Dag 6: Solnedgang over succesinstruktør

”Undskyld, fattede du lige så lidt som mig?” 

Der var masser af forvirring og panderynker at spore blandt kritikerne på festivalens sjette dag, hvor konkurrencefilmen Sunset blev vist. For hvad var det nu lige, der foregik i László Nemes’ nye film? 

Forventningerne havde ellers været tårnhøje til den ungarske instruktør, som i 2016 vandt en Oscar for det ekstraordinære mesterværk Sauls søn. 

Dengang blev der ikke sparet på stjernerne her i Ekko, og Nemes’ Holocaust-historie blev beskrevet som ”en af de mest overbevisende jeg-fortællinger i filmhistorien og den til dato stærkeste fiktionsfilm om den største forbrydelse mod menneskeheden”. 

Mon Nemes kan gøre det igen? tænkte den proppede biografsal i Venedig. Men da rulleteksterne rullede over lærredet, fulgte en forkølet klapsalve i salen. En håndfuld bramfrie tilskuere begyndte endda at buhe. 

Ekkos udsendte havde selv vanskeligt ved at finde hoved og hale i ungarerens periodedrama og måtte forhøre sig rundt om i salen. De stolte filmkritikere var ikke meget for at indrømme det, men nikkede samstemmigt: 

Sunset er desværre en så utydelig film, at de færreste vil få glæde af den. 

Mysteriet tager form
Det er en skam, for Sunset er samtidig en af de absolut smukkeste film på festivalen. 

Nemes åbner filmen i et forbløffende flot Budapest på tærsklen til Første Verdenskrig. De smukke, grynede billeder er skudt med 35 millimeter-kamera, som var det et postkort af byen fra begyndelsen af 1900-tallet. 

Billederne suppleres af et kostumedesign, som sjældent er set mere overbevisende. Det passer strålende til det herskabelige miljø, som vi befinder os i. 

Fra første scene står det klart, at Nemes har valgt samme fortællestil, som Sauls søn gjorde ham så anerkendt for. I alle 142 minutter stiller kameraet skarpt på Irisz Leiter (Juli Jakab), en ung kvinde, som ankommer til Budapest fra en anden by for at søge arbejde hos byens mest anerkendte hatte-forhandler. 

Det fornemme firma bærer samme efternavn som Irisz, og det er ikke et tilfælde: Hendes forældre stiftede firmaet. Men mystiske omstændigheder, som filmen aldrig afslører, har gjort hende forældreløs som toårig, og nu forsøger hun at finde sandheden bag familietragedien. 

Hun finder ud af, at hun har en bror, som rygtes at have begået et drab for år tilbage og nu lever i skjul. Men ingen vil fortælle hende, hvad der foregår, og mysteriet begynder at tage form. 

Juli Jakab, der havde en mindre rolle i Sauls søn, viser sig her kun i stand til et sammenbidt og nervøst ansigtsudtryk. 

Ledetråde uden ende
Konstant følger filmen den unge kvinde fra en halv meters afstand eller mindre, mens det begyndende kaos af Budapest anno 1913 tager form som en form for tåge omkring hende. 

Den særegne fortællestil passede perfekt i Sauls søn, hvor vi blev placeret midt i begivenhederne uden noget betryggende overblik. Det gav mening i en så uoverskuelig atmosfære. 

Men her hænger den klaustrofobiske kameraføring ikke sammen med historien på samme måde. Med mindre målet er at skabe et uforståeligt mareridt om tiden umiddelbart før Første Verdenskrig. 

Det står imidlertid hurtigt klart, at Nemes ikke ønsker at følge et klart handlingsforløb, og det er nytteløst at gætte sig frem til, hvordan de forskellige personer i filmen er forbundet. 

Filmen byder på et rigt persongalleri bestående af onde og mystiske personer, som konstant giver Irisz ledetråde, men ingen svar. 

Er manden, der truer Irisz til at forlade Budapest, i virkeligheden en leder af en ondskabsfuld kult? Eller har det noget at gøre med det virvar, som den ulmende verdenskrig forårsager i byen? 

Irisz famler rundt i et intenst univers præget af angst og paranoia, og hattefirmaet og den forestående verdenskrig udenfor synes at rykke tættere sammen. 

László Nemes indfanger det kaos, som verdenskrigen forårsager, men formår ikke at omsætte de flotte billeder til en meningsgivende historie. 

Lider et knæk
Så var der ironisk nok næsten mere meningsfuldhed i S. Craig Zahlers Dragged Across Concrete, der med Vince Vaughn og Mel Gibson i hovedrollerne skruer helt op for splattereffekterne. 

Sidste gang S. Craig Zahler var i Venedig, skulle han følge op på Bone Tomahawk, en vellykket kannibal-western med Kurt Russell i hovedrollen.

Den film skabte en hype omkring instruktøren, og der var derfor stuvende fuldt til visningen af Brawl in Cell Block 99, der havde Vince Vaughn i rollen som en hårdkogt hævner. 

Filmen var dog unødvendigt lang og langt mindre velfortalt end debutfilmen. Zahlers momentum led muligvis et knæk, men alligevel er han i år rykket fra en af festivalens mindre sale til den største. 

Heldigvis skuffer Zahler ikke denne gang. 

Dydens smalle sti
Dragged Across Concrete fortæller den ekstremt voldelige historie om den aldrende betjent (Mel Gibson), som sammen med sin makker (Vince Vaughn) bliver suspenderet for at have gået lidt for hårdt til forbryderne. 

Begge betjente mangler dog desperat penge og beslutter sig for at træde væk fra dydens smalle sti. 

Denne gang balancerer instruktøren perfekt mellem drama og vold. 

Først lærer vi personerne at kende, og derefter skyder instruktørerne fingrene af dem, skærer deres testikler af med en kniv eller sprætter dem op, så indvoldene flyder. 

Nogle vil sikkert ikke finde det i orden, at en hvid politibetjent tæsker og likviderer kvinder og farvede, eller acceptere, at afroamerikanere taler ghettoslang og er kriminelle. 

Men man kommer ikke udenom, at det er forrygende splatter, og Dragged Across Concrete sender S. Craig Zahler tilbage på den kurs, der uden tvivl nok skal gøre ham kult.