Biografanmeldelse
28. jan. 2019 | 00:52 - Opdateret 28. jan. 2019 | 09:34

Cold Case Hammarskjöld

Foto | Tore Vollan
Den svenske efterforsker Göran Björkdahl og Mads Brügger i et tænksomt øjeblik, efter at de forgæves har forsøgt at grave sig frem til vragdele fra Dag Hammarskjölds forulykkede fly i det nuværende Zambia.

Mads Brügger leger Tintin i Congo, men smider forklædningen, da han kommer på sporet af en chokerende forbrydelse mod menneskeheden i sin bedste film.

Af Claus Christensen

”Det er helt sikkert, at skurken i denne historie altid gik klædt i hvidt,” siger Mads Brügger i starten af Cold Case Hammarskjöld, mens han står med ryggen til kameraet og selv er klædt i hvidt fra top til tå.

Det er sådan, vi kender ham.

Reporteren med en ræv bag øret, forklædningskunstneren, der går undercover som ærkerepublikaner i Danes for Bush, kommunistisk teaterleder i Det røde kapel og liberisk konsul i Ambassadøren.

”Det her kan enten være verdens største mordmysterium eller verdens mest idiotiske konspirationsteori,” dikterer Brügger til en ung, afrikansk kvinde, som taster ordene på en gammel skrivemaskine, mens musikken skaber en film noir-agtig stemning.

Det handler om FN’s idealistiske generalsekretær, svenske Dag Hammarskjöld, der i 1950’erne kæmpede for, at de afrikanske lande kunne gøre sig fri af deres kolonisatorer og blive selvstændige. Men hans arbejde blev brat afbrudt, da han i 1961 på vej til at løse en konflikt faldt ned med et fly over det daværende Rhodesia og på tragisk vis døde.

Omstændighederne blev aldrig opklaret, og længe ser det heller ikke ud til at lykkes for Mads Brügger og hans svenske makker Göran Björkdahl.

I deres ihærdige gravearbejde støder skovlen gang på gang mod den hårde, afrikanske jord. Og som tilskuer begynder man at forberede sig på endnu en omgang Quatraro mysteriet, hvor Brügger og Mikael Bertelsen efterforsker en italiensk embedsmands mystiske dødsfald, men ender med at løbe panden mod EU’s magtlabyrint.

I Cold Case Hammarskjöld finder Mads Brügger dog navnet på den belgiske lejemorder, der sandsynligvis skød Hammarskjölds fly ned. Men hvem der betalte belgieren for ugerningen, fortoner sig i den afrikanske jungle.

Midtvejs i filmen tager Mads Brügger pludselig tropehjelmen af og lægger kortene på bordet.

Han indrømmer, at han altid har betragtet Dag Hammarskjöld som en fjoget karakter fra en screwball-komedie. Den svenske diplomat har bare været en adgangsbillet til det, vores Tintin i Congo virkelig går op i: At opspore belgiske lejemordere og fortælle historier om onde mænd, der klæder sig i hvidt.

Brügger tilføjer, at rollespillet og kostumelegen er et gammelt trick, som han kan falde tilbage på, hvis han ikke slår til som afslørende journalist.

Men til tilskuerens – sandsynligvis også Brüggers – overraskelse kommer der gris på den konspiratoriske gaffel.

Et sydafrikansk, maritimt researchinstitut ved navn SAIMR viser sig at dække over en undergrundshær, der med vold og magt forsøger at bevare det hvide overherredømme på det afrikanske kontinent. SAIMR stod angiveligt bag mordet på Hammarskjöld, havde planer om statskup i andre afrikanske lande og forsøgte sågar at sprede hiv-smitte på klinikker, der foregav at vaccinere fattige borgere mod farlige sygdomme.

Man ønskede simpelthen at udrydde den sorte befolkning i Afrika!

SAIMR eksisterer ikke mere, og lederen Keith Maxwell (manden i hvidt) er død i dag. Men efter en lang række personer har afvist at kende noget som helst til den racistiske organisation finder Brügger og Björkdahl frem til Alexander Jones, der hævder at have været medlem af SAIMR og stået tæt på Maxwell.

Jones kan både bekræfte mordet på Hammarskjöld og aids-planen, ja, i realiteten indrømmer han selv at have begået drab. Så det er i enhver henseende en frygtløs whistleblower, der står frem for rullende kameraer.

Alexander Jones antyder også, at en ung kvinde, Dagmar Feil, der øjensynligt prøvede at afsløre organisationen, blev dræbt. Feils mor forsøgte at råbe den sydafrikanske Sandheds- og foreningskommission op, men kommissionen afviste at undersøge sagen, fordi man frygtede at ødelægge forsoningen mellem sorte og hvide.

”Det er en meget kompliceret historie – måske for kompliceret,” indrømmer Mads Brügger. Alligevel lykkes det ham at samle trådene og fortælle historien, så både spændingen og kompleksiteten bevares, selv om meget materiale uden tvivl har måttet udelades i den 128 minutter lange biografversion.

Brügger brygger videre på sin hvide herremandsrolle fra Ambassadøren i scenerne med – viser det sig – ikke bare én, men to kvindelige, afrikanske sekretærer. Det skal nok provokere nogle, men faktisk udvikler disse scener sig til små samtaler, hvor Brügger med sekretærerne indvier tilskuerne i plottet og sine refleksioner.

Det er med andre ord en uegal film, der starter i den morsomt selviscenesættende happeningstil, vi kender fra Brüggers andre film, men slutter med alvorlige afsløringer af en mulig forbrydelse mod menneskeheden.

Hatten af for Brüggers mod til at droppe rollespillet og lade virkelighedens gru overtage filmen.

Om den vilde historie holder, er umuligt at sige, men kronvidnet virker troværdig, og alene planen om at dræbe en anden race er skræmmende nok. Selv om flere svar blæser i vinden – var SAIMR finansieret af CIA eller en anden efterretningstjeneste, og hvor mange mennesker blev rent faktisk inficeret med hiv? – er Cold Case Hammarskjöld et overrumplende dokumentarværk med et politisk-historisk vingefang, der er uden sidestykke i dansk film.

Kommentarer

Titel:
Cold Case Hammarskjöld

Land:
Danmark, Norge, Sverige, Belgien

År:
2019

Instruktør:
Mads Brügger

Manuskript:
Mads Brügger

Medvirkende:
Mads Brügger, Göran Björkdahl, Neddy Banda

Spilletid:
128 minutter

Premiere:
26. januar på Sundance og 7. februar i Danmark

© Filmmagasinet Ekko