Ny Bier-film er spækket med stjerner
For en lille måneds siden kunne Ekko afsløre, at Susanne Biers var i fuld gang med at caste nyfødte drengebørn til sin nye danske film, En chance til.
Og det heldige spædbarn kommer i fornemt selskab.
Ulrich Thomsen, Nikolaj Lie Kaas, Maria Bonnevie og topmodellen Lykke May Andersen er stjernerne i Biers nye drama, skriver Nordisk Film og Zentropa i en pressemeddelelse.
Drama om retfærdighed
Skuespillerne slutter sig til Nikolaj Coster-Waldau, der skal spille hovedrollen som politimanden Andreas.
Plottet er endnu ikke offentliggjort, men efter sigende kredser filmen ligesom Oscar-vinderen Hævnen om retfærdighed i pressede situationer.
Filmen beskrives som ”et rystende og rørende drama om, hvor let vi mister grebet om retfærdighed, når vi konfronteres med det utænkelige og vores liv, som vi kender det, hænger i en tynd tråd.”
Det er Biers faste makker Anders Thomas Jensen, der igen står bag manuskriptet.
Flere store stjerner
Svenske Maria Bonnevie spiller Andreas’ kone Anne, mens den allestedsnærværende Nikolaj Lie Kaas spiller den utilregnelige Tristan.
Ulrich Thomsen har rollen som Andreas’ bedste ven Simon i sit tredje samarbejde med Bier efter Brødre og Hævnen.
Det står ikke klart, hvad Lykke May Andersen skal spille i sin første filmrolle overhovedet.
Optagelserne til En chance til er netop startet på Sydfyn, og på settet kan man også finde et trekløver bestående af nogle af landets mest garvede skuespillerinder: Kirsten Lehfeldt, Søs Egelind og Bodil Jørgensen.
En chance til får danske premiere 4. september 2014.
Kommentarer