeg er bare imod, at man har pegefingeren forrest, og at man – også rent æstetisk – forsøger at være ung med de unge og lave noget, som de unge bare skal synes er vildt fedt. At man bevidst gør dét, synes jeg er mega nedtur,” siger han med et ungdommeligt udtryk og et smil om munden.

”Hvis man spekulerer i, hvor de unge er nu, er filmen allerede passé, når den kommer ud. Men det er også en devaluering af de unge som gruppe.”

– Du mener altså ikke, at Danmark står og mangler endnu en fantasyfilm målrettet de unge?

”Nu skal underholdning jo ikke være et fyord, men det er jo noget … pop,” siger han og tømmer kaffekoppen med en klirren.

”Det er ren kassetænkning, når de snakker om at fange de 15-19-årige eller de 11-15-årige. Jeg foretrækker en større indsats for at få unge til at gå ind og se kvalitetsfilm i stedet for at prøve at ramme noget, de muligvis og måske vil interessere sig for.”

– Men hvad er en kvalitetsfilm for unge?

”Det skal bare først og fremmest være en god film, og hvis den beskæftiger sig med identitet og coming of age-elementer, så er den jo relevant. Man skal gøre op med den gængse måde at tænke ungdomsfilm på og ikke spekulere i, hvad ungerne går mest op i: World of Warcraft eller Hitman?”

”Man skal droppe den der spekulative tænkning, som en filmkonsulent gav udtryk for i forbindelse med et af mine spillefilmprojekter: ’Hvad med at tage de to piger og give dem en dynejakke på, så kan de rende rundt ude i Fields og lave ballade?’”