Månedens film: The Killing of a Danish Swan

”Somehow.”

Juan Hein bruger ordet igen og igen.

Den dansk-argentiske multikunstner og filminstruktør kan godt tale dansk, men foretrækker at blive interviewet på engelsk. Og han afslutter sine sætninger prøvende og evigt undrende. Somehow.

Instruktøren trives i tvivlen, og allerhelst vil han gerne forvirre sit publikum.

Det gjorde han med løgnehistorier om Steen Jørgensens manglende arm i kærligheds-collagen Søndag. Og det gør han især i The Killing of a Danish Swan, som er en usleben og ufortjent overset perle på All Time Shortlist, hvor den ligger på en beskeden 76. plads.

Som en Youtube VJ med mareridt kaster filmen foruroligende billeder og associationer i ansigtet på én.

Der er en mørk mand og en lys kvinde. De er fremmede, og de er elskende. De er ømme og dyrisk voldsomme. De drømmer og vågner og drømmer igen. Måske er der et barn, måske ikke. Og midt i det hele flakser en svane for sidste gang.

Hvis instruktøren skal forklare sin egen film, må han tage en russisk nipsgenstand til allegorisk hjælp:

”Det er en drøm, inde i en drøm, inde i en drøm. Et slags babushka-system.”

Personlige dogmeregler
Filmen er udviklet som en del af kunstudstillingen Generous Gestures på Den Frie Udstilling i 2011. En udstilling om interkultur, fremmedhad og hvad det vil sige at være dansk, set gennem øjnene på 25 internationale kunstnere med bopæl i Danmark.

Men at filmen er blevet vist på museum, gør den ikke nødvendigvis til en museumsfilm.

”Da jeg viste filmen på Den Frie Udstilling, fik den rigtig god feedback, men folk sagde også, at det egentlig mere var en fortællende film. Men når jeg så viste den til filmfolk, sagde de, at det mere var en kunstfilm. Og det kan jeg godt lide!”

Juan Hein er krediteret som manuskriptforfatter på The Killing of a Danish Swan. Men der har aldrig eksisteret et manuskript. I stedet er filmen en syntese af hans mystiske ”directors statement” – et dokument med tretten målsætninger eller regler (se nederst på denne side).

En af reglerne påbyder ”udelukkende naturligt lys” og ”rå, direkte lyd”.

Er man dansker, ledes tankerne straks over på Dogme 95. Men det var egentlig ikke tilsigtet, forklarer Juan Hein. For ham er statementet bare et personligt arbejdspapir.

”Filmen kan se helt fragmenteret og kaotisk ud, men statementet hjælper mig til at holde styr på meningen af alt det, som kommer med.”

Dansk mindreværd
I statementet kan man læse, at filmens titel er inspireret af John Cassavetes’ The Killing of a Chinese Bookie (1976). 

Der er egentlig ikke nogen indholdsmæssige paralleller, fortæller Juan Hein. Han kan bare umådelig godt lide titlen.

Til gengæld er H.C. Andersens Den grimme ælling en tydelig reference. Ællingen og svanen er på hver deres måde symboler på den danske selvforståelse, mener Juan Hein. Ællingen er det arketypiske billede på dansk mindreværd og (falsk) beskedenhed. Men alligevel har vi valgt den triumferende svane som nationalfugl.

– Ser du danskerne som et hyklerisk folkefærd?

”Enhver kultur har traditioner, og det er godt. Men noget andet er at lave en slags symbolsk skabelon for, hvad det vil sige at være dansker. Hvem skal inkluderes, integreres og accepteres som en del af vores samfund? Det er for ekstremt, synes jeg.”

Han har dog et helt konkret bud på, hvordan vi skal forstå svanen i The Killing of a Danish Swan.

”Jeg tror, at svanen er barnet af de to elskende, som har hver deres etniske baggrund. Drabet er deres frygt for, at barnet ikke vil passe ind i samfundet.”

Planlagt mesterværk
Det næstsidste punkt på instruktørens statement udfordrer Janteloven: ”På sin helt egen måde skal filmen blive et mesterværk og en kultfilm.”

”Det er en smule provokerende, at være så sikker på dig selv, ikke?” griner han.

”Du må afgøre, om det er et mesterværk eller ej. Men det bliver muligvis en kultfilm, fordi jeg planlægger at lave flere film. Og når folk taler om mit arbejde, vil de sige: ’Har du set den vanvittige lille film, han lavede først?’ Det håber jeg i hvert fald!”

To scener i filmen skiller sig ud. Begge scener er et uafbrudt sex-sammenstød mellem en mand og en kvinde. I den ene voldtager han hende, i den anden voldtager hun ham. 

”For mig er voldtægt måske den mest voldelige handling, en person kan gøre mod en anden,” siger Juan Hein. 

De eksplicitte scener er improviseret frem i samarbejde med skuespillerne Kristina Korsholm og Janus Bakrawi. Og i filmen præsenteres de råt for usødet og stort set uklippede. 

”Vi skød scenerne tre eller fire gange. Det var stressende, fordi skuespillerne skulle gennemgå de voldelige handlinger igen og igen. Og så vi endte med at bruge det første take!”

”Men det er også en skuespillers kår, og jeg tror, det var en interessant oplevelse for dem også.” 

Mørk lyst
Men det er ikke den aggressive vold, der gør scenerne kontroversielle. Det er den trykkende følelse af lyst.

 ”Det er stadig svært for mig at se den første voldtægtsscene. Efter femten sekunder bliver det for meget at se på, og samtidig bliver man nødt til at se, hvordan det ender. Det er den mystiske lyst, som tændes i os. En voldtægt er stadigvæk en seksuel handling, så der er en meget mørk lyst til stede.”

 – Er den anden voldtægtsscene, hvor kvinden voldtager manden, lige så stort et overgreb som den første?

 ”Det er meget mere psykisk og sociologisk dominans. Og jeg synes, det var interessant at starte denne debat, om en kvinde kan voldtage en mand.”

”Jeg tror, at det kan være en ubevidst fantasi hos mænd, at denne ekstremt kolde og voldelige kvinde tvinger dig, bruger dig og skubber dig ud over din vilje.”

Skanninger af aborter
Juan Hein må betegnes som en klassisk multikunstner. Ud over film spænder hans virkefelt over fotografi, billedkunst og journalistik.

 Men i hans oeuvre ser man igen og igen, hvordan fiktion og dokumentarisme blandes i en collagestil. Rummet mellem virkelighed og opspind er blevet hans foretrukne laboratorium.

 ”Når man blander udtrykkene, bliver publikum ved med at tænke og debattere. Selvfølgelig om selve filmen, men også de temaer, den handler om,” forklarer han.

 I The killing of a Danish Swan afbrydes de iscenesatte scener pludselig af klip fra Youtube. Som en helt bogstavelig manifestation af titlen ses en svane blive jagtet og skudt i sort-hvide dokumentaroptagelser.

 ”Jeg fandt denne vanvittige amerikanske gruppe, der er dedikeret til at svanejagt, og de har mange videoer på Youtube.”

 ”Klippet i slutningen af filmen, hvor en fyr løber efter en svane, sparker den og hæver armene i sejr, vil sidde fast på min nethinde et langt stykke tid.”

 Vi ser også noget, der ligner ultralydsoptagelser af fostre i gravide maver. Men kigger man rigtigt efter, er billederne ikke så livsbekræftende, som man skulle tro.

”Ultralydsskanningerne er alle af aborter. Det er ikke helt tydeligt, at det faktisk er aborter, og det syntes jeg var interessant. Jeg synes, billederne er smukke, og de antyder muligheden for, at kvinden i filmen er gravid, eller at parret har intentioner om at få et barn.”

Spontane interviews
Men skuespillerne bruges også til at bryde grænserne mellem fiktion og virkelighed. I nogle scener bliver de interviewet i journalistisk stil. Interviewerens stemme er Juan Heins egen.

 ”På location sagde jeg: ’Hey gutter, jeg fik den ide, at I skulle svare på nogle spørgsmål.’ Så sagde Janus: ’Vi skulle have talt om det her i forvejen!’ Og så sagde jeg bare: ’Jamen, jeg fik den her ide i går aftes!’”

I interviewene besvarer skuespillerne spørgsmål om selve den film, de medvirker i.

”Janus foreslog, at han svarede som sin karakter. Men jeg bad Kristina om at svare som sig selv. Hun bliver interviewet lige efter voldtægtsscenen, så hendes ansigt er dækket i blod. Det ser lidt latterligt ud og er en smule surrealistisk.”

Lost in Copenhagen
Men instruktøren har endnu en rolle i filmen. Han spiller en forhutlet eksistens.

 ”Den hjemløse er fortabt og månesyg. Det ser ud, som om han ikke rigtig giver nogen mening. Måske er han fortælleren, men han kunne også bare være en borger, en repræsentation af samfundet.”

 – Er denne karakter et selvportræt?

 ”Måske følte jeg mig lidt som en hjemløs, dengang jeg kom til Danmark og blev far,” griner instruktøren.

 Juan Heins mor er argentinsk, men hans far er dansk. Og hans farfar er en af de mest danske danskere vores land har fostret, nemlig Piet Hein.

 Juan Hein besluttede at flytte til Danmark, da han i 2006 fik mulighed for at studere fotojournalistik på Journalisthøjskolen i Århus. Og siden er han blevet hængende.

 ”Da jeg lavede filmen, var jeg også midt i en kærlighedshistorie med en dansk kvinde, og i det forhold havde jeg nogle lignende følelser: At være bange, når forholdet for alvor blev seriøst og at have et barn midt i det hele.”

Hemmelig film om farfar
Hans næste filmprojekt bliver en endnu mere personlig udforskning af fortiden. Det bliver en hybrid mellem fiktion og dokumentar, den bliver lidt længere og støttes af New Danish Screen. Den kommer muligvis til at strejfe farfar Hein.

 ”Den handler om min egen personlige historie og om, hvordan jeg kom her til Danmark. Men jeg kan ikke sige så meget mere end det.”

Men instruktøren vil gerne lege videre med H.C. Andersens eventyr og grave flere huller i danskheden. Han håber på at opfylde det trettende og sidste punkt i sit eget directors statement:

”Filmen kunne være den første i en trilogi, The Copenhagen Trilogy. Tænk over det.”