Dag 5: Seksløbere og binge-watching

Det vrimler med Guldpalme-vindere i Venedig.

Flere af dem havde ellers sendt deres film til den franske festival, men blev afvist og er derfor sejlet til den italienske kanal-by i stedet. Men det er der nu ikke noget sørgeligt ved, sagde instruktøren Mike Leigh under et interview med Ekko.

”Det må Cannes da selv om,” sagde instruktøren, der vandt prisen i 1996 og er i Venedig med Peterloo.

En anden Guldpalme-vinder, der er er i Venedig, er Jacques Audiard. Franskmanden vandt prisen i hjemlandet, da han i 2015 viste Dheepan.

Filmen var ikke bedre end Smagen af rust og ben, som han instruerede i 2012, men historien om krigsflygtninge i Frankrig gik rent hjem hos juryen på den franske festival.

Større publikum
Derfor havde de fleste også spået, at franskmandens nye The Sisters Brothers endnu engang ville sende ham til den franske riviera.

Det skete ikke, og i stedet deltager Jacques Audiard i hovedkonkurrencen i Venedig. Det betyder dog ikke, at den stjernespækkede The Sisters Brothers er nogen dårlig film. Tværtimod!

Til gengæld er filmen meget anderledes og mere mainstream end Audiards tidligere værker. Den franske instruktør har altid været mere anerkendt end folkelig. Trods Guldpalmen solgte Dheepan ikke mange billetter i biograferne.

Med en solid, lige ud ad landevejen-fortælling og et velspillende Hollywood-cast ser det ud til, at Audiard gerne vil have flere til at se sine film.

Hired guns
Instruktørens bud på en western er et både underholdende, sjovt og indimellem sørgeligt søskendedrama, som hele tiden er fyldt med slagsmål og rygende seksløbere.

Som den finurlige titel antyder, handler den franske mands amerikanske film om et brødrepar ved navn Sisters. Charlie (Joaquin Phoenix) er en voldelig spradebasse, som skyder, før han taler. Eli (John C. Reilly) er den beskyttende og ansvarlige, men ikke meget klogere storebror.

De tjener deres penge ved at være hired guns for en nådesløs forretningsmand. Denne gang er de blevet sendt vestpå for at tvinge en værdifuld opskrift ud af en sagesløs kemiker. En opskrift på en væske, som får guld til at lyse op i floden som stjerner på himlen.

De to velkendte skuespillere er et godt match i rollerne som de berygtede outlaws, der konstant er i farezonen. Først må Eli slæbe en døddrukken Charlie ud af en saloon, hvor de er ved at blive omringet. Og øjeblikket efter skifter det indbyrdes forhold, da den sovende storebror bliver dødssyg, når han kommer til at sluge en giftig edderkop.

De er sjove sammen, men også hver for sig. Filmens sjoveste syn er, da Eli for første gang prøver kræfter med noget så eksotisk som en tandbørste.

Det hele bliver kun bedre af, at en prætentiøs forfattertype (Jake Gyllenhaal) kommer ind fra siden og er ved at spolere brødrenes arbejde.

Audiard balancerer glimrende mellem komik og drama i en film, der dog aldrig bliver lige så overrumplende god som franskmandens tidligere arbejde.

Livslangt venskab
Inden for de senere år er det blevet stadig mere normalt, at store tv-serier får verdenspremiere på filmfestivaler. Det gælder også i Venedig, hvor eksempelvis Paolo Sorrentinos serie med Jude Law, The Young Pope, blev vist i 2016.

I år er HBO i Venedig med streamingtjenestens første italienske serie, My Brilliant Friend, som er instrueret af det forholdsvis ubeskrevne blad Saverio Costanzo. Festivalen viser seriens to første afsnit.

My Brilliant Friend bygger på en roman af den populære italienske forfatter Elena Ferrante. En ældre kvinde gengiver et livslangt venskab med en kvinde, hun mødte som ganske lille pige i Napoli i 50’erne.

Den udmærkede serie er bygget op som en rammefortælling, hvor et ældre søskendepar i begyndelsen diskuterer deres mors forsvinden. Herefter spoler vi tiden tilbage til 50’ernes Napoli, hvor serien fortæller samme historie som Ferrantes roman.

Det er et smukt filmet Napoli, og serien får meget ud af to små pigers indbyrdes konflikter. En hel time kan gå med, om den ene pige nu skal begynde i skole, mens den anden ikke har råd.

Ligesom i mange andre af den her slags serier begynder hvert afsnit med at etablere en konflikt, som langsomt folder sig ud i løbet af det timelange afsnit. Langsomt skrider afsnittet frem, og vi lærer personerne bedre og bedre at kende. Man når at tænke, at det måske går lige lovlig langsomt, da konflikten så endelig optrappes og ender i en cliffhanger, der tvinger tilskueren til at kigge med i afsnit efter afsnit.

På den måde er der intet nyt under den italienske sol, men den vellavede My Brilliant Friend er en fin HBO-serie, så den skal nok finde et publikum – både i og uden for Italien.