Terrorofre føler sig overset af instruktør

Der er stadig over en måned til premieren på Ole Christian Madsens Krudttønden, der handler om terrorangrebet på dansk jord den 14. og 15. februar i 2015.

Men efter det første store interview om filmen i det nye nummer af Ekko har instruktøren allerede mødt kritik for sit syn på drabsmanden Omar el-Hussein, hvis sympati Ole Christian Madsen vil lade publikum vurdere.

”Så bliver det ikke mere politisk korrekt,” skrev journalisten Helle Merete Brix, der var ordstyrer på arrangementet i Krudttønden, som blev angrebet af terroristen.

Og hun er ikke alene i sin kritik af instruktøren. På en konference i weekenden, som Helle Merete Brix afholdt i anledning af udgivelsen af bogen Når kunsten terroriseres, fortalte flere foredragsholdere om deres problemer med projektet.

”I et interview med Filmmagasinet Ekko snakker Ole Christian Madsen over otte sider om sit moralske og etiske ansvar som instruktør af Krudttønden. På jiddish er der udtrykket ’mensch’, som betyder et godt menneske, der gør det rigtige,” siger Mette Bentow, der også var medarrangør af konferencen.

Hendes datter Hannah havde jødisk konfirmation – bat mitzvah – i Københavns Synagoge den dag, hvor Dan Uzan blev dræbt for snart fem år siden.

”Det rigtige havde været at snakke med os, der har oplevet hændelsen i virkeligheden – dem i Krudttønden og synagogen. Det ville et mensch have gjort. Filmen er Ole Christian Madsens sandhed, men den er ikke min, og sådan vil mange nok også have det.”

Traume for livet
Efter færdiggørelse af Krudttønden har Mette Bentow fået lov at se filmen. Hun bemærker, at den især har fokus på instruktøren Finn Nørgaard, som ifølge vennen Ole Christian Madsens film forsøgte at stoppe Omar el-Hussein, men endte med at blive dræbt.

Men Mette Bentow er stadig fortørnet over, at hun hørte om projektet gennem sin jødiske menighed og ikke blev personligt kontaktet af instruktøren.

”Jeg kunne aldrig drømme om at sige, at han ikke må lave filmen. Jeg har ingen ret til at begrænse Ole Christians kunstneriske frihed, men jeg er skuffet over, at han ikke engang tænkte, at der nok var nogle mennesker, der helt sikkert kommer til at blive konfronteret med filmen,” fortæller hun til Filmmagasinet Ekko.

”I det øjeblik, traileren blev frigivet, blev jeg tagget på Facebook, og folk ringede mig op. Jeg er allerede blevet spurgt af TV 2 News, om jeg vil blive interviewet. Det kunne han sgu godt lige have undt os at være forberedt på. Ole Christian er nok traumatiseret over at have mistet sin ven Finn, men den oplevelse har også påvirket mit og mine børns liv for evigt.”

– Overvejede du selv at kontakte Ole Christian Madsen?

”Nej, for jeg tænkte faktisk, at han på et tidspunkt nok ville kontakte mig. Man ser slet ikke i filmen, hvad der sker for os, og det er helt okay. Man skal jo skære et eller andet, og for mig at se har Ole Christian lavet en film om sin ven Finn. Det er fair. Men jeg troede at vi på et tidspunkt ville blive spurgt eller kontaktet.”

Totalt kontroltab
Særligt problematisk finder Mette Bentow det, at Ole Christian Madsen i Krudttønden har valgt at dramatisere en scene med hende og datteren, som Bentow har fortalt om i en dokumentar.

Her ser man skuespillere i rollerne som mor og datter ankomme til synagogen og snakke med Dan Uzan.

”Husk lige, at for hver gang, Ole Christian får et spørgsmål, får jeg ti. Og det er ikke bare mig, men alle, der var til stede i Krudttønden og til bat mitzvah i synagogen. Filmfolkene graver det op for os, og efter sådan en traumatisk oplevelse har man brug for at være forberedt på det,” fortæller Mette Bentow.

”Noget af det værste ved angrebet var det totale kontroltab. Jeg føler det samme kontroltab nu. Det havde ikke kostet Ole Christian Madsen noget at snakke med og lytte til os.”

En bedre oplevelse havde hun, da der for nylig blev optaget scener til en DR-serie, hvor et fiktivt terrorangreb spiller en stor rolle.

”Produktionsselskabet satte sedler op i nabolaget og gav deres kontaktoplysninger. Mit yngste barn har problemer med høje lyde, og han bliver nemt bange. De inviterede os hen for at se optagelserne, og gav ham mulighed for at sidde sammen med instruktøren og se, hvordan en scene bliver lavet,” siger Mette Bentow.

”Det kostede dem ingenting, men det betød alt for ham og mig. Da jeg fortalte mine børn, at Ole Christian Madsens film snart får premiere, sagde min ældste søn: ’Hvad? Skal mit traume være underholdning for andre mennesker?’”

Fortsatte efter angreb
Ved konferencen, der blev afholdt på Christiansborg med Folketingspolitikeren Henrik Dahl fra Liberal Alliance som vært, var også flere udenlandske oplægsholdere.

En af dem – den polsk fødte og britisk bosiddende kunstner Agnieszka Kołek – har ikke set Krudttønden, men hun spiller en vigtig rolle i virkelighedens terrorangreb. Hun var nemlig blandt oplægsholderne ved arrangementet, hvor Omar el-Hussein skød på kulturhuset på Østerbro.

Heller ikke Kołek har fået en henvendelse fra Ole Christian Madsen.

”Det havde været rart at blive kontaktet. Jeg fortsatte mit oplæg på Krudttønden efter terrorangrebet, så det havde været passende at høre min vinkel på hændelsen,” siger Agnieszka Kołek.

”Jeg sad ikke bare i publikum, men holdt faktisk en tale og fortsatte efter angrebet. Det aspekt er måske interessant for folk, at mødet fortsatte efter angrebet.”

It-medarbejderen Jens Allan Jensen, der på Krudttønden deltog i sit første arrangement om ytringsfrihed og religionskritik, er heller ikke blevet kontaktet.

Han står for at koordinere møder i gruppen af overlevende fra angrebet og finder det problematisk, at der ikke er blevet rettet henvendelse til ham.

”Jeg synes, det er underligt. Når man laver en film, skal man ikke nødvendigvis have fat i alle, men man skal give folk buddet og mødes med de ofre, som gerne vil give deres besyv med,” siger Jens Allan Jensen til Filmmagasinet Ekko.

Tragiske begivenheder
Ole Christian Madsen har forståelse for de involveredes følelser.

”Jeg forstår fuldt ud, at det, der skete den dag, har betydet meget for de involveredes liv. Og stadig gør det. Fra min side har jeg i forberedelserne haft en meget lang og indgående dialog med eksempelvis Synagogen, med folk, der var i Krudttønden under angrebet, med pårørende til de dræbte, venner og bekendte og en lang række andre for at forstå, hvad der skete, og for at skabe en respektfuld skildring af begivenhederne i en fiktiv form,” skriver instruktøren i en mail.

”Det er fuldt forståeligt, hvis man som en af dem, der var direkte berørt af angrebet, får rippet op i sine følelser om den dag, hver gang man bliver mindet om den.”

Den 53-årige instruktør understreger samtidig, at Krudttønden er en filmisk fortolkning af de tragiske begivenheder.

”Mit valg i forhold til researchen er ikke et spørgsmål om en manglende respekt for de mange involverede, jeg ikke har talt med. Tværtimod. Det har derimod hele tiden været et spørgsmål om at finde en balance, hvor jeg kunne få en så dybtgående forståelse som muligt for at lave en filmisk fortolkning af begivenhederne, samtidig med at de berørte parter har følt sig hørt.”

”Nu, hvor filmen netop er færdig, ved jeg, at den vil fremkalde mange følelser. Derfor har vi allerede inviteret mange af de involverede – herunder Mette Bentow – til at se filmen, hvilket hun har gjort, og haft en dialog netop for at vise respekt for den oplevelse, de har haft, og de reaktioner de fortsat vil få, når de bliver mindet om dagen. Denne proces vil fortsætte og komme til at indbefatte flere og flere.”