Voksen uden sikkerhedsnet

Det var min mor, der tog mig med i Københavnerbiografen Nygade, som dengang spillede et fast repertoire med Caligula, Langt ned i halsen og den film, vi var kommet for at se: Christiane F.

Jeg vil tro, min mor ville give mig en solid forskrækkelse, men missionen mislykkedes. Jeg blev totalt opslugt af punkernarkomanens tragiske kamp for selvforglemmelse og mærkede berlinermelankolien i hver en jomfruelig fiber, da jeg efter filmen trådte ud i København.

Christiane var bare for sej!

Tyve år senere fandt jeg mig selv som filmkonsulent på Det Danske Filminstitut med ansvar for børne- og ungdomsfilm (2002-07). Der var et vist fokus på ungdomsfilmene, fordi en radikal kulturminister havde set Vil du se min smukke navle? og var kommet i tanke om, at man vist ikke længere lavede ungdomsfilm, som dengang hun var ung.

Midler var blevet øremærket, emnet debatteret, og tre film var på vej i biograferne: den friske ungdomsgyser Midsommer, den tilbageskuende 2 ryk og en aflevering og den socialrealistiske Bagland. Politikere og journalister åndede lettet op, ungdomspublikummet strøg ind og så Midsommer, og der kom en vis arbejdsro på området.

Natlige sædafgange
Snart blev jeg som konsulent afkrævet svar på, hvad der egentlig definerer ungdomsfilm. Hvordan adskiller de sig fra børnefilmene til større børn? Jeg greb til underlivet. Det handler om sex. For hvad definerer tydeligere forskellen på barndommen og den fuldt udsprungne pubertet end natlige sædafgange, hede drømme og den første famlende gang?

Det kunne siges fyndigt og klart: I børnefilm giver man hinanden et kys, i ungdomsfilm bliver kysset til sex, og vi skal til arthouse-voksenfilmene, før det foregår bagfra eller i grupper. Eller til de amerikanske ungdomsfilm, hvor penetration og kropsvæsker spiller en gevaldig rolle i de sexkomedier og slasherfilm, der har gået deres sejrsgang blandt teenagepublikummet. Her er svedne grin, tabuer og overgivelse serveret, så man kan være sikker på ikke at møde sin mor eller lillesøster på rækken foran. Dårlig smag har altid været et stærkt element i ungdomskulturen.

Men der var noget i den definition, der haltede. Det stod mere og mere klart for mig, i takt med at jeg fik læst mig gennem ansøgninger og set ungdomsfilm på internationale festivaler. For overgangen fra barn til voksen handler indlysende om så meget mere end kærester og kærlighed. Teenageren tripper, løber og styrter ind på de voksnes territorium med skælvende følsomhed og dødsforagtende frygtløshed. Grænser og identitet afprøves konstant.

Hvem er jeg? Hvor passer jeg ind? Og med hvem? Det er eksistensen sat på spidsen i en livsperiode, hvor alt på én gang synes muligt og umuligt. Det er en lang række af ”første gange”, hvor teenageren uden sikkerhedsnet træder ud på linen.

Denne mangfoldighed, energi og nerve virkede det naturligt at søge efter i ungdomsfilmprojekterne – både i valg af historie, genre og stil.

Stil og troværdighed
Til en start måtte 70’ernes arv rystes af skuldrene. De brune klenodier blev omfattet med stor veneration, og det var, som om ungdomsfilm og lavmælt realisme havde indgået et arrangeret ægteskab. Men der findes næppe nogen anden målgruppe end ungdomsgruppen, som er mere bevægelig, og hvor udtryk og form betyder mere.

Natasha Arthy henvendte sig og ville lave en ungdoms-kung-fu-film. En ungdomsklassisk historie om at finde modet til at stå på egne ben, men placeret i det tyrkiske miljø. Komplet med snoretræk, akrobatiske kampscener og afsindige koreografier.

Originaliteten i den cocktail var indlysende, ligesom udfordringerne var det: Det måtte være overbevisende og troværdigt – både i karakterer, miljø og kampscener. Det krævede research, en indgående casting af både spillere og koreografer og lange prøveforløb. Skulle det virke, måtte både tone og form overbevise og reflektere den virkelighed, det unge publikum kendte. Troværdigheden var afgørende – og lykkedes – for Fighter.

Troværdigheden var også i højsædet for instruktøren Christina Rosendahl og manuskriptforfatteren Mette Heeno, der næsten samtidig satte af i en veritabel energiudladning, som på rekordtid blev til den vibrerende Supervoksen. Med en naturlig fornemmelse for den femtenåriges sprog, tanker og stil blæste de en film, let som en sæbeboble. Supervoksen var lækker som en musikvideo og karaktererne smukke og autentiske. Under stilbevidst heden lå en omfattende research. Filmen blev af nogle kritiseret for sin lethed, men det var netop pointen: at spejle den svævende fornemmelse, hvor man hverken er voksen eller barn.

Og så var der pludselig en bølge af instruktører, der ville finde nye veje i historier om ungdomsårene. Morten Giese gravede sig gennem omfattende research til det, der skulle blive til Vanvittig forelsket, mens Hella Joof instruerede den magiskmorsomme ungdomsfilm Linas Kvällsbok, før hun meldte sig på banen med en dybt alvorlig historie, Se min kjole.

Diskussionen om, hvorvidt ungdomsfilm har deres berettigelse, blusser jævnligt op. Ikke mindst fordi biografmarkedet er så presset, at kun de ungdomsfilm, som har kvalitet og bredde til at bryde den snærende segmenttankegang og tiltrække et stort publikum – som To verdener – undgår den indbyggede iltmangel i få kopier, små lanceringsbudgetter og umulige premieredatoer.

Blokken er fuld af selvopfyldende profetier om ungdomsfilm, der ikke fandt deres publikum.

Betyder det, at ungdomsfilmen som begreb bør aflyses? At det er på tide at kaste A-skålen i ringen og koncentrere sig om bare at lave film?

Næppe. Film til unge, om ungdom og med unge, kræver et særligt fokus, en særlig interesse og følsomhed, hvis de skal spejle et ungdomsliv overraskende, kunstnerisk og vedkommende. Med andre ord, hvis danske unge stadig skal kunne falde ned i biografsædet og føle sig set og genkendt på deres egne præmisser. Ligesom jeg gjorde den aften i Nygade i selskab med Christiane F.