Dag 8: Norges nationaltraume på Netflix

”Hvad synes du om filmen?” spørger de norske filmjournalister. 

Det vrimler med dem på festivalens ottende dag. 

Nysgerrigheden har en årsag. Det er ikke, hvilken som helst film de spørger til. Netflix-filmen July 22, som fik verdenspremiere i Venedig i dag, handler om den største norske tragedie i moderne tid, nemlig massakren på Utøya i 2011. 

Det er en film, som forståeligt nok ventes med både spænding og nervøsitet i landet mod nord. Og man forstår dem godt. 

For hvordan har Netflix, den verdensomspændende, kommercielle streaming-gigant, dog valgt at skildre nationaltraumet, som den norske befolkning stadig har i så frisk erindring? 

Tre perspektiver
July 22 er instrueret af den Oscar-nominerede Paul Greengrass og vakte allerede norsk debat i tisdags, hvor traileren blev offentliggjort. 

Traileren viser eksplicitte billeder af eksplosioner ved regeringsbygningen i Oslo og unge, som desperat flygter fra morderen Breivik. 

Det har fået flere nordmænd til at frygte, at Greengrass har valgt en for action-præget tilgang til det følsomme emne. Men efter de første tyve minutter har Breivik affyret sit sidste skud, og resten af den to timer og tyve minutter lange fortælling fokuserer på efterspillet. 

Der er ikke tale om Greengrass’ bedste film, langt fra, men July 22 er en hæderlig skildring af tragedien, som viser historien fra især tre perspektiver: offerets, morderens og advokatens. 

Vi får den sande historie om Viljar Hanssen, som blev skudt, men overlevede massakren på Utøya. Der er fortællingen om advokaten Geir Lippestad, som efter megen tvivl tager opgaven som forsvarer for Anders Behring Breivik. Og så er der portrættet af morderen, den højreradikale Breivik, der havde en ensom og svær barndom. 

På den måde ønsker Greengrass snarere at fortælle en historie om det norske demokratis kamp mod højreradikalismen, end han vil levere et spændingsfyldt blodbad. 

Netflix-filmen er baseret på bogen En af os, som er skrevet af den norske journalist Åsne Seierstad. Selv om det følsomme emne er kontroversielt, har Greengrass behandlet det på en respektfuld måde. 

Fjollet sprogtrick
Paul Greengrass er anerkendt for sine actionfyldte dokudramaer som for eksempel Captain Phillips. Instruktøren har også udmærket sig ved at zoome ind på én særlig vinkel af et nationalt traume, eksempelvis i 9/11-filmen United 93, som foregår på et af de kaprede fly. 

Men i July 22 vælger den britiske instruktør helikopterperspektivet. 

Som introduktion til tragedien fungerer det udmærket, men når så meget skal fortælles, bliver konsekvensen også, at vi mister nuancerne og aldrig kommer helt ned i dybden af nogle af historiens elementer. 

Ud over de tre hovedroller vil July 22 også fortælle om statsministerens håndtering af sagen, Breiviks mor, politiets fejltagelser under det igangværende skyderi og meget mere. 

Derfor bliver filmen trods materialets enorme potentiale aldrig lige så gribende og rørende som norske Erik Poppes Utøya 22. juli, der tidligere i år chokerede ved at følge et enkeltstående offer på øen. 

Modsat Poppes film er det tydeligt, at Greengrass har lavet en film designet til masserne. Tag bare det fjollede greb at lade de norske skuespillere tale engelsk med norsk accent! 

Troværdig Breivik-portræt
Det mest kontroversielle er dog, at Greengrass inddrager morderen Anders Behring Breivik. 

Det vil altid være en diskussion, hvorvidt film skal sætte en så radikaliseret figur i rampelyset. Men Greengrass insisterer på, at vi skal se ondskaben i øjnene – især fordi det er en politisk motiveret forbrydelse. Og instruktøren har fundet den helt rette skuespiller. 

Anders Danielsen Lie har tidligere brilleret i Joachim Trier-filmene Reprise og Oslo, 31. August og leverer et troværdigt portræt af morderen. Især i scenerne fra retssalen overbeviser Lie én om, at der faktisk gemmer sig et menneske bag det kolde ydre, om end et kynisk menneske.

Alligevel lærer vi ham ikke bedre at kende, end vi gjorde i forvejen fra den massive mediedækning. 

Af respekt for ofre og pårørende er det et fornuftigt valg at minimere volden, men det er ironisk nok i action-scener, at Greengrass er stærkest, og resten af filmen bliver aldrig noget særligt. 

July 22 fortæller den velkendte historie om et demokrati mod den voksende højreradikalisme og om at kæmpe sig tilbage til livet. Men instruktøren skal have ros for at finde en positiv vinkel på den ubegribelige tragedie, uden at det skummer over i Hollywood-melodrama.