Reportage
03. aug. 2014 | 16:26

Til dengsemøde hos Jonas Elmer

Jonas Elmer
Instruktøren Jonas Elmer sammen med sine dengser, der blandt andet får en dengsekop for deres frivillige arbejde med promoveringen af Det andet liv.

Det andet liv får premiere på torsdag. Markedsføringen er båret af de såkaldte dengser, en broget skare af frivillige folk, der er særligt involveret i Jonas Elmers film. Vi deltog i et møde hos instruktøren.

Af Ida Rud

En tidlig julimorgen inviterer Jonas Elmer på morgenkaffe og hjemmelavet limonade i sin lejlighed på Værnedamsvej på Frederiksberg, hvor der roder hyggeligt og hænger skjorter til tørre i dørkarmene.

Elmer foregreb i 1997 dogmebølgen med den jazzede og improviserede slackerkomedie Let’s Get Lost. Det blev en kultsucces, men siden tog hans karriere en mere flaksende færd med tv-serien Langt fra Las Vegas, spillefilmen Nynne og et mislykket eventyr i Hollywood (New in Town).

Men nu er den 48-årige instruktør tilbage med en mere personlig film. Det andet liv, der har premiere på torsdag, er ligesom debuten båret af improvisationer. Og lanceringen af filmen, der har kørt på nettet i månedsvis, er mindst lige så eksperimenterende.

Jonas Elmer præsenterer Morten Hammershøy, der er leder af filmens såkaldte crowdsourcing-kampagne. Det fine ord dækker over, at man engagerer en gruppe folk til at løse forskellige opgaver – her en viral kampagne.

Instruktøren i fokus
”Dengse-idéen stammer fra dengang, hvor Morten kontaktede mig og foreslog et site, der er bygget op om mig som instruktør, og som har de her indbyggede muligheder, så jeg kan kommunikere med omverdenen,” fortæller Jonas Elmer.

”En dengse er den person, der får et æble af læreren, og derfor får lidt mere opmærksomhed,” forklarer Morten Hammershøy om det måske lidt negativt ladede ord, der dog skal opfattes med et glimt i øjet.

”Jeg synes, dengser er et pragtfuldt udtryk. Og det var det, vi havde brug for – nogle der gjorde, hvad vi sagde!” griner Jonas Elmer.

Markedet har ændret sig
Morten Hammershøy er oprindelig uddannet manuskriptforfatter, men han har siden uddannet sig til e-konceptudvikler.

”Jeg har observeret, hvordan markedet har ændret sig. Jeg har efteruddannet mig, for at jeg både kan hjælpe til med projekter som det her, men også fordi jeg ser mig selv som filmskaber. Man er simpelthen nødt til at gøre det,” forklarer Morten Hammershøy, der primært kigger til USA, hvor man har større tiltro til viral markedsføring.

”Vores kampagne tager udgangspunkt i, at det at være instruktør har forandret sig meget i de sidste ti år. Man taler ikke længere til publikum, man taler med publikum. Den her film taler i høj grad med folk,” siger Morten Hammershøy.

Han er blandt andet inspireret af Paranormal Activity, hvis instruktør henvendte sig direkte til sine følgere og bad dem om at kræve, at filmen blev vist i flere biografer, end filmstudiet Paramount havde planlagt. Fra at have været vist i tretten universitetsbyer endte den via en viral kampagne med at få landsdækkende – og siden en verdensomspændende – premiere.

Hjemmevandt hyggesludder
Knap så imponerende er det gået for Det andet liv. Men fra at være planlagt til visning i tre biografer i København, Aarhus og Odense bliver filmen takket være dengserne nu vist i mere end tyve biografer over hele Danmark – fra Lemvig til Skagen og Køge.

Morten Hammershøy og Jonas Elmer havde håbet på at få del i distributionsselskabet SF Films markedsføringsbudget på omkring 200.000 kroner (heraf 95.000 kroner i støtte fra Filminstituttet), men de penge var allerede afsat til mere traditionel markedsføring, altså reklamebannere og lignende.

Det har dog ikke slået dengserne ud – man kan blive dengse ved at tilmelde sig på hjemmesiden detandetliv.dk – og der kommer løbende nye til. Ud af de omkring 400 tilmeldte er der en sytten-atten personer, som udgør den inderste dengse-gruppe.

De mødes tre gange om ugen i Jonas Elmers lejlighed, også når instruktøren er i udlandet for at lave reklamefilm. Så brainstormer de idéer, spreder videoer på nettet, klipper teaserfilm og organiserer events alt efter, hvad den enkelte dengse har af evner.

Klokken lidt i 10 ringer den første dengse på døren, og derefter kommer de dryssende, lige fra fitnessinstruktørarbejde, Næstved eller sommerferie.

Jonas Elmer får kram, mens dengserne (der denne dag kun er fire kvinder plus to, der er med via Skype) hjemmevandt sætter kaffe over, hyggesludrer og hiver computere op ad taskerne, som var det enhver anden arbejdsplads.

Stiller ikke op i Vild med dans
Dagsordenen går primært ud på at sprede en teaser-video på internettet. Den er med guitaristen Jacob Binzer fra rockgruppen D-A-D, der har lavet en musikalsk anmeldelse af Det andet liv, og der kastes rundt med idéer om, hvilke hjemmesider man kan sende videoen til: D-A-D-fanklubsider, guitar-sites, musikbloggere med mere.

Den web-trafik, teasereren genererer, skulle gerne føres tilbage til detandetliv.dk.

”Det var vigtigt for vores site, at det ikke bare er markedsføring af den her film – det handler om at samle en gruppe mennesker, der er interesseret i det arbejde, jeg laver,” fortæller Jonas Elmer og fortsætter:

”For jeg stiller ikke op i Vild med dans.”

Dagens skema er også domineret af ”galla-dengse-videoaften” af filmen. Den kommer til at foregå i Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums koncertsal på Rosenørns Allé dagen før biografpremieren 7. august.

Men da der ikke er afsat penge i budgettet, skal der skaffes gratis mad og drikke, der skal inviteres folk, som har medvirket foran og bag kameraet eller på anden måde været involveret i filmen, foruden praktiske ting med garderobefolk, skrivning af invitation og meget mere.

Syttenårige Kathrine
Det er overvejende folk fra universitetet, især uddannelsen Film- og Medievidenskab, der bruger deres sommerferie på projektet. Men der er også en kun syttenårig gymnasiepige, Kathrine Amalie Karlsen, som så Det andet liv, da den blev vist i Grand Teatret til Ekkos arrangement 25. juni. Hun skrev efterfølgende en anmeldelse af filmen på kino.dk.

”Vi tog kontakt til hende, og nu er hun så med i gruppen,” fortæller Jonas Elmer, og Morten Hammershøy supplerer med, at hun gerne vil være filmproducer.

”Så selv om vi ikke kan lønne folk, kan vi give dem chancen for at prøve nogle ting af,” fortæller han.

Også 26-årige Anne Sofie Schiøler Skaaring, der til daglig læser Film- og Medievidenskab, har via dengse-stillingen klippet videoer og lavet grafisk arbejde for Det andet liv, selv om hun ikke havde gjort det professionelt før.

”Nu klipper hun Møs musikvideoer,” udbryder dengsen Stine Thorbøll, da vi snakker om mulighederne ved at være dengse.

Arbejder på far-projekt
Dengsejobbet er frivilligt, og derfor prøver Jonas Elmer og Morten Hammershøy at gøre det indbydende. Foruden spændende erfaring med aspekter af at promovere en film har der også været holdt fest i Jonas Elmers baggård. Dengserne får en eftertragtet dengsekop (koppen i sig selv var en idé fra en dengse), og så vil sitet detandetliv.dk leve videre efter filmens premiere som en underdel til jonaselmer.dk.

”Der bliver ikke bare slukket for strømmen efter premieren. Vi kan holde relationen, indtil Jonas har lavet sin allersidste film, når han er 87,” siger Morten Hammershøy og griner.

Jonas Elmer forklarer, hvordan hans fremtidige projekter vil leve videre på hjemmesiden.

”I og med at jeg arbejder bedst med improvisationsformen, er det også interessant at åbne dialogen til dengserne, som forhåbentlig kan komme med indspark til de forskellige projekter.”

”Jeg har for eksempel et projekt, der hedder Min far. Jeg har skrevet et lille oplæg på en seks-syv linjer, som alle, der har en far, vil kunne relatere til. Der vil jeg gerne have, at de dengser, der har lyst til det, kan byde ind med deres relation til, hvordan sønner har det med deres far. Så det er kun for mænd. Pigerne, de kan bare fucke af,” griner instruktøren.

For Jonas Elmer har det mest grænseoverskridende ikke været at invitere en masse fremmede folk indenfor i sit hjem. Det har været at bede folk om hjælp til at promovere hans film.

”Men jeg synes, det var skønt at møde en masse mennesker, som interesserer sig for film og godt kan lide mine film.”

Kommentarer

Det andet liv

Jonas Elmers sjette spillefilm.

Hovedpersonerne spilles af Uffe Rørbæk (Jørgen), Karen Rosenborg (Klara) og Bo Carlsson (Thomas).

Deres respektive fortællinger har ikke nogen binding til hinanden, men de har det tilfælles, at de møder kærlighed på nettet, og at deres liv tager nogle voldsomme drejninger.

Filmen er lavet over tre år, hvor skuespillerne, instruktøren og med-manuskriptforfatter Rune Tolsgaard har mødtes og improviseret scenerne.

Budgettet er cirka syv millioner kroner.

Får premiere 7. august.

Læs mere på detandetliv.dk.

© Filmmagasinet Ekko