Anden del af mesterduo er gået bort
I 2021 gik den store italienske instruktør Vittorio Taviani bort. 1050 dage efter, den 29. februar 2024, fulgte hans bror og tætte makker, Paolo Taviani, efter ham.
Paolo døde i en alder af 92 år af pludseligt opstået sygdom. Han var omgivet af sin kone og børn, skriver Ansa News Agency ifølge The Guardian.
Taviani-brødrene var ikke tvillinger, men med kun fjorten måneder imellem dem var de det nærmest alligevel. Tilsammen blev de nogle af støvlelandets vigtigste filmskabere.
Som helt unge lod de sig inspirere af den indflydelsesrige italienske filmbølge, neorealismen, og især instruktøren Roberto Rossellinis storværk, Kammerater.
De fortsatte Rossellinis realistiske fortællestil, men med lidt større armbevægelser, og de lod deres marxistiske ideologi vise sig tydeligt på lærredet.
Målet var fra starten at bruge filmene til at afsløre sandheden om det italienske samfund. Debuten Un uomo da bruciare fra 1962 handler om en politisk aktivist, der får Siciliens borgere til at gøre oprør mod mafiaen.
I 1977 vandt de Guldpalmen i Cannes for den biografiske Padre padrone. Den skildrer en ung hyrde, som gør oprør mod sin far i en rørende fortælling, der undgår alle de klichéer, man kunne forvente af et far-søn-drama.
Prisen blev overrakt af selveste Roberto Rossellini, og brødrene udnyttede deres momentum til at følge op med klassikeren San Lorenzo-natten fra 1982, der vandt juryens pris i Cannes.
Comeback og farvel
Den fabulerende Godmorgen, Babylon fra 1987 blev deres største publikumssucces, men herefter begyndte deres indflydelse at aftage.
Indtil brødrene fik et imponerende comeback med Cæsar skal dø, som vandt Guldbjørnen i 2012.
Filmen handler om et hold indsatte i et fængsel i Rom, der sammen opfører Shakespeare-stykket Julius Cæsar. Skuespillerne er autentiske fanger, og Ekkos anmelder var pirret af den grænsesprængende blanding af dokumentar og fiktion, mens Lee Marshall i et essay i Ekko #59 fremhæver brødrenes opgør med ”neorealismens slumturisme”.
Efter Vittorios død i 2018 fortsatte lillebror og nåede at lave en enkelt spillefilm på egen hånd, baseret på romanen Il Chiodo af Luigi Pirandello, som brødrene længe havde planlagt at filmatisere sammen.
Resultatet blev til Leonora Addio, som havde premiere på Berlinalen i 2022 og handler om tre begravelser, der bliver hvirvlet ind i en syret mordsag.
Filmen er en slags refleksion over død og eftermæle, og trods en lunken modtagelse fungerer den som et passende farvel, både fra lillebror til storebror og fra to vigtige filmskabere til denne verden.
Paolo Taviani efterlader sig hustruen Lina Nerli Taviani og deres børn Ermanno og Valentina.
Trailer: Cæsar skal dø
Taviani-brødrende i #59
Lee Marshall tegner et portræt af Taviani-brødrene i Ekko #59 med udgangspunktet i comeback-filmen Cæsar skal dø.
Fængselsfilmen vandt Guldbjørnen på Berlinalen i 2012.
Få en filmgave, når du tegner abonnement.
Køb magasinet i kiosker eller få det tilsendt.
Abonnenter kan også læse bladet digitalt.
Kommentarer