Hodders vej til filmen
Filmatiseringer er normalt ikke manuskriptforfatteren Bo hr. Hansens kop te. Men en dag fik han et kald. Her fortæller han om arbejdet med at omsætte Bjarne Reuters roman En som Hodder til film.
Filmatiseringer er normalt ikke manuskriptforfatteren Bo hr. Hansens kop te. Men en dag fik han et kald. Her fortæller han om arbejdet med at omsætte Bjarne Reuters roman En som Hodder til film.
Mødet mellem amerikansk og japansk tegnefilm er som to sprog, der ikke passer sammen. De to kulturer bruger mediet forskelligt, og det er futilt at forsøge at afgøre, hvem der er bedst. Men forskellene er spændende.
Filmatiseringer er normalt ikke manuskriptforfatteren Bo hr. Hansens kop te. Men en dag fik han et kald. Her fortæller han om arbejdet med at omsætte Bjarne Reuters roman En som Hodder til film.
Engang var han punker. I dag er han en stor kanon i reklamebranchen og kører rundt i en Folkevognsboble, der er malet som chokoladeskildpadde og betalt af Toms Chokolade. ”Det er en pointe for mig at vise, at jeg sælger ud,” siger Søren Fauli til EKKOs Christian Monggaard.
Når man sammenligner bog og film, skærpes sansen for to vidt forskellige sprog. Men hvordan slipper vi for urargumentet: Filmen er ikke nær så god som bogforlægget?
Skolekonsulent Keld Mathiesen anbefaler kortfilm – film, der foruden at fremkalde smilet giver et interessant fagligt input til at arbejde med filmlyd i undervisningen.
Jævne, grundtvigianske dannelsesforestillinger har i årevis blokeret for medieundervisningen, mener Nikolaj Frydensbjerg Elf, ph.d.-studerende i gymnasiepædagogik. Først når vi erkender, at medier ikke bare er for sjov, men rent faktisk fører til viden og erkendelse, vil mediepædagogikken for alvor få plads på skoleskemaet.
Hvis man skal dømme ud fra de ikke helt få film, der handler om journalister og deres virksomhed, er det en profession, hvis medlemmer deler sig i to kategorier: Enten er de idealistiske korsfarere i sandhedens tjeneste, eller også er de sensationslyste gribbe uden moralske skrupler.
Mødet mellem amerikansk og japansk tegnefilm er som to sprog, der ikke passer sammen. De to kulturer bruger mediet forskelligt, og det er futilt at forsøge at afgøre, hvem der er bedst. Men forskellene er spændende.
I dag møder vi skildringer af Holocaust, som ville have været utænkelige i årene efter Anden Verdenskrig. Både Spielbergs Schindlers liste og Benignis Livet er smukt er blevet beskyldt for at banalisere ondskaben, men hvordan holder vi mindet i live, hvis det ikke er tilladt at skabe billeder af grusomhederne?