Erik Clausens manifest

Scenen er sat, filmen er færdig, producenten er grøn i hovedet ved tanken om, at der måske ikke er nogen, der gider se filmen.

Et af filmmediets farligste punkter er det sandhedens øjeblik, når biografejerne kigger på tallene – tallene for tilskuerne, tallene i kassen – og konstaterer et fravær, der øjeblikkeligt resulterer i, at filmen – producentens investering, producentens produktion, instruktørens drøm – bliver taget af plakaten.

Filmen bliver lagt på hylden, den bliver makuleret, og ligesom en kæreste fra charterferien, som du lovede at skrive til, men som du inderst inde godt ved, at du aldrig ser igen, så er det goodbye Ruth med filmen.

Du ser den aldrig igen.

Film adskiller sig fra andre kunstneriske udtryk og medier ved sin brutalitet. Derfor er sceneriet sat, når filmen skal ud i den vide verden og vise sin livsduelighed.

Der skal en ceremoni til, en ceremoni, som skubber filmen frem, og inden filmen får premiere, venter de derude med deres blokke og båndoptagere, med blaserte miner, der skal fortælle instruktøren, at de har mødt større instruktører end ham eller hende, der nu med bævrende læber og rystende knæ kommer ind og skal fortælle om sin film.

Ingen kære mor
Nu har vi balladen.

For film er et hårdt arbejde, det er rationelt og organiseret, og det mystiske, det kreative og skabende udgør en minimal procentdel af processen.

Dér er det ikke møder om det spirituelle og det dialektiske, nej, det er møder om budgetoverskridelser, mødetider, overarbejde, og at nogle fra filmholdet vil have økologiske frokoster, og det skal gå, for det skal jo køre.

Instruktøren er ikke nødvendigvis kunstner i den proces. Han eller hun er den store far eller mor. Og nu kommer ceremonien:

Folket – dem derude, dem, som man forventer vil lette røven fra nappasofaen, foretrække de nye film frem for Hit med sangen, gå ned i den lokale biograf (hvis der overhovedet er én) og slippe et beløb for en billet, som de kunne have købt to videoer for – de skal ind og se din film.

Så du må i gang med pressen, og der hjælper det ikke – siger producenten til dig – at du bare fortæller, hvad det er, du går og laver. Det er ikke nok, at du er tjekket, ædruelig og har en drøm om, at dine film skal forbedre verden.

Mediekarrusellen
Idealismen er gået af mode sammen med kukuret.

At du bare er en person ligesom alle andre, der følger dine børn til institution om morgenen, spiller badminton hver torsdag aften med naboen, har været gift i mange år og elsker din kone, nej, det går ikke.

Du må finde på noget, der danner myter. Du må finde på nogle historier.

Det gør du så og bidrager til den kæmpe store konstruktion af hysteri, løgnehistorier og myter, der fylder blade og magasiner om film.

Du kommer ind og fortæller, at din savnede far gav dig et mentalt underskud i maven, så du har været nødt til at lave den film.

Du fortæller om dine fobier for rutsjebaner, medisterpølse og svenskere. Du forveksler dine tømmermænd fra afslutningsfesten med depression, du fortæller, at du har haft erotiske hallucinationer på grund af den kvindelige stjerne, der i øvrigt hedder Birgitte, er fra Aalborg og for øvrigt ikke er mere sexet end en liter letmælk.

Så kører karrusellen. Mediekarrusellen.

Blod, sved og tårer
År for år bliver der lagt til om de der mystiske kunstnere, der er meget anderledes end alle andre mennesker.

Hvorfor nu kommentere det med denne sarkasme?

Fordi jeg mener ikke, at der er større præstation i at lave en film end i at bygge et hus eller så meget andet. Og jeg mener til syvende og sidst, at det skader film med alt det krukkeri, latterlige røde løbere til opstyltede festivaler, hvor underbetalte funktionærer får lejlighed til at lufte en lejet smoking.

Det står i vejen for at nå frem til publikum.

Selvfølgelig er der film, der var i produktion og måtte stoppes halvvejs og så videre, men jeg finder det ikke særligt interessant. Jeg har ikke selv den erfaring, jeg har lavet ti-tyve spillefilm og så meget andet, småfilm og tv.

Jeg har ikke mødt så mange mysterier og fobier. Jeg har mødt et antal dygtige og flittige mennesker, der kommer til tiden og arbejder på at få puttet lidt ånd og lidt svingende dialektik, lidt blod, sved og tårer ind i det meget rationelle mekaniske medie, der hedder film og raser hen over lærredet med 24 billeder i sekundet.

Frigørelse fra helvedet
Det er mere interessant at tale om de film hos den enkelte instruktør, der aldrig er blevet til noget. Men som bliver ved at dukke op, både i vågen tilstand og i drømme.

For mit eget vedkommende:

Jeg har været 23-24 år, jeg havde mødt en pige, den store kærlighed. Vi havde så megen kærlighed, så vi måtte dele ud af den. Vi bredte den ud og fik en dreng, okay, vi havde kærlighed nok til tolv personer, men foreløbig kom der én.

Jeg følte, at det at få et barn var en frigørelse fra det helvede, hvor jeg selv var midtpunktet. Nu var det ham, det gjaldt.

Samtidig kom der en ny musik. When a Man Loves a Woman. Billederne begyndte at køre inde i hovedet på mig, ja, det var før, musikvideoen var opfundet, så filmen ville kun blive lige så lang som sangen.

Den skulle være enkel som de neorealistiske film fra Italien. En mand vælger kærligheden frem for rigdommen. Han kommer ud fra en fabrik, en byggeplads. De sort-hvide billeder kørte videre i hovedet på mig.

Forlist kærlighedsfilm
Naturligvis skulle det være mig selv, der spillede. Der kommer en stor bil og tager ham med. Den rige mand tilbyder den unge mand en stor fremtid. De kommer ud til et lille hus, vasketøj, en pige i kittel, et barn på armen.

Skal han tage med manden videre mod rigdommen eller stige ud og vælge det enkle, nære liv, hvor han ikke kun er sig selv og midtpunkt i sit eget liv.

Selvfølgelig stiger han ud af bilen, og de vinker farvel. Teatralsk og patetisk enkelhed.

Jeg talte om filmen til venner. De grinede bare. Jeg kendte en fotograf, men han ville ikke lægge navn til det. Der var ingen video dengang, kun 8 mm.

Jeg filmede noget af det selv, og det lignede onkel Oles billeder fra Mallorca.

Den film blev ikke til noget, den blev inde i mig selv. Jeg har helt ondt i maven bare ved at fortælle om den. Når jeg af og til hører sangen, dukker hele filmen op.

Nu er det for sent, jeg har lavet så mange andre billeder, min søn klarer sig selv og har overskæg, kørekort og faste udgifter.

Sin egen værste fjende
En anden ting, ja, jeg er udlært maler og har arbejdet på byggepladser.

Jeg har mødt de andre håndværkere og er heldig at være så gammel, at jeg har oplevet, da håndværk ikke kun var akkorder, men kultur. Dengang hvor det handlede om virkelyst i stedet for ”den røde bundlinje”.

Der var en historie med et tømrer- og snedkerværksted, som skal moderniseres ved hjælp af en blegfis af en rationaliseringsekspert. Væk med fortællingerne, væk med tosse-Lars, der går i vejen, imens han fejer.

Romantisk? Banalt? Socialrealistisk?

Muligvis, men jeg konstaterer bare, at ingen har lavet den historie, og jeg vil påstå, at der efterhånden ikke er mange, der har forudsætning for at gøre det. Så ganske langsomt har man taget en værdi fra os. Håndværket er transformeret til industri.

Ja, den historie dukker af og til op. Jeg føler mig slap, dekadent, usolidarisk. Hvorfor fanden fik vi ikke lavet den? Var der en eller anden modbydelig kapitalist, der stod i vejen?

Nej, ligesom den første historie konstaterer jeg bare, at bag alle de dårlige undskyldninger om forhindringer og fobier er du dybest set oppe imod dig selv.

Tør du i virkeligheden ikke? Er du bange for at blive beskyldt for noget, som vel nok er det værste i dansk kulturliv: At være banal!

Hvor er filmstormen?
Med den alder, jeg har nu, ser jeg mig omkring hos yngre generationer, der drømmer om og kæmper for at lave film.

På grund af forskellige tilstande i den såkaldte medieverden fastholder man filmen som en lukket verden.

Den musikstorm, der har været i musikken, hvor hver gade har mindst tre bands, den billedstorm, hvor trangen til det frie malede billede brød med museerne og udstillingsstederne, bredte sig på plankeværker, S-tog, kældergallerier, vejtræer og plakater – ja, den har mærkeligt nok ikke fundet sted i filmen.

Den nye generation i Super16-projekterne er interessant, ikke kun på grund af de film, der bliver lavet, men også dem, der ikke bliver lavet. Den mekaniske og tekniske udvikling er der jo, det vidunderlige videokamera, den enkle måde at redigere på.

Jeg gentager.

Det, der gør mig rædselsslagen er, at der rundt omkring er en masse film, som er mere interessante end de etablerede, men som af forskellige grunde aldrig bliver lavet.

Det tænker jeg og bekymrer mig om, imens jeg nynner: When a Man Loves a Woman. Og da magasinet her hedder Ekko, vil jeg råbe så højt, at det giver et ekko, der siger: ”Bare gå i gang! Jeg siger ikke, at du godt kan. Jeg spø’r: Tør du?”