Erhvervsstøtte til dansk film nu

Statslige produktionsrabatter vil have afgørende positiv betydning for den danske film- og tv-branche og give en anseelig samfundsmæssig gevinst for Danmark.

Men alligevel har vores politikere gennem årene negligeret branchens gentagne opråb, fordi man ikke har haft viljen til at skelne mellem dansk film og tv som henholdsvis kultur og erhverv.

I dag er der dog rigeligt med evidens fra andre lande om, hvor godt disse ordninger virker. Der er intet fornuftigt argument for, hvorfor Danmark som det eneste af to EU-lande ikke har produktionsrabatter, som det fremgår af en hvidbog for Copenhagen Film Fund, jeg selv har udarbejdet. 

Politiken kunne da også den 28. februar fortælle, at en alliance bestående af stort set alle aktører i den danske filmbranche samt erhvervsorganisationerne Dansk Erhverv og SMVdanmark foreslår, at Danmark skal kunne tilbyde en produktionsrabat på 25 procent til udenlandske producenter og streamingtjenester for at få dem til at lægge deres produktioner herhjemme.

Generelt er der tilsyneladende politisk opbakning til en sådan ordning. Men på branchens vegne kan man blive urolig, når man ser markante politikere udtale sig skeptisk om forslaget.

Erhvervsminister Morten Bødskov (Socialdemokratiet) udtaler til Politiken, at Danmark ”har valgt at prioritere en direkte filmstøtte”, og Jan E. Jørgensen (Venstre) siger, at han råder branchen til, at man ”væbner sig med lidt tålmodighed”.

Men branchen har været tålmodig grænsende til det opgivende siden oktober 2018, hvor der første gang forelå en grundig analyse i Danmark om produktionsrabatter.

Tab af arbejdspladser
Vækstteam for kreative erhverv konstaterede, at tiltagende udenlandske rabatordninger ”betyder tab af ordrer og dermed arbejdspladser i Danmark”. Samtidig medfører det, at ”erhvervet taber adgang til den viden, som ligger i at indgå i store internationale produktioner”.

I juli 2019 konkluderede Vision Danmark i en analyse, at en investering i produktionsrabatter kommer tilbage med en faktor tre-fire. Og det er i dag blevet virkelighed i for eksempel Norge.

Rationalet i produktionsrabatter er tidligere også blevet påpeget af markante kræfter i danske erhvervsorganisationer. For eksempel i indlægget ”Produk­tions­rabat vil sikre lige konkur­rence og øget dansk digita­l­eks­port” i Børsen den 19. juni 2020 af Brian Mikkelsen fra Dansk Erhverv og Jørgen Ramskov fra Producentforeningen.

Verden har ikke stået stille, siden de første kræfter i Danmark for seks år siden med velunderbyggede analyser og argumenter bad politikerne om at overveje produktionsrabatter.

Globalt er antallet af lande med produktionsrabatter siden 2017 vokset med 25, så der i dag er 111. I Europa er der 33 lande med produktionsrabatter, hvor der er kommet syv nye lande til siden 2017.

Produktionsrabatter er blevet en væsentlig del af finansieringsstrukturen og et konkurrenceparameter for filmindustrien i Europa.

Erhvervsministerens udtalelser er et sørgeligt udtryk for, at danske politikere aldrig har forstået, at produktionsrabatter handler om erhvervsstøtte og ikke kulturstøtte.

Det har branchen kæmpet med i mange år. Og nu står vi i en virkelighed, hvor dansk film- og tv-produktion er kørt helt af banen, og danske filmproducenter i stigende grad rejser til fremmede lande, hvor man har både billig arbejdskraft, stor kompetence – og produktionsrabatter.

Derimod kommer stort set ingen udenlandske tv- eller filmproduktioner til Danmark. En undtagelse var Christopher Nolans optagelse af en scene til Tenet, fordi han fra et rutefly over Danmark tilfældigvis fik øje på nogle spændende vindmøller ud for Rødbyhavn.

Filminstituttets skepsis
Claus Ladegaard fra Det Danske Filminstitut er skeptisk over for produktionsrabatter, da han mener, at det vil gå ud over kvaliteten af dansk film.

”Produktionsrabatter er gode, når folk står og mangler arbejde, men i stedet for at bruge 100 millioner kroner på en dansk produktionsrabat, bør man komme de penge i public service-puljen hos Filminstituttet. Det skaber lige så meget økonomisk aktivitet, men man sikrer, at det går til danske produktioner af en vis kvalitet,” sagde Claus Ladegaard i Ekko #95.

Det er både misforstået og en anelse arrogant. Hvorfor skal filmarbejderne i Danmark kun have lov til at arbejde på udvalgte danske kvalitetsproduktioner?

Da produktionsrabatter i deres natur grundlæggende er en erhvervsstøtteordning, er det faktisk slet ikke noget, Det Danske Filminstitut eller Claus Ladegaard behøver at spekulere over.

Produktionsrabatter skal stimulere den danske produktionsbranche set som et erhverv. Det er en investeringsordning, der kan give et målbart afkast til samfundet.

Filmstøtte uddelt af Det Danske Filminstitut er en kulturstøtteordning, der skal stimulere den danske filmkunst og sikre gode danske film til danskerne. Det er en helt anden opgave end at sikre beskæftigelse til filmarbejderne i den danske film- og tv-produktionsbranche.

Produktionsrabatter vil kunne stimulere hele branchen. Også de film, der får støtte af Filminstituttet, idet danske filmarbejdere kommer i beskæftigelse og får erfaring, når de deltager i internationale produktioner på dansk grund.

Men det er meget vigtigt, at vores politikere forstår denne opdeling mellem kulturstøtte og erhvervsstøtte. Hvis man blander det sammen og når frem til, at Filminstituttet skal have mindre støtte, hvis man indfører produktionsrabatter, har man misforstået konceptet.

Gode fortællinger og stjerner
Hovedtrækkene i opbygningen produktionsrabatordninger i vores nabolande og rundt omkring i Europa har en del væsensforskelle, men den grundliggende motivation for at uddele produktionsrabatter er de samme.

Man kan tiltrække produktioner med store budgetter fra både internationale filmselskaber og streamingtjenester som Netflix. Man opnår med den forøgede aktivitet en mærkbar vækst i det lokale filmproduktionserhverv – både til film og tv-serier, men også til animation og visuelle effekter.

Den lokale branche får tilført international erfaring og oplever et kompetenceløft i et højt specialiseret erhverv. Samtidig kommer der penge tilbage i statskassen fra produktionernes lønninger, vareindkøb og brug af serviceerhverv samt andre afledte økonomiske effekter.

I Danmark har vi ikke samme spektakulære naturtilbud til Tom Cruise og James Bond, som de har i Norge og på Island. Men derfor har vi alligevel et godt fundament til at markedsføre os som et attraktivt filmland med produktionsrabatter.

Vi har dygtige filmarbejdere, vi har en historisk stolt tradition for gode fortællinger, og vi er hjemlandet for en række stjernenavne blandt instruktører og skuespillere.

Så hvad vi mangler i spektakulær natur – ud over slotte og kyster og vindmøller – har vi i kompetencer på højt internationalt niveau. Og selv om vi måske ikke kan nå et aktivitetsniveau i fjelde og på gletsjere som i Norge og på Island, kan mindre også gøre en stor forskel for branchen.

Hvis Danmark ikke får indført produktionsrabatter i en fart og kommer på niveau med de andre EU-lande, bliver situationen fortsat kun værre for den danske film- og tv-produktionsbranche.

Sådan fungerer produktionsrabatter
– Et beløb af producentens omkostninger tilbagebetales efter en forudbestemt procentsats og et sæt regler.

– Rabatten finansieres af statsbudgettet ud fra en forventning om, at pengene kommer tilbage til statskassen og giver en samfundsøkonomisk værdi.

– Typiske kriterier for ordningerne er minimumskrav til optagedage i landet, omfanget af lokalt ansatte på produktionen og kontrakt med lokal producent.

– Ordningen er baseret på objektive kriterier, og i modsætning til selektive finansieringer som støtte fra Det Danske Filminstitut er der ingen skønsmæssig kvalitetsvurdering.

– De fleste ordninger tilskynder til international samproduktion og stræber efter, at lokale producenter i mindre grad fristes til at rejse udenlands med deres projekter.

– De fleste lande afsætter en årlig fast pulje til produktionsrabatter, og når puljen er opbrugt, lukkes der for ansøgninger. Enkelte lande som Island og Spanien har helt fjernet loftet for deres produktionsrabatter.