Dag 3: Lady Gaga er Venedigs nye stjerne

En verdenspremiere indebærer som regel, at ingen har set filmen før. 

Den regel synes ikke at gælde for Bradley Coopers instruktørdebut A Star Is Born, som bliver vist uden for hovedkonkurrencen i Venedig. 

Forud for dagens premiere har det været næsten uundgåeligt at høre om, hvor fantastisk den film er. Og nu hvor festivalens embargo er løftet, kan man ikke rigtigt gøre andet end at tilslutte sig den enorme hype. 

Sikke en instruktørdebut af Cooper, som samtidig sætter sig selv i scene til karrierens bedste skuespilpræstation. 

Enormt overbevisende spiller han den selvdestruktive rockstjerne Jackson Maine, der vaklende fra koncert til koncert tømmer den ene flaske sprut efter den anden, mens alle omkring ham får børn og falder til ro. 

”Hvor gammel er din lille dreng nu?” spørger han sin chauffør. 

”Han er ikke så lille mere. Han er sytten.” 

En funklende stjerne
Med sine nystrøgne skjorter og veltrimmede sixpack ser Jackson Maine lige lovlig fit ud af en person, der stinker af sprut fra morgenstunden. Alligevel formår Cooper at vise alkoholikerens komplekse smerte med en sjælden troværdighed, endog mere mindeværdigt end Jeff Bridges i Crazy Heart.

På endnu en druktur ser Jackson Maine den utrolige sanger Ally (Lady Gaga) optræde på en drag queen-bar. Trods sprittågen står den funklende stjerne krystalklart for ham.

Sød musik opstår.

Den drikfældige musiker tager den unge sangerinde under sin vinge og overtaler hende til at kvitte jobbet som servitrice. Det er svært at sige nej til et liv med privatfly og pladekontrakter. Og drømmen har jo altid været at synge foran tusindvis af mennesker.

Mens kærligheden blomstrer, og omverdenen får øjnene op for Maines stjerneskud, må han samtidig håndtere de skavanker og familiekomplekser, der truer med at ødelægge ham.

Gaga er et scoop
Samspillet mellem den erfarne skuespiller og den populære sanger fungerer glimrende, og Gaga er et scoop i rollen som den håbefulde musiker. Hun er ikke den store skuespiller, men til gengæld en gudbenådet performer.

Soundtracket lyder strålende, måske fordi Gaga insisterede på, at sangene skulle fremføres live. Cooper blev af den grund sendt i benhård sangtræning, og han synger godt – hatten af for det.

Men når Gaga endelig træder op på scenen, stjæler hun altså rampelyset.

De musikalske præstationer løftes af, at filmen i det hele taget gengiver det professionelle musiker- og turnéliv imponerende realistisk. Man føler jo næsten, at man står på Orange Scene.

Bagsiden af musikermedaljen fungerer også fortrinligt, og som beskuer bliver man frustreret over den fordrukne musiker, der har så meget potentiale, men altid ender med at gå kold i badekar og baghaver.

Det er tredje genindspilning af A Star Is Born siden originalen fra 1937, og i forhold til tidligere versioner lægger Cooper mere vægt på Jackson Maines historie end på Allys. Det er kløgtigt set og resulterer i en af årets helt store filmoplevelser.

Den musikalske kærlighedshistorie er en følelsesmæssig rutsjebanetur – kærlig, opløftende og sjov, men også tragisk, hård og hjerteskærende oplevelse, som efterlod voksne mænd med tårer i øjnene, da Gagas vokal klingede ud, og rulleteksterne gled over lærredet.

Kunstnermiljø i Paris
Mens Cooper og Gaga stjal al opmærksomheden på festivalens tredjedag, kørte hovedkonkurrencen videre uden for rampelyset.

Et af Frankrigs store navne, Olivier Assayas, skulle således følge op på Personal Shopper, som i 2016 gav ham prisen for bedste instruktør i Cannes.

Instruktøren har blandt andre Juliette Binoche med i Non Fiction, der er så vidunderligt fransk, som det er muligt.

I et elitært og prætentiøst kunstnermiljø i Paris laver to par stort set ikke andet end at diskutere mediernes store udfordringer i den digitale tidsalder, mens de drikker vin og er hinanden utro på kryds og tværs.

Leonard er forfatteren, som kun kan skrive om sit eget sexliv og har en affære med sin forlæggers kone. Alle siger, at Leonards fortællinger er for gennemsigtige. Det er for let at gennemskue, hvem bøgerne i virkeligheden handler om. Er det mon derfor, at forlæggeren ikke vil udgive ham længere? Har han regnet affæren ud?

Michael Haneke i sexscene
Fra første til sidste scene kævler de løs. E-bogen redder litteraturen, unge læser ikke længere, jo, de gør, de læser på deres telefoner, men fake news bringer demokratiet i fare, og hvad er forskellen egentlig på fiktion og non fiktion, der er ikke nogen, jo, der er.

Assayas har det med selv at være lidt prætentiøs, men her er han befriende jordbunden og tager ikke tingene så højtideligt. Han fremkalder også det største grin indtil videre på festivalen.

Grinet kom, da Leonards elskerinde klager over en sexscene i hans bog, som hun danner forlæg til.

”Det skete da ikke, da vi var i biografen for at se Michael Hanekes nye film,” protesterer hun.

”Vi så Star Wars.”

Non Fiction er en lille perle af en film, som nok mest tiltaler dem blandt publikum, som i forvejen interesserer sig for litteratur og medier – og er lidt til den frankofile side.