Skønheden i en tændstik

Forestil dig en film, hvor hovedpersonen lever et exceptionelt udramatisk liv.

Han står op, går på arbejde som buschauffør og lægger tålmodigt øre til en kollega, der ævler løs om sine problemer. Siden kommer han hjem og spiser aftensmad med konen, som han lever med i filmhistoriens mest harmoniske ægteskab. Bagefter tager han hunden med på sin aftentur, der ender på det faste vandhul, hvor han snakker med bartenderen om løst og fast.

Og det gentager sig dag efter dag.

Nej, det lyder ikke just som en af de bedste film på sidste års Cannes-festival.

Men faktisk har den 63-årige Jim Jarmusch med Paterson begået sin mest friske og personlige film meget længe – ja, måske siden gennembrudsfilmene Stranger Than Paradise og Down by Law. En film, som tilmed nærmest har karakter af et kunstnerisk manifest. Så vidt vil den hvidhårede og sortklædte amerikaner dog ikke gå, da vi spørger ham på festivalen.

”Jeg vil ikke kalde den et manifest, men du må gerne. Det virker lidt for selvhøjtideligt. Jeg vil bare kalde den et lille, stille digt, som er bevidst betydningsløst, og det mener jeg positivt. Jeg elsker alle slags film, men jeg har forsøgt lave en modgift til store, voldelige og dramatiske blockbusters.”

Metafor for livet
Når man kommer til at tænke på et manifest, skyldes det, at hovedpersonen Paterson – spillet af stjerneskuddet Adam Driver – ikke kun er buschauffør. I sin fritid skriver han også digte, som Adam Driver med sin dybe stemme læser op, mens de skrives på lærredet.

Digtene handler om de helt nære og konkrete ting, Paterson ser og oplever. Som skønheden i en tændstik af mærket Ohio Blue Tip, hvis ode også bliver et kærlighedsdigt til konen og livet i sig selv.

Paterson står op omkring klokken seks hver morgen, ser på sin anderledes spontane kunstnerkone Laura (Golshifteh Farahani) og tager så på arbejde. Men inden han påbegynder dagens dont, nedfælder han sine tanker i en fin, lille notesbog.

Den rolige gentagelse af banale observationer giver filmen en meditativ effekt, for slet ikke at tale om en spirituel kraft. På den måde luller Paterson tilskueren ind i en zen-agtig tilstand af harmoni, der går godt ispænd med Jarmusch’ interesse for østerlandsk filosofi.

”Jeg er en slags pseudo-buddhist. Jeg laver Tai Chi og læser meget om buddhisme, og for mig har det noget at gøre med forestillingen om, at alting hænger harmonisk sammen.”

”Jeg elsker variation og gentagelse i poesi, musik og al kunst. I Paterson ville jeg lave en metafor for livet: At alle dage er en variation af den forrige.”

Fritidsdigtere
Interessen for poesi er ikke ny hos instruktøren. Allerede som teenager var Jarmusch, der med sin kunstneriske interesse skilte sig ud i landbrugsstaten Ohio, optaget af franske digtere som Baudelaire og Rimbaud. Siden faldt han for den såkaldte New Yorker-poesiskole og deres observerende hverdagsstil, og han flyttede til storbyen for at blive en del af miljøet.

Jarmusch endte som bekendt med at kaste sig over filmmediet, men har bevaret sin glæde ved lyrikken. Og han lader sig stadig inspirere af digtere, hvis mål ikke er at blive berømt.

”Poesi er meget inspirerende, og de fleste af mine film har referencer til poeter og poesi. Jeg er særligt glad for poeter, for jeg har aldrig mødt én, der gjorde det for pengenes skyld. Der er nemlig ingen penge i poesi.”

Paterson bygger især på en af disse fritidsdigtere, William Carlos Williams, der boede i New Jersey indtil sin død i 1963. Han arbejdede fuldtid som læge, men skrev ved siden af små digte om hverdagen. Hans mest kendte digt bærer netop titlen Paterson. Det fylder en hel bog og siges at have gjort for byen af samme navn, hvad James Joyces murstensroman Ulysses gjorde for Dublin.

Digtene, som Paterson ”selv skriver”, er forfattet af Ron Padgett – en anden af hovedskikkelserne fra New Yorker-poesiskolen – der også skabte ny lyrik til filmen. Jim Jarmusch vil gerne tilslutte sig det personlige manifest, som skolens centrale figur, Frank O’Hara, formulerede i 1959.

”Han skrev ligesom Paterson sine digte i frokostpausen og udfærdigede et lille manifest, der lød: ’Skriv et digt til én anden person, ikke hele verden. Skriv, som var det et brev eller et notat,’” fortæller instruktøren i Cannes.

Et billede af noget
Allerede i sin debutfilm Permanent Vacation fra 1980 startede Jim Jarmusch på at skabe en filmisk pendant til en poesi baseret på situationer, stemninger og sansninger frem for plot og fremdrift.

Faktisk sætter filmens omstrejfende hovedperson Allie i begyndelsen ord på Jarmusch’ tilgang til både film og livet: ”Hvad er en historie andet end en forbind-prikkerne-fortælling, der til sidst tegner et billede af ... noget.”

Efterfølgeren Stranger Than Paradise, der i 1984 sikrede Jarmusch debutprisen Caméra d’Or i Cannes, er en hyldest til livets små, vibrerende øjeblikke. For eksempel når hovedpersonens ungarske kusine Eva synger med på en sang af Screamin’ Jay Hawkins under deres køretur igennem USA.

Det samme er tilfældet med vampyrdramaet Only Lovers Left Alive (2013), hvor livet får mening gennem de udøde hovedpersoners kærlighed til musik, litteratur og lyrik.

Jim Jarmusch’ film er stort set altid befolket af excentrikere og enspændere, og selvom Paterson er lykkeligt gift, er han ingen undtagelse med sin observerende flakken omkring. Men hvor både hovedpersonerne i Down by Law og Dead Man – henholdsvis en lettere ubestemmelig fængselskomedie og en psykedelisk western – er på flugt fra fortidens kriminalitet, er Paterson ligesom Bill Murrays Don Johnson i Broken Flowers på jagt efter meningen i livet.

Den moderne Don Juan må til sidst erkende livets meningsløshed, men for både ham og Paterson er det ikke så trist, som det lyder. For man kan nyde livets detaljer, som Jarmusch også har gjort til sin arbejdsmetode, når han udvikler en film.

Livets små detaljer
I et interview med magasinet Film Comment fortalte han allerede i 1985 om denne instinktive tilgang til filmkunsten:

”I stedet for at finde på en historie og så tilføje detaljer samler jeg detaljerne og forsøger at konstruere en historie. Jeg har et tema, en slags tone og karaktererne, men ikke en lige plottråd igennem historien.”

Jim Jarmusch’ særlige tone er den underfundige deadpan-humor, som han lader sine scener med – som når dagdriverne i Stranger Than Paradise kører helt til Cleveland for at se en smuk sø blot for at konstatere, at den er frosset. I nogle af hans film er tonen blevet en stil og måske ligefrem manér – Jarmusch var hipster, før begrebet overhovedet blev kendt – og derfor er det også befriende, at Paterson ikke anstrenger sig for at være morsom.

Filmen hviler ligesom sin hovedperson i sig selv, og måske netop fordi handlingen er drænet for drama, bliver en på papiret relativt lille hændelse sindsoprivende frygtelig: Paterson mister sin elskede notesbog, og det føles faktisk værre end en episk ruminvasion eller voldelige dødsscener i en Hollywood-film.

Efterfølgende går livet dog ufortrødent videre, og Paterson finder trøst i et citat af William Carlos Williams – som Jarmusch vel at mærke ikke havde bedt rapperen Method Man om at sige: ”No ideas but in things.”

Underforstået: Alt opstår gennem livets små detaljer. Det kan virke som en utilfredsstillende konklusion på en poetisk dissektion af livet, men som Jim Jarmusch fortalte i et interview med magasinet Reflex tilbage i 1992:

”Livet har ikke noget plot, så hvorfor skal film eller nogen form for fiktion have det”