Nyhed
21. juni 2020 | 08:40

Thomas Vinterberg taler ud om sorgen

Foto | Jeppe Gudmundsen-Holmgreen
Den 4. maj 2019 modtog Thomas Vinterbergs et opkald fra Belgien om, at hans nittenårige datter Ida var død i en trafikulykke. Kort forinden havde Ida sendt et billede af et skilt, hvor der stod ”It’s All About Love” – titlen på en af hans film.

Instruktøren fortæller for første gang, hvordan han oplevede en personlig tragedie og alligevel fandt kræfter til at lave Druk færdig.

Af Claus Christensen

Fire dage inde i optagelserne fik han et opkald. Det var et belgisk nummer. En læge sagde: ”There’s been a terrible accident.”

I dét øjeblik faldt alting sammen. Hans nittenårige datter Ida var død i en trafikulykke i Belgien. Hun var på vej hjem fra Paris med sin mor, hans ekskone.

Thomas Vinterberg har hidtil været tavs om den tragedie, der ramte ham den 4. maj 2019. Men nu står han frem i et interview af Nils Thorsen i Politiken – og i aften i DR’s 21 Søndag – hvor han fortæller om det mest ubærlige: At miste sit barn.

”Jeg har været nervøs for at tale om det. Men også for at lade være,” siger instruktøren, der fik døtrene Ida og Nanna med sin første ægteviv og har to børn med sin nuværende hustru, præsten og skuespilleren Helene Reingaard Neumann.

”Nu kommer min film så ud, og når jeg skal sige noget om den, kan jeg ikke undgå at fortælle om, hvad der er sket. Fordi der vil være stor nysgerrighed, men også fordi det er vores liv. Og det er også blevet en stor del af denne her film. Så hvis jeg ikke fortalte den historie, ville det være en stor elefant i rummet.”

Verden forsvinder
Druk får premiere 24. september, og den ville være blevet udtaget til Cannes-festivalen, som imidlertid måtte aflyses på grund af coronavirus.

Det bringer filmen i selskab med Vinterbergs to største succeser, Festen fra 1998 og Jagten fra 2012.

I Politiken-interviewet fortæller Thomas Vinterberg gribende om oplevelsen af at mærke verden forsvinde under sig, om hvordan han havde brug for at besøge ulykkesstedet og tale med to vidner, og hvordan det hjalp ham at vide, at datteren døde med det samme uden at opdage noget.

”De var kørt på motorvejen og havde bremset for en bilkø på grund af noget vejarbejde. Og bag dem kom så en rumænsk arbejder i en stor Folkevogn Transporter. Og talte i mobiltelefon. Han så ikke, at de stod stille og kørte lige ind i dem. Bang!”

Lindringen
Filmoptagelserne blev sat i stå, og selskabet Zentropa tilbød at udskyde filmen, lade en anden instruktør overtage eller helt droppe projektet.

Men da mange af Thomas Vinterbergs nærmeste venner var på filmholdet, viste det sig at være en hjælp at vende tilbage til optagelserne, efter at hans medforfatter, Tobias Lindholm, havde stået for instruktionen i en uge.

”Det blev en form for lindring, en slags frikvarter i det fuldstændigt ubærlige,” fortæller Vinterberg.

Det var også afgørende, at Ida havde læst manuskriptet og var meget begejstret for det.

”Den film er meget hende. Den foregår på hendes gymnasium (Aurehøj Gymnasium, red.), blandt hendes venner. Og hun elskede det projekt. Så det kan jeg ikke bare lade være med at lave, tænkte jeg,” forklarer instruktøren, der har dedikeret filmen til datteren.

Hul på boblen
Druk udspringer af et teaterstykke, som Thomas Vinterberg skrev til det hæderkronede Burgtheater i Wien. Han har i Ekko #59 omtalt historien som ”en fejring af alkohol ud fra tesen om, at verdenshistorien havde været anderledes uden alkohol”.

Konkret handler filmen om fire gymnasielærere, der forsøger at komme ud af den kedelige rutinetilværelse ved at indtage daglige mængder af alkohol.

Mads Mikkelsen har en hovedrolle, og det var oprindelig tanken, at Ida skulle spille hans datter. Men Mikkelsen fik i stedet to sønner, og en kanoscene, som hun skulle have været med i, nåede ikke at blive optaget.

Med ulykken ændrede filmen for Vinterberg sig fra at være legende til at blive livsbekræftende.

”Den skulle ikke bare handle om at drikke. Den skulle handle om at blive vakt til live,” fortæller han om Druk.

Han har altid været ængstelig af natur og holdt derfor fast i nogle bestemte rutiner. Men efter den 4. maj sidste år oplevede han pludselig verden på en ny måde.

”Straks efter ulykken fik jeg en følelse af, at jeg altid havde levet i en boble. Og at den nu var sprunget.”

”Det var, som om der var blevet lukket op for virkeligheden i dens mest kontante, uindpakkede form. Og det bare blæste med indtryk. Det var meget voldsomt. Skoven og naturen fik en helt absurd stor betydning.”

Forudbestemmelse
I 1994 lavede Thomas Vinterberg en perle af en kortfilm, Drengen der gik baglæns. Den handler om en dreng, der forsøger at bearbejde tabet af sin lillebror, da faren kører galt på sin motorcykel med lillebroren bagpå.

Thomas Vinterberg fortæller til Politiken, at han har været på nippet til at se en dybere mening med det hele – en slags forudbestemmelse.

Som lille spurgte Ida, hvad der var det farligste i verden. I stedet for at svare store monstre sagde Vinterberg: ”Trafik. Den skal du passe på. For den slår folk ihjel.”

På datterens natbord i kælderen fandt han efter hendes død Naja Marie Aidts bog om dengang, hun mistede sin søn.

”Jeg har ikke selv turde læse den. Men … den var Ida ved at læse. Og så tænkte jeg: ’Hvorfor har jeg lavet film om det? Hvorfor ligger den bog der?’ Lige i dét sekund troede jeg, at det var en bog, hun havde lagt til mig.”

Ligesom hovedpersonen i Drengen der gik baglæns fører han samtaler med afdøde Ida. Og han arbejder på en tv-serie, hvor den centrale karakter er skabt med Ida i tankerne.

”Så jeg sidder faktisk for tiden og skriver noget, som også er til hende.”

Himmel og jord
Som barn lærte han, at der er mindre mellem himmel og jord, end man tror. Og han opfatter stadig sig selv som et ateistisk menneske, men døren åbnes på klem til det religiøse.

”Jeg har en del skepsis i min krop. Så jeg tror ikke, at man kan betragte mig som et religiøst menneske. Endnu.”

Nu ser han frem til at præsentere Druk for hele verden.

”Jeg glæder mig til at rejse med filmen med min familie. Og jeg drømmer om, at det går godt. For jeg elsker den film. For mig er al den kærlighed, jeg mødte fra min familie, mine venner og alle på filmholdet, jo til stede i den.”

Trailer: Druk

Kommentarer

Ekko #85

Vi varmer op til Thomas Vinterbergs Druk med essay om druk i filmhistorien i Ekkos aktuelle nummer.

Køb magasinet i kiosker eller få det tilsendt.

Hvis du tegner årsabonnement, kan du vælge mellem få to gratis biografbilletter og halv pris på tolv kvalitetsfilm.

Abonnenter har også adgang til magasinet digitalt.

© Filmmagasinet Ekko