”Jeg skyder ikke folk, når jeg er trist”

En blodig og møgbeskidt eneboer ved navn Rob står foran manden, der tog hans eneste ven – en bedårende trøffelgris – fra ham.

Sorgen pulserer i Robs udmattede øjne, da han efter at have mødt ydmygelse, tæsk og fortidens spøgelser endelig har fundet sin gerningsmand.

Det kan kun ende i gammeldags blodhævn.

Ikke mindst, fordi den stille hævner er spillet af selveste Nicolas Cage, der har lagt krop til et væld af hævnfilm som Seeking Justice, Vengeance: A Love Story og ikke mindst det genialt syrede voldsorgie Mandy.

Men i den nye film Pig svinger Cage ikke en stridsøkse mod grisetyven og ser hans kranie sprænge i tusind stumper. Han laver en udsøgt middag til ham!

”For mig er det en film om sorg, og tit handler hævnfilm om den hurtige reaktion på sorg. Frustrationen og vreden,” fortæller instruktøren Michael Sarnoski over FaceTime fra USA.

Han spillefilmdebuterer med indiefilmen, som er nomineret til flere priser og får fem stjerner af Ekkos anmelder i det aktuelle #89. Filmen har premiere den 25. december, men allerede på tirsdag den 7. december afholder Ekko en forpremiere i Empire Bio.

”Pig handler om langtidseffekten af sorg og den slidsomme bearbejdning af det,” fortsætter Michael Sarnoski.

”Hævnfilm er fede, men det er lidt spøjst, at så mange bliver overrasket over, at Robs reaktion ikke er voldelig. Det siger måske mere om filmverdenen end om virkeligheden. Jeg skyder ikke folk, når jeg er trist,” siger han og griner.

Ligner omvandrende sump
I Pig har Rob isoleret sig, fordi hans kone døde. Siden har han været i sorg og holdt sig alene ude i skoven med sin trøffelgris. Da den forsvinder, tager han ind til storbyen Portland.

Michael Sarnoski mistede selv sin far som barn, og filmen viser, hvordan sorg kan farve ens verdensbillede.

”Hele verden virkede surrealistisk, da jeg mistede min far, og derfor vader Rob også rundt i en mareridtsagtig kokkeverden,” forklarer instruktøren og understreger, at virkelighedens Portland heldigvis er anderledes.

“Billedet i mit hoved var af den her beskidte cowboy-agtige mand. I stedet for at være den hurtigste skyder i Vesten er han den bedste kok i Portland. Det er hans superkraft.”

Derfor er filmens klimaks heller ikke en pistolduel, men tilberedningen af et udsøgt måltid.

”Han skyder efter hjertet på en anden måde, fordi min erfaring er, at menneskelig kontakt er den bedste måde at behandle sorg,” siger Michael Sarnoski om scenen, hvor Rob laver lige præcis det rigtige måltid for at nå grisetyvens hjerte – ikke ulig en anden kendt kokkefilm.

”Ja, det minder jo om Pixars Ratatouille, hvor rotten Remy gør noget af det samme. Det var ikke en bevidst reference, men jeg er vild med Ratatouille. Rob er også næsten lige så behåret som Remy,” siger han og slår endnu en latter op.

I løbet af Pig bliver Nicolas Cages Rob igen og igen lukket ind på Portlands fineste restauranter, uden at nogen rynker på næsen, selv om han ligner en omvandrende sump.

”Det er en del af det syrede sorgunivers, men det viste sig også at være overraskende realistisk,” fortæller instruktøren.

”Da vi designede Nics omfattende makeup, fik han den idé, at vi skulle gå ned i hotellets restaurant og spise, mens han var i sminke. Det gjorde vi så, men ingen lod til at ænse det. Måske fordi folk ofte ignorerer, når nogen ser ud til at have det skidt i offentligheden.”

”Eller også var det bare, fordi ingen forventer andet af Nic Cage!”

I den syvende himmel
57-årige Nicolas Cage har i over fire årtier imponeret og forundret filmverden med excentriske skuespilpræstationer i prisvindende film som Leaving Las Vegas, spektakulære actionfilm som Face/Off og oversete perler som Hvem har taget mine tænder?

Men mange glemmer, at han også med jævne mellemrum beviser, at han til fulde mestrer underspillets disciplin i eksempelvis Birdy, The Weather Man og Joe. Pig er dog hans mest overlegne naturalistiske præstation til dato.

”Jeg var ikke i tvivl om, at han kunne gøre det,” siger Michael Sarnoski, der var i den syvende himmel, da stjernen sagde ja til hans debutfilm.

”Nics eksperimenterende præstationer er fantastiske. Men den her film havde brug for en rolig, subtil præstation midt i det meditative, underlige univers. Det behøvede jeg aldrig forklare ham. Han gik bare i gang og ramte plet med det samme.”

Michael Sarnoski fortæller, at Cage studerede manuskriptet som sin bibel og lærte både sine egne og andres replikker udenad. Han ændrede intet i manuskriptet, men tilføjede til gengæld et væld af detaljer med sin fysik.

”Et af mine yndlingsøjeblikke er, da Rob går tilbage til sin gamle restaurant, som nu er et bageri, og tager en småkage med,” husker Sarnoski.

”Det er det eneste, der står i manus, men Nic beslutter i øjeblikket først at tage på én kage, så kigge på den og derefter bytte den ud med en bedre. Den lille detalje siger så meget om Rob. Selv i et følelsesladet øjeblik prioriterer han madens kvalitet.”

Respektfuld og storsindet
Nicolas Cage har længe ladet sig inspirere af japanske skuespiltraditioner som kabuki og noh, og han har tidligere kaldt sin eksplosive spillestil for ”western kabuki”.

Selv om hans optræden i Pig er afdæmpet, formår han alligevel at udnytte den kropslige kontrol, der dyrkes i japansk teatertradition.

”Det var vigtigt, at Rob skulle ligne en massiv ork, og Nic har en spektakulær evne til at gøre sig meget større, end han egentlig er,” forklarer Michael Sarnoski.

”Makeuppen bidrager til det, men det er også Nics fortjeneste, hvor bjørneagtig han er ved siden af medspilleren Alex Wolf. I virkeligheden har Nic og Alex cirka samme kropsbygning. Det er en pantomimeagtig teknik, som jeg ikke forstår, hvordan man lærer.”

Der er fortalt mange myter om skuespilleren, som i sin ungdom var en rebelsk Hollywood-skikkelse med stoffer og turbulente ægteskaber.

Men det lader til, at rebelskheden i dag kun er på lærredet og ikke på filmsettet.

”Han er et stort nok navn til, at han kunne have gjort, hvad han ville. Jeg er en helt ny instruktør, som han ikke behøver respektere. Men under optagelserne var han fra starten enormt respektfuld og storsindet. Det smittede af på resten af holdet, så det vil jeg altid være taknemmelig for,” fortæller instruktøren.

”Da vi en enkelt dag gik over tid, var han totalt forstående, og han delte altid sin mad med assistenterne. Intet krukkeri. Mange har travlt med at mytologisere ham, men i virkeligheden er han bare en superprofessionel skuespiller, der elsker at lave film.”