Snigpremiere: Intro af Lady Gaga-ekspert
En filmstjerne fødes, når Filmmagasinet Ekko holder snigpremiere på A Star Is Born. Lady Gaga er kendt og elsket som en af verdens største popdivaer, men i samspil med Bradley Cooper springer hun nu for alvor ud som skuespiller.
Filmen og især Lady Gagas præstation har fået forrygende anmeldelser i USA. A Star Is Born handler om den afdankede musiker Jackson Maine (Cooper), som finder en ny mening med sit liv, da han møder den unge sanger Ally (Gaga) og hjælper hende til stjernestatus.
Snigpremieren finder sted onsdag den 14. november kl. 21.15 i Dagmar Teatret.
Den farverige lektor i musikvidenskab, Erik Steinskog, vil introducere filmen. Han har forsket i Lady Gaga, hendes performance og opulente selviscenesættelse, blandt andet i publikationen Telefoniske strukturer hos Lady Gaga.
Lady Gaga er kendt for sin vilde makeup og sine fantasifulde dragter, men i A Star Is Born smider hun sminken for at vise en anderledes sårbar side af sin personlighed.
Spørgsmålet er, om filmen indvarsler en ny fase i Lady Gagas karriere. Er hun på vej til at træde i Barbra Streisands fodspor?
Det vil norskfødte Erik Steinskog give sit bud på.
Han er selv kendt i medierne for sin farverige fremtoning iført fantøj med billeder af sine yndlingsmusikere. Hans undervisning handler i høj grad om feminisme set gennem en række kvindelige musikere, som han fortæller om med viden og entusiasme.
Trailer: A Star Is Born
Ekko-snigpremiere
Ekko inviterer til snigpremiere på A Star Is Born med introduktion af en filmpersonlighed.
Afholdes 14. november kl. 21.15 i Dagmar Teatret i København.
Kommentarer