Offer for sexchikane savnede opbakning

Som runner er man lavest i hierarkiet på produktionen af en film eller tv-serie. Posten bestrides som regel af unge mennesker, der bliver sendt på alverdens opgaver for at få det hele til at køre.

Men de bliver ikke altid behandlet ordentligt af deres ældre og mere erfarne kolleger. Det står klart, efter at protestbrevet om forholdene i dansk film har fået flere til at stå frem med historier om en branche præget af stress og dårlig opførsel.

Bodil Jørgensen har i Ekkos spalter indledt et angreb på producenten bag Far til fire-serien. Og den unge produktionsassistent Line Berg fortalte, at hun under optagelserne af et stort filmprojekt konstant var ved at knække på grund af et voldsomt arbejdspres.

Nu har en anden ung kvinde valgt at dele sine oplevelser under produktionen af en dansk tv-serie, der har kørt over flere sæsoner. Her var en af de overordnede ifølge kvinden fysisk nærgående over for hende.

Manden gik med kvindens ord hele tiden i røven på hende. Han fortalte klamme jokes og tog hende adskillige gange på baller og lår.

”Jeg har altid troet, at hvis nogen tog mig på røven, ville jeg gøre modstand og sige: ’Hvad fanden laver du?’ Men man fryser i øjeblikket,” siger kvinden, som har ønsket at være anonym, men hvis identitet Ekko er bekendt med.

Ubehagelig oplevelse
Krænkelserne fortsatte.

”En dag stod jeg udenfor og holdt noget for lysafdelingen. Han gik tæt ind på mig bagfra. Jeg sagde, at han skulle skride, og så fortrak han.”

Men hun kunne nu mærke, at hun ikke længere havde overskuddet til at bære over med sexchikanen.

”Jeg kørte lidt væk fra settet, fordi jeg havde ondt i maven og kunne mærke, at en grænse var blevet overtrådt. Jeg følte ikke, at jeg kunne gå til tillidsrepræsentanten, så jeg besluttede mig for at håndtere sagen selv med den pågældende,” fortæller kvinden.

”For at slippe for kontakt ansigt til ansigt sendte jeg ham en sms om, hvordan jeg havde det med hans opførsel. Herefter talte vi sammen i telefonen. Han reagerede umiddelbart fint og takkede mig for at sige fra.”

Men da hun bagefter kom tilbage til hotellet, hvor filmholdet boede, stod han udenfor og råbte ad hende, indtil hun begyndte at græde.

Det var en ubehagelig oplevelse.

Hun var under optagelserne i 20’erne, mens den mandlige filmarbejder var i midten af 40’erne. På det tidspunkt var hun tilmed den eneste runner på produktionen, fordi hendes kollega var kommet til skade og var væk i flere uger.

En misforståelse
Konflikten kørte nu op i en spids, som hun netop havde forsøgt at undgå.

Manden havde nemlig fortalt folk på produktionen, at hun havde konfronteret ham. Derfor følte kvinden sig også nødsaget til at vende sagen med den ansvarlige under optagelserne.

Men her mødte hun ikke megen forståelse.

”Hun sagde, at vi nok bare havde misforstået hinanden. Og jeg fik at vide, at det var helt okay, hvis jeg sagde op. Men hvorfor skulle jeg gøre det, når jeg var blevet krænket?” spørger filmarbejderen.

”Jeg er stædig, så jeg blev der. Og så sørgede jeg for ikke at have kontakt med ham under produktionen. Det er virkelig besværligt, når man er runner.”

Det lykkedes hende at gennemføre produktionen, og den sidste dag fik hun en snak med manden, som – fortæller hun – gav hende en undskyldning.

Lyden af en fyret runner
Den unge filmarbejder har haft ansættelser på en række danske produktionsselskaber. Og hun har oplevelsen af, at selskaberne bliver kørt på vidt forskellige måder.

På et produktionsselskab arbejdede hun seksten timer om dagen under en produktion, hvor hun fik 1.000 kroner om dagen før skat. Flere steder bliver der set stort på den såkaldte 11-timersregel, mens filmarbejderen mere end en gang har følt sig utryg ved at gå til tillidsrepræsentanten på produktionen.

Den unge kvinde fortæller, at unge runners ikke nyder megen respekt, selv om de for eksempel møder tidligt på arbejde for at slæbe tunge pavilloner gennem regnvejr. I det hele taget er der en dårlig omgangstone, som måske er resultat af forfejlede forsøg på humor.

”Jeg har tit overhørt, hvor der er blevet talt grimt til mine runner-kolleger. Den ene gang råbte a-fotografen efter solcreme, og så ville han gudhjælpemig have den kvindelige runner til at smøre det på hans ben!” siger kvinden.

”Flere gange har jeg hørt kommentaren, når en kaffekande var tom og lavede den karakteristiske lyd: ’Det er lyden af en fyret runner!’”

Da hun selv steg i graderne og blev produktionsassistent med ansvar for runnerne, forsøgte hun at forbedre forholdene. Men der er ifølge hende et indgroet problem i filmbranchen, hvor man ikke tager ordentlig vare på hinanden – slet ikke dem nederst i hierarkiet.

”Jeg har gjort en dyd ud af at tale pænt til mine runnere. Som produktionsassistent har jeg sagt, at de skulle komme til mig, hvis der var det mindste problem. Det fik jeg nemlig aldrig selv at vide som runner.”

Kringlede kontrakter
Den omtalte serie er produceret af Drive Studios. Selskabet blev grundlagt i 2015 og har de seneste år markeret sig med en række produktioner inden for både fiktion, dokumentar og reklame.

Men ifølge den unge kvinde har det fremstormende produktionsselskab alvorlige problemer. Vi har talt med andre filmarbejdere, der samstemmende fortæller, at der ikke var ordentligt styr på forholdene under den pågældende produktion.

”Drive laver fiktion, som om det er fakta-tv. Der er et eller andet, der ikke hænger sammen. Undervejs tænkte jeg: ’Det er sgu da ikke sådan her en produktionsplan fungerer,’” siger filmarbejderen.

”Jeg var i hvert fald ikke glad for den måde, de kørte det på ude hos Drive. Og jeg skal aldrig arbejde der igen!”

”I forhold til lønninger kører de med nogle meget kringlede kontrakter, som er meget svære at tyde. Vi havde kontrakter med fire dages arbejdsuger, men lige inden optagelserne var det blevet til en femdagsuge. Og der var ikke noget, der hed overarbejdstimer.”

”Man kunne afspadsere, men det var der ikke tid til, fordi vi var et lille hold. Min veninde måtte også arbejde i weekenden, så hun var helt kørt ned.”

Ingen fysisk kontakt
Ekko har været i kontakt med den omtalte mand, der bekræfter, at han fik en klage fra den kvindelige filmarbejder.

Han afviser, at der har været nogen fysisk kontakt imellem dem og forklarer, at fordi han havde fået klagen på en sms, følte han sig nødsaget til at gå til ledelsen for at orientere dem om klagen.

Den ansvarlige på optagelsen husker tydeligt situationen, men mener at have håndteret den korrekt, siger hun til Ekko.

Efter at være blevet kontaktet af manden, som fremviste sms’en og fortalte om hændelsen, tog vedkommende en snak med den krænkede part. Lederen afviser at have opfordret filmarbejderen til at sige op. Ifølge hende overvejede filmarbejderen selv at forlade produktionen.

Det sagde lederen, at hun ikke kunne forhindre hende i, men opfordrede hende efter eget udsagn til at blive og bakkede hende op i at have sagt fra.

Beklageligt
Ekko har forelagt sagen for Sigurd Bæk Jensen, der er medstifter og administrerende direktør for Drive Studios.

– En filmarbejder er gået fra jeres produktion med følelsen af, at en grænseoverskridende episode blev slået hen som en misforståelse, og at hun blev opfordret til at sige op. Hvordan ser du på det?

”Vi havde snakket med den anden part i sagen, men havde forståelse for, hvis hun ikke havde lyst til at fortsætte med arbejdet efter episoden. Hvis hun har misforstået det, er det selvfølgelig beklageligt. Men det har aldrig været intentionen at sige, at hvis hun ikke kunne lide måden, sagen blev håndteret på, kunne hun bare finde et andet arbejde.”

– Vi har fået at vide, at det var en presset og kaotisk produktion. Er jeres produktioner for pressede?

”Nej, det synes jeg ikke. Den pågældende serie har kørt i flere sæsoner, hvor vi har klaret os godt igennem. Selvfølgelig kan der på produktioner være et hårdt arbejdspres – og denne produktion var midt i en coronatid, hvor folk blev testet hele tiden og sendt hjem ved det mindste symptom – men det er en anden snak.”

– En anden klage lyder, at jeres kontrakter er kringlede og svære at hitte rede i!

”Det passer ikke. Vores kontrakter er godkendt af de forbund, der skal godkende dem. Så det er ikke mit indtryk, at vores kontrakter er mere kringlede end andres.”

– FAF, som mange filmarbejdere er medlem af, siger, at de aldrig har godkendt – endsige set – en Drive-kontrakt?

”Vi er kun associeret medlem af Producentforeningen og er derfor ikke underlagt overenskomsten mellem Producentforeningen og FAF. Men vi har i langt de fleste tilfælde FAF repræsenteret på opstartmøder til produktioner, så de har været klar over, hvad der foregår, og mig bekendt har de ikke haft nogen kommentarer.”

”Jeg føler faktisk, at vi gør alt i vores magt for, at tingene skal være i orden. Men hvis vi ikke har håndteret den her situation på den måde, vi burde gøre, må vi tale med parterne igen.”

– Filmarbejderen følte i hvert fald ikke, at hun kunne gå til nogen på produktionen. Faktisk oplevede hun det, som om der var mere sympati med den mandlige filmarbejder.

”Det tager vi fuldstændigt ansvar for, og jeg er ked af, hvis hun har haft det indtryk. Men det tror jeg virkelig heller ikke, er det generelle billede. Vi gør relativt meget for at have åbenhed, så folk kan komme til ledelsen med situationer som den her. Hvis hun har fået en anden opfattelse, er det beklageligt, og så må vi rette op på det.”