Nyhed
27. mar. 2024 | 14:47

Store nedskæringer hos ambitiøs distributør

Foto | Wasabi Film

Det nordjyske drama Synkefri er en af de største succeser for distributionsselskabet Scandinavian Film Distribution med 187.881 solgte billetter i Danmark. 

Scandinavian Film Distribution stopper investeringer i spillefilm, nedlægger stillinger og vil lade lanceringen af potentiel Cannes-film overgå til andet selskab.

Af Frederik Hoff og Rosemarie Kær Lundgaard

I 2020 blev distributionsselskabet Scandinavian Film Distribution stiftet med et fokus på at prioritere lanceringen af nordiske film.

Den erfarne og Oscar-vindende producer Kim Magnusson var fra starten med som Head of Creative and Development, og ambitionerne var høje med et mål om at lancere mellem femten og tyve nordiske film om året.

Ganske imponerende er det lykkedes det unge selskab at få hele to film med i Biografklub Danmark i denne sæson.

Men nu skæres der voldsomt ned i selskabet, der blandt andet har distribueret danske Ingen kender dagen og Synkefri samt norske Sick of Myself.

I 2023 blev direktøren Michael Fleischer afskediget, og det betød blandt andet, at Joey Moe selv måtte stå for distributionen af sin spillefilmdebut Ripple.

Nu er flere ansatte på vej ud af virksomheden. Minimum to ud af selskabets syv stillinger er blevet nedlagt.

Distributionskoordinatoren Adam Madslund bekræfter over for Ekko, at en omstrukturering betyder, at hans ansættelse stopper ved slutningen af april. Og på Linkedin skriver marketingmanageren Lasse Mucha Andersen, som blev ansat i december 2022, at han også snart må forlade jobbet.

”Pisse ærgerligt, når man nu var så pokkers glad for jobbet og egentlig troede, at man først lige var kommet i gang for alvor!” skriver han i opslaget og siger til Ekko, at han ikke har yderligere kommentarer.

Laver distributionsselskab
Scandinavian Film Distribution er finansieret af fonden Scandinavian Film Funds, som blev stiftet i 2019 med den erfarne filmforretningsmand Christian Bévort i spidsen.

Film i Norden er først og fremmest finansieret af staten, men visionen bag Scandinavian Film Funds var at skaffe mere privat kapital til filmproduktion. Og Kim Magnusson, Michael Fleischer og Christian Bévort, der har en betydelig viden om filmbranchen, skulle lave gode investeringer i nordiske film på vegne af en stor gruppe økonomiske investorer.

Et spændende og modigt projekt, idet film i mindre sprogområder som Danmark er kendt for at være en risikofyldt investering.

Kort efter besluttede de sig for også at lave deres eget distributionsselskab for at kunne skræddersy distribution og markedsføring til filmenes behov.

Det blev til Scandinavian Film Distribution, som også kaldes Scandinavian Film Funds Distribution.

”Fonden Scandinavian Film Fund giver dig mulighed for at blive investor og distributør i mere end 70 af de største nordiske spillefilm i perioden 2021-2026. Ved at investere i fonden får du adgang til en attraktiv aktivklasse, der er kendt for at levere flotte og stabile afkast,” står der i selskabets egen beskrivelse på finanssiden North Ventures.

Selskabet begyndte med midler fra statens finansieringsfond Vækstfonden og Marcus Clausen fra den velhavende Danfoss-familie. Det har siden fået midler fra blandt andet britiske John Hartz, skrev mediet Kapitalwatch i 2021.

På Linkedin lyder det fra fonden, at man har samlet over hundrede millioner kroner ind til nordiske spillefilm.

På vej i graven
Men i 2023 forlod Christian Bévort direktørposten, og Marcus Clausen blev direktør for Scandinavian Film Funds. Nu har selskabet valgt at skære betydeligt ned i det ambitiøse distributionsprojekt.

Scandinavian Film Distributions direktør, Godfred Hansen-Nord, har afslået at give interview, men sender i stedet en mail.

”Grundet biografmarkedets udvikling i Norden har Scandinavian Film Funds Distribution valgt for nuværende ikke at foretage nye investeringer i spillefilm,” skriver han, sandsynligvis med henvisning til, at biografmarkedet stadig ikke et kommet op på niveauet fra før corana-epidemien i 2020.

”Det er besluttet at strømline biografdistribution på tværs af Norden ved i højere grad at gøre brug af eksterne samarbejdspartnere. Den model har haft succes i Norge og Sverige, hvor den fortsætter uændret med vores samarbejdspartnere, og det vil ligeledes være en god model for det danske marked,” fortsætter Godfred Hansen-Nord og tilføjer:

”Vi vil således fortsat være tilstede og bringe vores slate af film på markedet på tværs af Norden.”

Det ligner altså, at Scandinavian Film Funds er ved langsomt at lægge Scandinavian Film Distribution i graven. Hvad der sker med fonden, har Ekko ikke kunnet få svar på.

Uvished om Cannes-film
Spørgsmålet er også, hvilke konsekvenser omstruktureringen får for de film, Scandinavian Film Distribution står til at skulle distribuere. Ekko har spurgt Godfred Hanson-Nord ind til dette, men han har ikke yderligere kommentarer.

Ifølge Ekkos oplysninger skal selskabet fortsat lancere Christina Rosendahls kommende personlige drama Fuld af kærlighed, der har biografpremiere den 23. maj og er med i Biografklub Danmarks program.

Til gengæld forsøger Scandinavian Film Distribution at få en anden distributør til at overtage Jeppe Røndes Kærlighedens gerninger, der formodes at være i spil til at blive udtaget til Cannes-festivalen i maj.

Det samme er i allerhøjeste grad den danskproducerede musical The End. Den er instrueret af amerikanske Joshua Oppenheimer, som blev Oscar-nomineret for dokumentarerne The Act of Killing og The Look of Silence.

Det er endnu uvist, om Scandinavian Film Distribution fortsat skal stå for den nordiske distribution af den store film, som stadig er at finde på selskabets hjemmeside.

Match Factory står for den internationale distribution af danskproducerede The End.

Svingende billetsalg
Ifølge CVR-registret havde Scandinavian Film Distribution i 2022 et overskud på 355.852 kroner, men resultatet er ikke opgjort for 2023.

Kigger man på de ni spillefilm, som selskabet ifølge deres hjemmeside distribuerede i 2023, tegner der sig et billede af et år med relativt dårlige billetsalg.

Komedien Kagefabrikken og animationsfilmen Roselil og Stentrolden solgte begge blot omkring 10.000 billetter i Danmark, mens dramaet Superposition herhjemme kun kunne hive sig op på 1.594 billetter.

Synkefri er selskabets eneste store succes med 187.881 billetter solgt i Danmark. Men filmen var en del af Biografklub Danmark, og mange billetter er derfor solgt til halv pris.

I Norge, hvor selskabet også distribuerer, har de norske film Dancing Queen og There’s Something in the Barn ifølge siden Box Office Mojoindtjent henholdsvis 7,5 millioner og 9,2 millioner norske kroner.

Hvis man regner med en gennemsnitlig billetpris på 160 norske kroner pr. billet, betyder det et hæderligt billetsalg på henholdsvis 47.000 billetter og 57.500 billetter.

Men Hisham Zamans film A Happy Day – som ellers blev vist på filmfestivalen i Toronto – er ud fra samme regnestykke helt nede på cirka 1.700 solgte billetter i Norge. Filmen blev distribueret af Ymer Media på vegne af Scandinavian Film Distribution.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko