Nyhed
02. aug. 2021 | 11:27

Hårde anklager mod Oscar-kandidat

Foto | Jessica Forde
Bill Baker (Matt Damon) er en amerikansk Trump-tilhænger, der får vendt op og ned på sin verden, da hans datter bliver dømt for et voldsomt drab i Frankrig.

Matt Damon og instruktøren af Stillwater bliver af Amanda Knox – morddømt, men senere frikendt – kritiseret for at fordreje hendes tragiske historie.

Af Nicki Bruun

Stillwater fik i sidste måned verdenspremiere på Cannes-festivalen og bliver nævnt som en stærk Oscar-kandidat.

I filmen spiller Matt Damon en far, der rejser fra USA til Frankrig, da hans datter bliver dømt for at have myrdet sin veninde. Her forsøger han at hitte rede på det juridiske system og få frikendt sin datter, mens han får et rørende forhold til en fransk kvinde.

Filmen er blevet rost for i sit portræt af faren, der begår selvtægt, at tegne et større billede af et USA i skyggen af Donald Trump. Men nu bliver filmen kritiseret fra en opsigtsvækkende kant.

Amerikaneren Amanda Knox langer ud efter filmskaberne med instruktør Tom McCarthy (Oscar-vinderen Spotlight) i spidsen for at tage handlingen fra hendes liv uden hendes samtykke.

Knox bliver ikke nævnt i filmen, men McCarthy har i interviews tilkendegivet, at han er inspireret af hendes sag.

Hun blev i 2007 anholdt og mistænkt for sammen med sin daværende kæreste at have dræbt sin britiske sambo, Meredith Kercher, i italienske Perugia, hvor Knox studerede. Ifølge anklagerne havde Knox sammen med sin kæreste og en mand fra Elfenbenskysten ved navn Rudy Guede dræbt Kercher i en sexleg.

Knox blev dømt for mordet og var fængslet i fire år, indtil hun i 2015 blev frikendt af den italienske højesteret. I stedet blev Rudy Guede, der havde en række domme bag sig, alene dømt for drabet og fængslet indtil 2020, hvor resten af straffen blev omlagt til samfundstjeneste.

Ser bort fra korruption
I et langt indlæg på hjemmesiden Medium skriver Amanda Knox, at folkene bag Stillwater profiterer på hendes navn, men samtidig digter på hendes tragiske historie.

”I filmen giver karakteren baseret på mig et tip til sin far, som sætter ham på sporet af den mand, der faktisk dræbte datterens veninde. Matt Damon finder frem til ham. Fiktionaliseringen ser bort fra myndighedernes korruption og utilstrækkelighed i sagen,” skriver Amanda Knox, som i dag er 34 år gammel og forfatter.

”På den måde forstærker McCarthy billedet af mig som en skyldig og utroværdig person. Og takket være Matt Damons stjernestatus kommer de begge til at tjene styrtende på deres fiktive udgave af Amanda Knox-sagaen, som sikkert vil få nogle til at tænke: ’Måske var virkelighedens Amanda involveret.’”

Ekko behandler i Ekko #85 problematikken omkring true crime-genren i et stort tema.

Psykopat i fåreklæder
Den danske producer Mette Heide stod i 2016 bag dokumentaren Amanda Knox, som skildrer den unge kvindes spektakulære mordsag.

Her sætter hovedpersonen selv ord på sagen, som hun mener viser, hvordan uskyldige mennesker kan ende i grumme omstændigheder på grund af svigt i efterforskningen.

”Hvis jeg er skyldig, så betyder det, at jeg er den mest frygtindgydende person. Men hvis jeg er uskyldig, er alle i farezonen. Enten er jeg en psykopat i fåreklæder. Ellers er jeg dig,” siger Amanda Knox i dokumentaren.

Mette Heide har gennem sit produktionsselskab Plus Pictures siden arbejdet på en anden dokumentar, der er mindst lige så eksplosiv.

Producenten har sammen med den australske instruktør Emma Sullivan haft gang i Into the Deep, der handler om ubådsmorderen Peter Madsens drab på den svenske journalist Kim Wall.

Invitation til podcast
Filmen fik premiere på Sundance-festivalen i 2020, men efterfølgende stod en af de medvirkende – Anja Olsen – frem i Ekko og sagde, at hun var blevet manipuleret ind i filmen.

Netflix havde købt rettighederne til Into the Deep, men efter Ekkos interview besluttede Netflix at tage Anja Olsen ud af filmen, og den har endnu ikke set dagens lys i sin nyklippede version.

Kritikken fra Amanda Knox har ikke haft nær de samme konsekvenser for Stillwater, der efter åbningsweekenden i USA har indtjent 32 millioner danske kroner i biografen.

Amanda Knox inviterer Matt Damon og Tom McCarthy til at medvirke i sin podcast Labyrinths til en snak om, hvad det betyder for mennesker at se deres traumer brugt som kommerciel underholdning.

Trailer: Stillwater

Kommentarer

True crime i Ekko

Stort tema om true crime i Ekko #85.

Køb magasinet i kiosker eller få det tilsendt.

Få gratis gave, når du tegner abonnement.

Abonnenter har også adgang til magasinet digitalt.

© Filmmagasinet Ekko