Dag 1: Månen tur/retur

Hvor mange timer vil du sidde i bagende sol for at få et glimt af Ryan Gosling? 

På førstedagen af filmfestivalen i Venedig kræver det i omegnen af tolv timer, og allerede tidligt på den solrige formiddag har mere end 50 forventningsfulde fans sat sig til rette ved hegnet foran festivalens røde løber. I løbet af dagen følger fans i hundredvis trop. 

I ly af medbragte paraplyer sidder de klar til aftenens gallavisning på Damien Chazelles stærkt imødesete rumdrama First Man, hvor netop Gosling spiller hovedrollen. 

Imens stimler hundredvis af filmjournalister sammen foran biografen til selvsamme films verdenspremiere.

Venedig overtager Cannes-navne
I forhold til forgangne udgaver af festivalen virker det til, at der i år både er flere fans og journalister, som har fundet vej til Lido, en søvnig lille ø ud for Venedig, som en gang årligt bliver centrum for den verdensomspændende filmindustri. 

Kigger man på dette års program forstår man, hvorfor folk valfarter hertil. På papiret har festivalen i hvert fald sjældent set bedre ud. 

Coen-brødrene, Damien Chazelle, Alfonso Cuarón og Bradley Cooper er blot nogle af de stjerner, som pryder plakaten i år. 

Hollywood har været fast inventer i Venedig i nogle år, og den store overraskelse i år er derfor, at programmet også er spækket med filmkunstnere, som normalt foretrækker at vise deres film på den mere prestigefyldte festival i Cannes.

Instruktører som László Nemes, Jacques Audiard og Mike Leigh har alle vundet priser i Cannes, men i år er de altså at finde i den italienske kanalby.

Hvorfor?

Den før hensygnende festival har længe kæmpet en indædt kamp for at give de største film verdenspremiere, og det er god timing i forhold til Oscar-uddelingen. Men det kan også skyldes, at nogle af de her film simpelthen er blevet vejet og fundet for lette til Cannes.

Om festivalen virkelig er den bedste i mange år, får vi derfor at se de kommende dage, hvor i alt 21 film dyster om festivalens hovedpris, Guldløven.

Hollywood-spektakulært
For en festival, som synes at vokse ind i himlen, virker det ganske oplagt at lægge ud med en film, som foregår oppe mellem stjernerne.

Kun to år er gået, siden Damien Chazelle åbnede festivalen i Venedig. Dengang skulle det amerikanske stortalent følge op på den hype, som gemmembruddet Whiplash gav ham. Og sikke en opfølger.

Her i Ekko blev La La Land beskrevet som ren perfektion, og Chazelle blev udnævnt som flyvefærdig auteur.

Så højt flyver 33-årige Chazelle dog ikke helt med First Man, selv om vi kommer helt til Månen.

Det velfortalte drama om Neil Armstrongs månelanding er spændende og storslået, og den Oscar-værdige lydside er så frygtindgydende og intens, at man får fornemmelsen af at sidde inde i rumkapslen sammen med den Ryan Gosling, der med sikker hånd navigerer hovedrollen frem til månen og tilbage.

Det bliver ikke meget mere Hollywood-spektakulært.

Alligevel er First Man ikke lige så tryllebindende og original som La La Land, hvor musikelskeren Chazelle lykkedes med at puste nyt liv i en så død genre som musicalen.

Familietraumer
Filmen begynder ellers for fuld udblæsning, da testpiloten Armstrong i en heftig og medrivende første scene mister kontrollen over et fly og nær sender det ud af atmosfæren.

Han redder flyet og sit liv med en nødmanøvre i sidste sekund, men fra første færd ved vi, at ikke meget skal gå galt i 60’ernes højere luftlag, før det får fatale følger.

Det lader til, at den unge Armstrong er en dygtig ingeniør, men middelmådig pilot, og ledelsen sætter for en stund ham til kontor-nusseri.

De arbejdsmæssige kvaler er dog ikke noget problem i forhold til den tragedie, der lurer i privatlivet. Neil Armstrongs lille pige er dødssyg af kræft, og det er tabet af datteren, som senere giver ham lyst til at søge ind i NASA’s rumprogram som astronaut.

”Det er en frisk begyndelse,” siger hans hustru, solidt spillet af Claire Foy, som slog igennem i Netflix-serien The Crown.

Familiært tempotab
Datterens død skubber den i forvejen introverte Armstrong ind i en dyb isolation, og det mutte udtryk er en egenskab, som Ryan Gosling efterhånden har inkarneret i mange roller. 

Tænk bare på Drive, Only God Forgives, The Place Beyond the Pines og Lars and the Real Girl. 

Som filmen skrider frem, lærer vi, hvor meget datteren egentlig betød for Armstrong. Han har svært ved at lade andre mennesker komme tæt på, og hans ligegyldighed får det til at se ud, som om han ikke elsker sine to andre børn – eller kone – lige så højt, som han elskede sin datter. 

I det familiære drama mister filmen tempo, og man sidder i realiteten bare og venter på den næste actionmættede rumscene. 

Sideløbende med familiedramaet og rumkapløbet med russerne fortæller Chazelle afbalanceret og nøgternt om den massive kritik, som rumprogrammet undervejs er blevet udsat for af den amerikanske befolkning. 

Folk protesterer over alle de penge, som regeringen spilder på så meningsløst et projekt, som bliver ved med at kræve ofre. Neil Armstrong bliver inviteret til en hel del begravelser i løbet af filmen, men kollegernes død er samtidig også det, der gør, at Armstrong ender med at blive udvalgt som kaptajn på rejsen mod Månen.

Kun lidt tid til Buzz Aldrin
Det er i rumscenerne og samspillet med de andre rumaspiranter, at First man fungerer bedst.

Navnlig Kyle Chandler og Jason Clarke spiller glimrende rollerne som henholdsvis NASA-chefen Deke Slayton og astronauten Edward Higgins White, der længe stod til at skulle være på måne-missionen, men som døde under en skæbnesvanger træningssession.

Overraskende nok får Armstrongs velkendte sidekick, den karismatiske Buzz Aldrin (Corey Stoll), ikke meget tid på lærredet.

Chazelles rumbrag modtog fine ovationer, men under klapsalverne fløj tankerne hurtigt fra Månen og videre til morgendagens program.

Alfonso Cuarón skal følge op på sit eget rumdrama, den Oscar-vindende Gravity, og grækeren Yorgos Lanthimos, manden bag The Lobster, inviterer til periodedramaet The Favourite.

Kan de mon indfri forventningerne?