Nyhed
12. maj 2021 | 13:12

Mads Brügger starter et nyt magasin

Foto | Jeppe Gudmundsen-Holmgreen
Mads Brügger har været vidt omkring i sin karriere, hvor han både har lavet adskillige film, været chef på Radio24syv og stået bag en række originale magasiner.

Den kendte journalist og dokumentarist har fået et frihedsbrev til lave et uafhængigt medie, som ifølge Ekkos kilder bliver et magasin.

Af Claus Christensen

Mads Brügger er blevet landskendt som programchef for hedengangne Radio24syv og kontroversiel dokumentarist bag titler som Muldvarpen – Undercover i Nordkorea og Cold Case Hammarskjöld.

Nu starter han et nyt medie, og ifølge Ekkos kilder er der tale om et magasin, som vil have fokus på politik.

Det bliver privat finansieret, og på sin Twitter-konto har Mads Brügger bragt en udgivererklæring fra Mediehuset Friheden. Det er en særlig pointe, at man ulig de fleste andre danske medier ikke vil søge statsstøtte.

”Vi, stifter og ejerkredsen bag Mediehuset Friheden, er gået sammen om et ideal. Det er idealet om, at en fri og uafhængig presse trives bedst uden statsstøtte,” lyder det i erklæringen, som fortsætter:

”Man kan endda gå skridtet videre og sige, at en statsstøttet presse aldrig kan kalde sig fri og uafhængig. I alle kendte samfund har staten traditionelt være den største trussel mod en fri og uafhængig presse, og derfor er der noget dybt unaturligt ved, at stort set alle danske medier modtager statsstøtte.”

Tre tidligere magasiner
Radio24syv var fuldfinansieret af staten, men det blev i 2019 lukket efter et langt politisk tovtrækkeri.

Mads Brügger har aldrig lagt skjult på, at lukningen efter hans opfattelse var politisk motiveret. Det er da også kendt, at flere politikere havde det svært med radiostationens konfronterende journalistik og grænseoverskridende satire.

Brügger er en vedholdende kritiker af den socialdemokratiske regering, men også af Dansk Folkeparti, der tog første spadestik til lukningen af Radio24syv med et krav om, at radiostationen skulle flyttes 110 kilometer væk fra København.

Han har tidligere udgivet magasiner.

Han var i 90’erne redaktør for og udgiver af det originale magasin Virus. Det fulde navn var Virus – magasinet for moderne hjem, og det er blevet beskrevet som Zetland før Zetland.

Magasinet bød på opfindsomme og skæve artikler båret af en fortællende journalistik, der fik stor plads og ofte var af høj kvalitet. Eksempelvis den ti sider lange historie om Bob Handsome, der engang dyrkede sæbekugler i pissoirkummer som et narkotikum.

Scientology var på forsiden af et nummer, og Virus svælgede indimellem også i konspiratoriske historier, man sjældent hører i dagspressen.

I 2003 lancerede Mads Brügger Döner Magazine som ”magasinet til nye danskere med attitude”. Med unge med indvandrerbaggrund som skribenter og målgruppen skrev magasinet på selverklæret perkerdansk om biler, danske restauranter og lavede interviews med folk som Aarhus-rapperne U$O og Johnson.

Imellem de to udgivelser stod Mads Brügger også bag det engelsksprogede Black Box Magazine, hvor der var en oprørsk stil ikke ulig Brüggers berømte dokumentar Det røde kapel.

Alle tre magasiner lukkede efter kortere eller længere tid.

Mediers selvcensur
Mads Brügger var også ansat på avisen Dagen, som i 2002 blev lanceret med pomp og pragt, men blot holdt i halvanden måned og førte til seks måneders fængsel til pengebagmanden Peter Linck.

Det besynderlige forløb har Brügger og Nikolaj Thomassen dækket i bogen Ingen kender dagen.

Han har også skrevet artikler for blandt andre Euroman og Filmmagasinet Ekko. I et interview med Ekko om Muhammed-krisen kritiserede han de danske medier for at udøve selvcensur.

”Jeg synes, at der mangler en ny avis i Danmark – en avis, der ikke har været involveret i Muhammed-krisen og kan skrive frit. Det var slående for mig, at Politiken forpassede chancen efter Charlie Hebdo til at erklære, at de havde taget fejl, og rive kontraktens efterkommere over,” udtalte Mads Brügger i Ekko #68.

Han efterlyste også, at Danmarks Radio, hvor han selv har været ansat, skulle træde i karakter og vise Muhammed-tegningerne. Nu får han altså muligheden for at vise, at de etablerede medier har forsømt at skrive vigtige historier.

Vandtætte skotter
Ejerkredsen bag det nye medie, som netop har åbnet for tilmelding til et nyhedsbrev, består ifølge udgivererklæringen af seks mænd.

Bjørn Høi Jensen er bestyrelsesformand for Den Berlingske Fond og tidligere bestyrelsesformand for CEPOS. Henrik Juul er direktør i reklamebureauet Wibroe Ducket & Partners, mens Denis Viet-Jacobsen er direktør i kapitalfonden Solix og forhenværende formand for OW Bunker, der gik konkurs i 2014 efter udbetalinger på over 1,2 milliarder kroner ud af Danmark.

Peter Engel har produceret flere af Brüggers dokumentarfilm. Jesper Theil Thomsen er ejer af Soundboks, der producerer mobile musikanlæg. Endelig er ejendomsinvestor Mikkel Bülow-Lehnsby blandt medstifterne.

Ejerkredsen understreger, at der vil være vandtætte skotter mellem ejerne og redaktionen.

”Det kan godt være, at vi er trådt sammen for at finansiere journalistik, men vi er ikke trådt sammen for at købe journalistik. Den forskel er altafgørende, og den står vi derfor vagt om,” udtaler ejerkredsen.

Ekko har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Mads Brügger.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko