Dag 2: Vi kvinder er altid alene

Vi husker alle dengang i folkeskolen, hvor skolelæreren havde en kæledægge. En særligt heldig person, som altid blev favoriseret uden at have fortjent det. 

På gårsdagens pressekonference lovede juryformand Guillermo del Toro, at den slags snyd ikke ville forekomme på filmfestivalen i Venedig. Han var ellers – med et glimt i øjet – blevet skudt i skoene, at han måske ville favorisere landsmanden Alfonso Cuarón i hovedkonkurrencen. 

Sammen med Alejandro González Iñárritu er de tre mexicanske instruktører nemlig kendt som The Three Amigos, mexicanere, som alle er blevet store instruktører i Hollywood.

”Det vigtigste (for juryen, red.) er ganske simpelt at være voksne, professionelle filmskabere, som dømmer film ud fra det, der foregår på lærredet. Intet andet,” sagde del Toro.

Hvis del Toro alligevel skulle ende med at skamrose Alfonso Cuarón, er der ikke nødvendigvis tale om nepotisme. Cuaróns bedårende og gribende Roma behøver ingen almisser. 

Det er alt for tidligt at skrive, men det vil ikke overraske, hvis vi her har at gøre med vinderen af Guldløven, festivalens hovedpris. Roma, Cuaróns første spansksprogede film siden 2001, synes at rumme den perfekte blanding af kunstfærdighed og tilgængelighed, som gør den til en oplagt festivalvinder.

Og måske er det en tilfældighed, men sidste års vinder blev altså også vist på festivalens anden dag! 

Smuk og solidarisk
Alfonso Cuarón plejer at lade sin faste makker, den umådeligt dygtige Emmanuel Lubezki, stå for fotograferingen, men denne gang styrer den mexicanske instruktør selv kameraet. Det gør han godt. Med sine lange, sort-hvide indstillinger er Roma den smukkeste film indtil videre på festivalen. 

Fra første færd henfører Cuarón os til 70’ernes Mexico City, hvor den unge huspige Cleo passer og plejer sin velhavende værtsfamilie. Hun vasker fliserne, reder sengene til parret og deres tre børn, og når herren i huset har fri fra lægegerningen, sørger hun for varm kamillete foran fjernsynet. 

Børnene så ellers gerne, at hun blev og så tv med familien, men fruen i huset, Sofía, gør en dyd ud af at understrege skellet mellem familien og tjenestepigerne. 

Mens manden i huset tager på en pludselig forretningsrejse i Canada, begynder Cleo at date en fyr af tvivlsom karakter. Det er her, at temaet i Roma begynder at tage form. For filmen styres ikke af et konventionelt handlingsforløb, men i højere grad af udviklingen af forholdet mellem Cleo og Sofía. 

Roma handler nemlig i al sin enkelthed om, at mænd er nogle svin, som ikke er til at stole på. Da Cleo fortæller sin fyr, at hun er gravid, forsvinder han som dug for solen, og herren i huset, den skørtejæger, er vist slet ikke på forretningsrejse alligevel. 

”Vi kvinder er altid alene. Uanset hvad,” siger en fuld og desperat Sofía til den højgravide Cleo. 

I det smukke drama om kærlighed og venskab begynder de to kvinder langsomt at forstå, at de må stå sammen for at tackle den modgang, som mændene i deres liv har påført dem, og det er uovertruffen filmkunst af Alfonso Cuarón. 

Bitter kamp
Knap var rulleteksterne gledet over Cuaróns mesterlige Mexico-drama, før en anden imødeset instruktør indtog scenen. Det skete, da grækeren Yorgos Lanthimos viste sit periodedrama, The Favourite, frem på festivalen.

Kun et år er gået, siden den produktive Lanthimos’ The Killing of a Sacred Deer fik premiere. Det var en vellykket opfølger til The Lobster, hvor både et absurd univers og den aparte og akavede dialog går igen i begge film. 

Med den glimrende og sjove The Favourite går Lanthimos nye veje. 

Filmen foregår i 1800-tallets England, hvor briterne ligger i krig med franskmændene. Det interesserer den svagelige dronning Anne (en storspillende Olivia Colman) sig dog ikke så meget for. Egentlig styrer dronningens tætte veninde Sarah (Rachel Weisz) landet i hendes sted.

Deadpan-komik
Det tætte venskab trues dog, da den nye stuepige Abigail (Emma Stone) ankommer, og det resulterer i en bitter kamp om at blive dronningens favorit. 

Filmens production- og kostumedesign er udsøgt og rammer tiden lige i øjet – det kandiderer uden tvivl til Oscar-statuetter – men skuespillet er den helt store oplevelse. 

Selv om dialogen fremføres mere naturligt end i tidligere Lanthimos-film, leverer skuespillerne, især Olivia Colman, replikkerne knastørt, og dermed beholder filmen den deadpan-komik, som har gjort den græske instruktør populær. 

Som da Sarah insisterer på, at dronningen skal fyre den nye tjenestepige. ”Jeg fyrer hende ikke,” svarer dronningen tørt. ”Jeg kan så godt lide, når hendes tunge er inde i mig.” 

Det vækker mindelser om The Lobster, hvor selvsamme Colman også leverer en af filmens sjoveste og mindeværdige præstationer. 

Det hvide snit
Dagens tredje konkurrencefilm var et langt mere ubeskrevet blad i forhold til Lanthimos og Cuarón, nemlig The Mountain af instruktør Rick Alverson. 

Her får vi historien om en depressiv, ung mand (Tye Sheridan), som arbejder på en skøjtebane. Da hans far dør, er den unge mand Andy endelig fri til at genetablere kontakten til sin mor, hvilket hans far havde forbudt ham. 

På bizar vis dukker den uhyggelige – og indimellem morsomme – psykiater Wallace (Jeff Goldblum) op og hverver den modløse Andy til at fotografere sine patienter, som han ynder at lave det hvide snit på. 

Det hvide snit bliver betragtet som en af de største fejltagelser i moderne lægevidenskab og går ud på at kurere folk for angst ved at hugge en syl forbi øjeæblerne. Men konsekvensen er, at man ødelægger den del af hjernen, som er centrum for følelseslivet. 

Man får det ikke at vide i filmen, men Wallace er baseret på virkelighedens Walter Freeman, som foretog omkring 3.500 hvide snit i 1940’erne – mange af indgrebene blev vist på amerikansk tv.

Følger forkert person
Wallace er en virkelig interessant karakter, og han spilles forrygende af Jeff Goldblum i en film, som mest af alt minder om et mareridt. Billederne er blege, nærmest grålige – som ser man verden fra en deprimeret persons perspektiv. 

Det sekund, Goldblum træder ind i filmen, puster han liv i det depressive univers som en fakkel i et mørkt rum, og derfor er det også ærgerligt, at han næsten sporløst forsvinder i filmens sidste tredjedel og efterlader os i mørket. 

Det virker ikke til, at Rick Alverson helt har vidst, hvor han skulle dreje den knappe handling hen, og til sidst har man desværre følelsen af, at instruktøren skulle have fulgt efter den skøre psykiater i stedet for den depressive Andy.