Overvåget af Jesus

Katrine Brocks har altid vidst, at hun skulle bruge sin kristne opvækst i en film.

Nu debuterer hun med spillefilmen Den store stilhed, der fik verdenspremiere på San Sebastian Film Festival sidste år og har dansk biografpremiere den 12. januar.

Filmen handler om et søskendepar, der skjuler et fælles traume, men på forskellig vis flygter fra det. Søster Alma (Kristine Kujath Thorp) vil aflægge sine evige løfter til Gud, mens broren Erik (Elliott Crosset Hove) har slået sig på flasken.

En film, der skildrer menneskets søgen efter mening i ellers meningsløse oplevelser.

Søster Almas troskab til Gud sættes på prøve, da Erik dukker op på klosteret. Han kommer fra afvænningscentret og vil gøre krav på sin andel af arven fra deres far, men Alma er ikke klar på en forsoning.

”Idéen til Søster Alma stammer helt tilbage fra, da jeg som tolvårig var vidne til en ven af familien, der aflagde sine evige løfter. Det gjorde kæmpe indtryk på mig, at et menneske kunne træffe et så gennemgribende, anderledes valg,” fortæller den 32-årige instruktør.

”Familievennen gav afkald på karriere, familieliv, verdslig kærlighed og ejendele. Det er de ting, man giver fra sig og lægger i Guds hænder. Og det er mange af de ting, der giver mit liv mening.”

Et umuligt ideal
Katrine Brocks er uddannet på Den Danske Filmskole i 2019 og et kendt navn på Ekko Shortlist.

Afgangsfilmen Under bølgerne, over skyerne var nomineret til adskillige priser og vandt bedste klipning ved Ekko Shortlist Awards 2020. I 2021 vandt hun en Robert for kortfilmen Uden at blinke, der ligesom Den store stilhed er skrevet af Marianne Lentz.

Instruktøren kommer fra en opvækst i et kristent bofællesskab i Hellerup, hvor dagligdagen bød på bordbøn, aftenbøn og bibelkreds om fredagen.

Der var ingen tvang fra forældrenes side, men inde i hovedet på instruktøren opstod Jesus som et strengt forbillede.

”Som barn havde jeg en meget naturlig tilgang til det at tro. Jeg oplevede Gud som en kærlig og faderlig skikkelse, der beskyttede mig,” fortæller Katrine Brocks.

”Men samtidig skabte jeg et billede af, at han overvågede mig. Ikke kun hvad jeg gjorde, men han så også mine tanker. Så i mit eget barnehoved tænkte jeg, at jeg skulle opføre mig som Jesus, før jeg var værd at elske. Et umuligt ideal, der bliver en meget smal sti at gå på som menneske.”

På samme måde bliver Søster Alma troende, i håb om at det vil udviske hendes mørke fortid, hvis hun bliver det perfekte kristne menneske.

Katrine Brocks gik på en lille katolsk privatskole, så springet til Aurehøj Gymnasium kastede nyt lys over hendes kristne opvækst.

”Størstedelen på Aurehøj er jo børn af kulturradikale, der har et ret anstrengt forhold til religion. De så ned på troende. Det var at have valgt den lette løsning på livets problemer,” fortæller instruktøren.

”På det tidspunkt begyndte jeg at gøre oprør. Ikke at jeg pludselig skrev 666 på alle væggene, smækkede med dørene og blev satanist. Men et stille oprør,” griner Katrine Brocks og tilføjer:

”Så der stoppede det gradvist med, at vi bad bordbøn og snakkede om troen. Jeg tror, det var vigtigt for mine forældre, at vi børn selv skulle tage stilling til kristendommen.”

Religion ændrer liv
Troen er i dag for instruktøren en abstrakt størrelse. Hun kan ikke tilslutte sig den samlede kristne fortælling, men hun er overbevist om, at der er mere mellem himmel og jord.

”Jeg tror, at vi moderne mennesker savner et sted at gå hen med vores skyld og skam. Så vi ikke er alene med den og vender alle vores problemer indad,” fortæller Katrine Brocks.

”Dér tror jeg, at vi kan hente en mening i troen på noget større, selv om vi ikke kan gennemskue eller definere den. Men troen på en større mening gør, at man ikke ser sig selv som centrum for universet.”

Hun tager en tænkepause.

”Men det er paradoksalt, da troen på en måde havde den modsatte effekt på mig som barn. Jeg er fascineret af, hvordan religion påvirker menneskers liv på godt og ondt.”

Egoistiske kvinder
Katrine Brocks er drevet af et ønske om at skabe komplekse kvindekarakterer på film. I filmen afviser Søster Alma sin bror Erik i frygt for at lukke op for fortidens traume.

”Jeg vil skabe nogle kvinderoller, som ikke bare lever op til et eller andet kvindeideal, men som rent faktisk har et komplekst indre liv og begår fejl,” fortæller hun.

Instruktøren nævner i den forbindelse sin store begejstring for Dronningen, hvor Trine Dyrholm spiller Anne, der indleder en affære med sin syttenårige stedsøn.

”Vi er så vant til at se egoistiske, mandlige antihelte. Når der så endelig kommer en kvinde, der handler komplekst og egoistisk – som i Dronningen – er folk meget hurtigere til at dømme dem. Marianne Lentz, som jeg har skrevet filmen med, og jeg har talt meget om, at det er, som om kvinder skal leve op til nogle højere idealer,” fortæller instruktøren.

”I filmen har vi undersøgt et menneske, der træffer nogle virkelig egoistiske valg, fordi sådan kan mennesker være. Og det gælder også kvinder.”

Væk fra Hitchcock
Kortfilmene Under bølgerne, over skyerne og Uden at blinke skildrer også menneskets yderste sindstilstande. Ifølge instruktøren kræver det et særligt arbejdsmiljø bag kameraet.

”Der er sådan en gammel forestilling om, at instruktøren skal være sådan en gudsbenådet auteur-figur, der hele tiden ved, hvor filmen skal hen. Og sådan lidt Hitchcock-agtigt kan behandle sine skuespillere som kvæg,” siger Katrine Brocks.

”Jeg har tværtimod brug for at skabe et nærværende rum, hvor der er plads til, at alle på film-settet kan være sårbare og i tvivl. Ellers tror jeg aldrig, jeg ville kunne komme så tæt på de følelser, som jeg forsøger at skildre.”

Filmen er lavet i samarbejde med producer Pernille Tornøe, der også producerede Brocks’ afgangsfilm. Pernille Tornøe er medstifter af det nyopstartede Monolit Film. De har en fælles mission om at skabe et mere mentalt bæredygtigt arbejdsmiljø i filmbranchen.

”De fire år på Filmskolen var både de bedste og de værste år. Jeg havde to sygemeldinger med angst og depression. Og jeg havde ikke klaret det uden mine medstuderende, der blev ved med at tro på mig,” fortæller Katrine Brocks.

”Så det bedste jeg tager med mig fra skolen, er den filmfamilie, jeg har fået derfra. Mit samarbejde med Pernille Tornøe startede helt naturligt efter skolen, og for mig er det helt afgørende, at vi har et fælles værdigrundlag for, hvordan vi behandler de mennesker, vi arbejder sammen med.”

Nu arbejder hun videre på, hvad der skal blive den næste spillefilm.

”Jeg har enormt meget lyst til at lave en ny film med Kristine Kujath Thorp i hovedrollen. Men i en helt anden rolle, der er meget mere ekstrovert og har ild i røven. Én ting er sikkert: Jeg er ikke færdig med at lave film om mennesker, der kæmper med psykisk sårbarhed.”