Outsideren

Den franske filmkritiker Serge Daney skelnede engang mellem to forskellige portrætter: de, der involverer os som tilskuere ved at berøre os som mennesker, og de, der kun interesserer os som borgere eller repræsentanter for et givent fællesskab.

Når man laver en film om USA’s første erklærede homoseksuelle politiker, som oven i købet blev dræbt af sin politiske modstander, er der en overhængende fare for at ryge i den sidste kategori, hvor karaktererne optræder som politiske pegefingre.

Men det undgår den amerikanske independent-instruktør Gus Van Sant behændigt i sin nye film Milk, ligesom han har undgået det i sine tolv foregående film.

I Milk spiller Sean Penn den politiske outsider Harvey Milk, der kæmpede en indædt kamp for at få bøssers rettigheder på den politiske dagsorden i 70’ernes San Francisco.Men Gus Van Sant, som kæmpede i mere end femten år for at få lov at lave filmen, fokuserer ikke kun på denne kardinalbegivenhed i nyere amerikansk historie.

Han forsøger samtidig at komme grundigt ind under huden på dens komplekse hovedperson, der nok stod frem som bøsse, men som også nåede at leve de første 40 år i skabet. Harvey Milk gik ind i politik for at fremhæve sin mærkesag, men han var samtidig pragmatisk af hjerte.

Gus springer ud
Politikeren blev skudt pa sit kontor en novemberdag i 1978, og spørger man Gus Van Sant, er der ingen tvivl om, hvad den tragiske begivenhed betød for ham personligt. Da han for nylig præsenterede filmen i Harvey Milks gamle demokratiske klub i San Francisco, forklarede han, hvordan den homoseksuelle frontkæmper havde været direkte medvirkende til, at han selv sprang ud af skabet.

I 1978 var Gus Van Sant, der blev født ind i en borgerlig familie fra Kentucky, en ung mand på 26 år med et par enkelte kortfilm bag sig. Han havde aldrig præsenteret sig selv som bøsse.

Men da den kunstuddannede instruktør syv år senere spillefilmdebuterede med det selvfinansierede, sort-hvide kammerspil Mala Noche, var det som afklaret bøsse. Filmen handler om en ensom, homoseksuel butiksassistents hovedkulds forelskelse i en fattig, ung mexicaner, og den etablerede Van Sant som en af sin generations mest interessante stemmer. En status han i dag, godt 25 år senere, stadig lever op til.

Forbilleder og faderfigur
Hollywood-studiet Universal fik øje på det unge talent og tilbød ham en fordelagtig flerfilmskontrakt, men selskabet og Van Sant var ikke enige i, hvilke emner det er passende at lave film om. Så han takkede pænt nej.

Siden da har Gus Van Sant haft fast base i Portland, Oregon, i det nordvestlige USA – på sikker afstand af Hollywood på Vestkysten.

Han insisterer selv på, at isolationen hjælper ham til et anderledes perspektiv på sine historier. For er der en ting, Gus Van Sant stadigt holder fast i, så er det retten til at eksperimentere. Mens han stadig gik på kunstskole, fik mødet med eksperimentalfilminstruktører som Stan Brakhage og Jonas Mekas ham til at skifte penslen ud med kameraet. Men hans kunstneriske forbilleder tæller også kunst-ikonet Andy Warhol og den flamboyante britiske billedstormer Derek Jarman, som han utallige gange har udpeget som en filmisk og fotografisk inspiration.

Men den kunstner, der måske har betydet mest for Gus Van Sant, er William S. Burroughs. Forfatteren, bøssen og beat-legenden Burroughs har altid arbejdet uden for konventionerne og er det tætteste, man kommer på en kunstnerisk faderfigur for Van Sant. Burroughs har for instruktøren været en inspirationskilde i kraft af sin personlighed og kunstneriske position som den distingverede rebel og ulastelig outsider, men også som en personlig ven.

Gus Van Sants tidlige, og måske vel studentikose, kortfilm The Discipline of DE er lavet efter en novelle af Burroughs, og Burroughs’ litterære vildskab og eksperimenter med stoffer og medier gennemsyrer tonen og stilen i Van Sants film. Det er ikke svært at finde elementer af Burroughs’ personlighed i de mange rodløse og visionære personer, der befolker Gus Van Sants universer. I flere af dem optræder Burroughs endda selv – blandt andet i en fantastisk rolle som pensioneret narkopræst i Drugstore Cowboy.

Katalog af normbrydere
Kigger man tilbage pa Van Sants film, finder man et sandt katalog af normbrydere og omflakkende eksistenser – fra trækkerdrengene i My Own Private Idaho over de almindeligt afdankede stofmisbrugere i Drugstore Cowboy til den psykotiske tv-vært i To Die For, de skydegale teenagere i Elephant og den utilpassede skaterknægt i Paranoid Park.

Selv om Gus Van Sant hverken hylder eller udstiller sine hovedpersoner, byder hans film alligevel på et forsvar for outsiderne. Man fornemmer det i hans diskrete, registrerende realisme og fintmaskede psykologiske stemningsbilleder, der uden de store armbevægelser skildrer karaktererne som dem, de er på et givet tidspunkt i deres liv. Det er så op til publikum at finde svaret på, hvorfor de er det.

Og det er ikke mindst tilfældet i Van Sants gennembrudsfilm, den Shakespeare-inspirerede roadmovie My Own Private Idaho. River Phoenix spiller den besværede teenager Mike, der lider af narkolepsi og derfor sover fra de fleste af sit livs højdepunkter. Sammen med overklassedrengen Scott tager han på træk gennem USA for at lede efter sin forsvundne mor, og forholdet mellem de to udvikler sig til et kærlighedsdrama, hvor Van Sant med indføling skildrer Mikes manglende evne til at sætte ord på sine følelser.

Hitchcock – klip for klip
Netop som man troede, at Gus Van Sant var Mr. Independent, tog hans karriere i 1997 en overraskende drejning. Han instruerede Good Will Hunting for det store Miramax-selskab. Nu var han ikke længere rigtig independent, men heller ikke rigtig Hollywood, så måske i virkeligheden bare en absolut outsider?

Good Will Hunting handler om Will, som både er et matematisk geni og en utilpasset knøs, og på den måde ligger den faktisk i naturlig forlængelse af tidligere outsiderportrætter. Den blev en stor økonomisk succes, indbragte ni Oscar-nomineringer og to statuetter.

Ikke uden en vis sarkasme forsvarede Van Sant den kommercielle drejning med, at han personligt regner både Good Will Hunting og Finding Forrester, som han lavede tre år senere efter samme skabelon, blandt sine mest eksperimenterende film. Fordi de involverede et kæmpe produktionsapparat og dermed lå ekstremt langt fra de begrænsede budgetter og små filmhold, han indtil da havde betjent sig af. Samtidig er der næppe tvivl om, at han lavede disse film for at skaffe penge til de personlige projekter, der fulgte efter.

Hans film efter Good Will Hunting var ikke mindre overraskende: en remake af Alfred Hitchcocks gyserklassiker Psycho fra 1960. Filmen blev en genuin kritiker- og publikumsfiasko, men for Van Sant personligt var det en kunstnerisk opdagelsesrejse ind i Hitchcocks værk, der i øvrigt indeholder en af filmhistoriens mest uhyggelige outsidere, Norman Bates.

Gus Van Sants Psycho er en nærmest Warhol’sk reproduktion af originalen – klip for klip, billede for billede – og den er langt fra så ligegyldig, som rygtet siger. Ikke uden grund valgte han Hitchcocks mest ikoniske film. Med bare et minimalt kendskab til originalen glemmer man handlingsgangen og begynder at lægge mærke til filmen på en anden måde. Man ser variationerne, man lægger mærke til spillestilen, lyssætningen, kompositionerne og kameragangene. Man lytter til lydene, stemmeføringen og musikken.

Det er oplagt at se Psycho som en stilistisk forgænger for Gus Vant Sants efterfølgende tre film: Gerry, Elephant og Last Days, som han selv kalder sin dødstrilogi. I alle disse film erstatter han den klassiske, filmiske udviklingsstruktur med en lyrisk-registrerende stil, der bevæger sig fremad i sit eget tempo og har sin helt egen tone.

Kollektiv psykologi
De tre film er løseligt baseret på virkelige hændelser. De skildrer med deres fortættede sfæriske stemningsbilleder en række randeksistenser i deres sidste skæbnesvangre timer.

I Gerry – trilogiens første del, som Van Sant producerede for egne penge – er to navnløse drenge faret vild i en ørken. De vandrer desperat rundt, indtil den ene dræber den anden. Filmen blev til i et tæt samarbejde mellem Gus Van Sant og de to hovedrolleindehavere, Matt Damon og Casey Affleck, der improviserede filmens fatale ørkenvandring frem undervejs.

Inspireret af den ungarske instruktør Béla Tarrs filmsprog, der består af komplekst sammenvævede long take-optagelser, kredser Van Sant i Gerry om de to drenges isolation i det enorme landskab. Han skildrer nøgternt deres bevægelser, udtryk og gradvise sammenbrud. Det er den kollektive psykologi i timerne, inden det hele bryder sammen, som sættes under lup.

I trilogiens tredje del, Last Days, som er baseret på grunge-ikonet Kurt Cobains sidste omtågede dage op til sit formodede selvmord, tusser hovedpersonen Blake rundt i sin villa, snakker med sig selv, bader i en flod, spiller i øvelokalet og tager sit eget liv. Alt uforklaret.

Paranoid Park
I trilogiens midterste del Elephant, som i 2003 udløste Guldpalmen i Cannes, fortæller Van Sant historien om de to teenagere, der fire år forinden skød og dræbte en håndfuld af deres medstuderende under massakren på Columbine High School.

Gus Van Sant følger dem i tiden op til misgerningen, og selvom han stiller masser af spørgsmål til deres bevæggrunde (de bliver mobbet i skolen, ser film om nazisterne, spiller shoot’em-up-spil på computeren og kysser hinanden i badet), forsøger han hverken at udstille dem eller give nogen entydig forklaring på, hvorfor de gjorde, som de gjorde.

I stedet følger han hverdagen op til massakren med stor detaljerigdom. Filmen skifter konstant perspektiv mellem bødlerne og deres kommende ofre, og instruktøren får på den måde sammenflettet en smuk fortælling om de forskellige teenage-skæbner på Columbine High School.

De overlappende perspektiver i Elephant, hvor vi først følger én person, dernæst spoler tiden tilbage og følger en anden, og så fremdeles, er en reference til Béla Tarr og hans syv timer smukke Sátántangó. Van Sant bruger det dog først og fremmest til at skabe et dramatisk sindbillede af de sidste skæbnesvangre minutter.

Det samme gør han i Paranoid Park fra 2007, hvor han endda forfiner inspirationen og på kongenial vis bruger de forskudte perspektiver til at dramatisere den begivenhed, der står som et hul i skateren Alex’ utilpassede outsiderbevidsthed. Paranoid Park er en impressionistisk skildring af Alex’ fåmælte kamp med sin egen samvittighed. Han er ved et tilfælde kommet til at dræbe en sikkerhedsvagt, og Gus Van Sant nedtoner også her de dramatiske begivenheder til fordel for et nøje konstrueret øjebliksbillede, hvor desperation og skønhed flettes umærkeligt sammen.

Og nu rammer den biografiske Milk os med næsten profetisk forsyn på samme tidspunkt, som Paven har erklæret homoseksualitet som en af de største samfundstrusler. Gus Van Sant har som en anden lone rider endnu engang lagt sin vej forbi Hollywood, men han rider straks videre ud i independent-land. For nylig blev det offentliggjort, at han skal filmatisere Tom Wolfes kultdyrkede LSD-bog, The Electric Kool-Aid Acid Test.