Dag 9: Willem Dafoe imponerer som van Gogh

Venedig-festivalen lakker mod sin ende, og der er snart ikke flere konkurrencefilm tilbage på programmet. 

Men lytter man til filmkritikerne rundt om i biograferne, har der i mange dage egentlig ikke være nogen tvivl om, hvem den store favorit til at snuppe Guldløven er. 

På festivalens anden dag henrykkede Roma af Alfonso Cuarón festivalen, inklusive Ekkos udsendte. Det er den eneste film, som konsekvent har fået god kritik, og den ligner en oplagt vinder af hovedkonkurrencen. 

Skuffende favoritter
På forhånd var dette års program udråbt til at være det bedste nogensinde, men flere af de store instruktører har skuffet. 

Damien Chazelles biopic om Neil Armstrong viste sig ikke nær så original som La La Land. László Nemes’ Sunset er en uforståelig rodebutik i forhold til instruktørens debut, Sauls søn. Jacques Audiards The Sisters Brothers er glimrende, men for amerikansk til at vinde Guldløven. Og Mike Leighs Peterloo er mere søvndyssende end konkurrencedygtig. 

Hvad angår prisen for bedste kvindelige skuespiller, ligner Olivia Colman et godt bud. Hun leverede festivalens mest mindeværdige præstation i The Favourite, en i øvrigt udmærket film af Yorgos Lanthimos. 

Kan den græske Lanthimos mon tage prisen for bedste instruktør? Jacques Audiard kunne også være et bud. Det kunne Alfonso Cuarón naturligvis også. 

Det er straks sværere at pege på festivalens bedste mandlige skuespiller. Ideelt set bliver det en delt pris mellem John C. Reilly og Joaquin Phoenix, som er et uforglemmeligt makkerpar i Audiards western. 

Få kvinder
Festivalen har været underlagt stor kritik for at forbigå kvindelige filmskabere i år. Der har da heller ikke været mange kvinder blandt instruktørerne i årets hovedkonkurrence. 

Faktisk kun en enkelt. 

Jennifer Kent slog igennem i 2014 med gyseren The Babadook. Trods et beskedent budget vandt filmen kritikernes hjerte og modtog flere end 50 priser rundt om i verden. 

Succesen kastede tilbud fra USA af sig, men den australske instruktør valgte i stedet at rejse tilbage til hjemlandet for at instruere The Nightingale. 

Det vil dog være en overraskelse, hvis Kents anden film skulle vinde priser. 

Filmen foregår på den australske ø Tasmanien i 1825. En uhyggelig tid, hvor ondskabsfulde og racistiske briter er i færd med at kolonisere øen. Briter, der havde begået hård kriminalitet, blev sendt hertil, og kvinder, der havde begået mindre lovovertrædelser, blev også forvist til Australien. 

For hver kvinde var der otte mænd. 

Det er et barskt univers, hvor de fleste mænd er voldtægtsforbrydere, og hvor de indfødte aboriginere ikke skal sige meget forkert, før de får en kugle for panden. 

Forfriskende par
Vi følger Clare, en irsk slave, som er blevet forvist til Tasmanien og arbejder for en britisk officer. En dag begår officeren en voldelig forbrydelse mod hende, og hun beslutter sig for at tage hævn. For at finde officeren i det tasmanske vildnæs har hun brug for hjælp af en stifinder, aborigineren Billy. 

Det er en klassisk hævnhistorie. 

Forudsigeligt opbygget og afsluttet, men placeret i et interessant og virkelighedsnært univers. Skuespillet halter en hel del, og skurkene bliver lovligt karikerede, men den irske slave og den aboriginske stifinder er et forfriskende originalt makkerpar. 

The Nightingale er ikke i nærheden af at være blandt festivalens bedste film, men den er både underholdende og spændende undervejs, og så trækker det op at placere historien i noget så sjældent som den australske kolonitid. 

Reygadas’ langgaber
Mens kvinder ikke har været repræsenteret i overflod på festivalen, gælder det samme også for danskere. Det nærmeste, vi kommer på en dansk film i hovedkonkurrencen, er Our Time af mexicanske Carlos Reygadas. 

Den film er nemlig co-produceret er det danske selskab Snowglobe. 

Film som Japón og Silent Light har været med til at sikre Carlos Reygadas en position som en af Latinamerikas mest prominente filmskabere. Men med Our Time har instruktøren desværre begået en rodet og meget for lang film. 

Filmen, som han selv spiller hovedrollen i, åbner med en sekvens med børn og unge, som leger og hænger ud ved en mudret sø. Herefter en masse optagelser af dyr på en farm. 

Vi får aldrig børnene og de unge at se igen, og hvis der er en mening med det, er den ikke til at få øje på. Dyrene giver lidt mere mening. Vi befinder os på en ranch, hvor Reygadas undersøger kærligheden i et gammelt parforhold. 

Det er åbenlyst, at Reygadas kæmper imod den konventionelle fortælling. Han ønsker, at publikum selv tager stilling og får det ud af hans film, som de nu kan. 

I sin kerne er Our Time en fortælling om kærlighed lang tid efter nyforelskelsen, og Reygadas siger indimellem nogle interessante ting om parforhold, affærer og kærlighed. Men det drukner i en usammenhængende, tre timers film, som mindst er en time for lang. 

På vanviddets rand
Mere vellykket er Julian Schnabels At Eternity’s Gate. 

Det er en biopic om Vincent van Gogh med en særdeles velspillende Willem Dafoe i rollen som den oversete billedkunstner, der levede et fattigt liv og først længe efter sin død blev anerkendt for sin kunst. 

Den Oscar-nominerede Julian Schnabel er selv kunstmaler, men som filmskaber er han især kendt for Dykkerklokken og sommerfuglen. 

I At Eternity’s Gate forlader van Gogh Paris for at komme tættere på naturen. Her kan han bedre udfolde sig, men et væld af indtryk truer hans forstand, og grænsen mellem virkelighed og fantasi sløres, som filmen skrider frem, og den stakkels billedkunster famler sig tættere på vanviddets rand. 

De poetiske billeder er tit overeksponerede, og kameraet er ofte håndholdt eller spændt fast til Dafoe, som vandrer rundt i naturen, på jagt efter sit næste værk. 

Ønsker man en lineær fortælling om kunstnerens liv, er det ikke her, man skal lede. Men som en undersøgelse af en skrøbelig kunstners sind fungerer det ganske overbevisende. Og så medvirker vores egen Mads Mikkelsen i præstekjole også i en enkelt, fin scene over for Willem Dafoe.