Dag 7: Popstjerne efter skoleskyderi

Den første film på årets festival, som virker malplaceret i hovedkonkurrencen, er den argentinske thriller The Accused af Gonzalo Tobal.

Retssalsdramaet synes en kende for konventionelt til kampen om Guldløven. Det betyder dog ikke, at filmen er en ringe oplevelse.

Med en veldrejet historie og dramatisk lydside serverer den argentinske instruktør faktisk et veloplagt og nervepirrende mordmysterium.

I filmen står 21-årige Dolores over for at skulle i retten, anklaget for at have myrdet sin bedste veninde efter en fest. Anklagerne mener endda, at hun har et motiv. Veninden havde sendt en optagelse, hvor Dolores har sex, rundt på hele skolen. Flere tusinde har set videoen.

Den vellavede film spiller på alle thrillerens velkendte tricks og understøttes af en stærk præstation af hovedrolleindehaveren Lali Espósito.

Tragisk skoleskyderi
En film, som i højere grad hører hjemme i hovedkonkurrencen, er den intense Vox Lux af Brady Corbet. Det er Corbets blot anden film, men den 30-årige amerikaner viser sig allerede som en instruktør, der er værd at holde øje med.

Instruktøren var i Venedig for tre år siden, hvor han med debutfilmen The Childhood of a Leader blandt andet vandt prisen for bedste instruktør i sidekonkurrencen Horizons.

Vox Lux har flere tematiske ligheder med Bradley Coopers A Star Is Born, som fik premiere tidligere på festivalen. Men i Vox Lux er der til forskel skruet helt ned for den rørstrømskhed, som Hollywood så ofte står for.

Det stærke portræt af USA’s popmusik-kultur begynder, da den gryende teenager Celeste er involveret i et chokerende skoleskyderi. Celeste bliver skudt i halsen, men modsat mange af sine klassekammerater overlever hun de tragiske hændelser.

Det er nogle barske og meget virkelighedsnære scener, filmen byder på her. Man kan desværre sagtens genkende dem fra virkelighedens alt for hyppige nyhedsudsendelser om skoleskyderier.

Til en mindebegivenhed for ofrene fremfører Celeste en gribende sang, hun har skrevet på hospitalet. Den bliver et hit på tværs af USA, og filmen følger herefter hendes vej gennem musikindustrien.

Solstråle eller syndebuk
Vox Lux er i to dele. I første halvdel, som er historiens stærkeste, spilles den usædvanligt modne Celeste af stortalentet Raffey Cassidy, mens en sublim Natalie Portman tager over i anden halvdel.

Jude Law medvirker også i filmen som produceren, der står bag Celeste igennem tykt og tyndt, mens Willem Dafoe er historiens fortæller.

Hvad anden halvdel mangler i intensitet, opvejes dog af Portman, som spiller på hele følelsesregistret. Først er Celeste ovenpå og fyldt med overskud, når hun for første gang i lang tid tager sin teenagedatter med ud at spise. Med sine morsomme og hysteriske udskejelser sørger Portman for, at filmen aldrig bliver kedelig eller tager sig selv for seriøst.

Fra det ene sekund til det næste tynges hun dog af det pres, som det medfører at være en af landets største berømtheder.

Kigger man sig omkring blandt USA’s største popstjerner, genkender man en hel del af Celestes historie. Først fremhæves popstjernen som en helt, et nationalklenodie. Det er solstrålehistorien. Men snart har pressen brug for en skandalehistorie, en syndebuk, og Celeste må gå grueligt meget igennem for et fejltrin, hun begik for år tilbage.

Fra diktatur til demokrati
Emir Kusturica er anerkendt for især sine tidlige film. Han vandt Guldpalmen i Cannes med Underground i 1995.

Men i de senere år er han gået andre og mere oversete veje. Ved denne festival har den bosniske instruktør en lille perle af en dokumentar med sig.

El Pepe er et portræt af Uruguays tidligere præsident José ”Pepe” Mujica, som for nylig trådte tilbage. Den i dag 83-årige Mujica er en bemærkelsesværdig politiker.

Under sin regeringsperiode blev han kendt for at donere langt størstedelen af sin løn væk til godtgørende formål, mens han selv boede på en simpel gård. Mujica har været med til at demokratisere og liberalisere det tidligere diktaturplagede Uruguay, og han har ligeledes sørget for, at det lille land har legaliseret cannabis.

Dokumentaren er bedst i de scener, hvor Kusturica sidder i Mujicas baghave. De sludrer og drikker mate, Uruguays te-lignende nationaldrik, mens de kommer rundt om politikerens karriere.

Undervejs serverer instruktøren en dosis historieundervisning, og ved vejs ende er man blevet en del klogere på, hvorfor Uruguay er det mest demokratiske, fredeligste og bedst fungerende land i Sydamerika.