Det digitale indblik

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

25. juni 2019 | 16:56

Er der noget i fjernsynet i aften?

JustWatch
En typisk streamingbruger kan have svært ved at finde rundt i de over 22.000 titler, der er til rådighed. Men der er hjælp på vej!

Vores populære lokale danske tv-stationer og streamingtjenester forsyner os med masser af indhold, og sammen med de amerikanske streamingtjenester tilbydes vi intet mindre end en ufattelig mængde af valgmuligheder.

Bogstavelig talt ufatteligt, fordi vi som forbrugere har svært ved at overskue det kæmpe udvalg, vi har til rådighed, og flere forbrugere udtrykker endda stress over ikke at kunne overskue herligheden, endsige nå at følge med i yndlingsserierne.

De enkelte streamingtjenester lukker sig inde bag deres individuelle havelåger med egne apps og brugerflader og forsøger at gøre sig til stedet, hvor du hurtigt finder netop dét, du har lyst til at se. Men det lykkes ofte ikke. Hvem har ikke prøvet at bladre igennem Netflix’ flotte brugerflade og set trailere og overskrifter og plakater for et utal af tv-serier og film, man bare ikke har lyst til at se?

Og det til trods for, at Netflix hævder, de ved meget om os og vores præferencer!

Andre streamingtjenester er meget mere simple at gå til – såsom HBO Nordic – og fungerer bare som et slags katalog over tv-serier og film. Her skal man virkelig vide, hvad man skal gå efter.

Det gælder såmænd også danske DR TV, der fortsat er noget af det mest streamede i Danmark. DR har gang i at udvikle en helt ny app, som netop skal være bedre til at hjælpe os med vores personlige præferencer og samtidig kunne overraske os. Også TV 2 udvikler videre på TV 2 Play for at imødekomme forbrugerne.

Når vi ser tal på, hvor mange danskere, der anvender både lokale tilbud og globale tjenester, ved vi, at rigtigt mange forbrugere står over for en fuldstændigt uoverskuelig mængde af mulige tilbud.

De enkelte tjenester er ikke særligt interesseret i at dele deres data om, hvad der ligger i deres arkiver. Det vanskeliggør drømmen om en fælles platform, hvor man kan søge på kryds og tværs – og få intelligente anbefalinger.

Apple har dog for nylig introduceret en ny tv-app til deres AppleTV-boks og øvrige økosystem af iPhone, iPads etc. – et forsøg på at samle flere tjenester ét sted. Og det prøves nu af på det amerikanske marked, hvor man også har bokse fra Amazon og firmaet Roku på markedet, der alle forsøger at samle så meget som muligt ét sted.

Men her oplever man så, at et selvsikkert firma som Netflix ikke vil være med i Apples nye tv-tjeneste, og så mangler forbrugeren fortsat ét samlet sted. Et firma som Netflix vil helst lukke os inde i deres eget rum.

For os forbrugere, der længes efter gode anbefalinger, er der så fortsat kun venner og bekendte at læne sig op af – og så selvfølgelig omtaler og anmeldelser i medier som Ekko.

Men der er også en interessant udvikling i tjenester som det tysk baserede JustWatch.com og det danske Playpilot.com.

Det er tjenester, der ved at specialisere sig i at suge og samle data om titler fra alle tilgængelige streamingtjenester på markedet forsøger at tilbyde det ultimative overblik over alle tilbud – både streamingtjenester og biografer.

Det er godt nok væk fra brugerfladen i streamingtjenesterne, tv-boksen og smart-tv’et, men dog med smarte apps, der kan gøre det nemt både at blive inspireret og søge efter specifikke titler fra for eksempel sin smartphone, mens man sidder klar foran fladskærmen.

Disse tjenester kan anbefales.

Her har jeg selv både fået inspiration og fundet ting, jeg ikke anede eksisterede, og som jeg havde lyst til at se. Og fundet frem til, hvordan jeg fik fat i en bestemt tv-serie, jeg meget gerne ville se. Som gammel Kevin Costner-fan ville jeg se hans Paramount-serie Yellowstone, og ved hjælp af JustWatch fandt jeg frem til den på amerikansk iTunes.

JustWatch giver et overblik over især alle amerikanske streamingtjenester og deres indhold, og man kan endda se, hvor mange titler for eksempel Netflix har i henholdsvis USA og Danmark. Tjenesten har fokus på ”nyheder” og ”mest populære”, så der er en del arbejde, man stadig selv skal gøre for at blive optimalt inspireret.

På JustWatch kan jeg også se, at jeg med mine abonnementer har 15.000 titler at vælge imellem og dertil 7.000 titler, jeg kan leje eller købe på Apples iTunes-service. Så jeg har svimlende 22.000 titler at vælge imellem – og dertil dansk tv-streaming.

Den dansk baserede tjeneste Playpilot.com udmærker sig med at have indhold fra de danske tv-stationers kataloger blandet med amerikansk indhold, og der er også danske biograftitler i deres tjeneste. Her kan man i ét enkelt overblik se, på hvilke dansk tilgængelige streamingtjenester en bestemt titel kan afspilles på.

Playpilot satser meget på kuratering og dialog mellem brugerne, og tjenesten bliver interessant at følge, de internationale ambitioner er allerede ført ud i livet med blandt andet en svensk og norsk version. Faren er, at tjenestens anbefalinger bliver for snævert brugerdrevet, eller drukner i reklamer og betalte anbefalinger.

Så hvis du også er tvivl om, hvad du skal se i aften, så prøv at udforske mulighederne med JustWatch og Playpilot. Fremtiden vil vise, om tjenester som disse vinder i kampen med vores tålmodighed, eller hvor gode streamingtjenesterne selv bliver til at holde os fanget.

PlayPilot viser overskueligt på hvilke dansk tilgængelige streamingtjenester man vil kunne se "The Mummy"

PlayPilot giver et hurtigt overblik over, hvor en bestemt titel kan afspilles blandt tilgængelige danske streamingtjenester. 

Kommentarer

Claus Bülow Christensen

 

Analytikeren Claus Bülow Christensen ser på filmverdenen med udgangspunkt i sin indgående viden og begejstring for den voldsomme teknologiske udvikling, der præger både tv- og filmverdenen.

Han har arbejdet i over 30 år med digital teknologianvendelse i den kreative industri: TV 2, Metronome og TDC samt ti år som selvstændig konsulent, hvor han har fungeret som rådgiver for både teleselskaber, filmselskaber, tv-stationer, medieinstitutioner m.m.

Har gennem 90’erne produceret en række tv-programmer om virtual reality og computeranimationens spæde start i filmverdenen, skrevet en bog om emnet og talrige artikler til diverse fagblade.

Claus Bülow Christensen er en ofte citeret ekspert om den digitale medieudvikling, en flittig foredragsholder og står også bag den årlige Copenhagen Future TV Conference.

Han arbejder i dag som selvstændig konsulent med rådgivning for danske medieselskaber. I sin fritid har han siden 2008 arbejdet med en række danske skuespillere på forlaget Momo Lydbog.

© Filmmagasinet Ekko