Det digitale indblik

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

21. dec. 2018 | 00:14

Kombattanterne i stilling til giganternes kamp

Foto | YouTube USA
Gratis spillefilm i fuld længde og HD-kvalitet på YouTube, men de gule prikker er reklamer.

Her ved tærsklen til 2019 er streamingindustrien kørt i stilling til et mægtigt slagsmål om kunderne de kommende år. Der bliver meget indhold til os forbrugere, men det kan blive dyrt at abonnere på det hele. Den største streamingtjeneste har imidlertid sat trumf på: helt gratis film og tv-serier!

Frontløberen Netflix har som de første fået styr på alt fra distributionsteknologi på internettet over håndtering af digitale videofiler til et mægtigt produktionsapparat af tv-serier og film. De har ironisk nok ryddet en masse sten af vejen for deres værste konkurrenter ved at bevise, at teknologien fungerer, og forbrugerne er klar.

Konkurrenterne er ved at køre sig i stilling. Især Disney+ og TimeWarner (med blandt andet HBO i posen) har et stort potentiale. De pakker deres indhold sammen og sætter deres egne globale streamingtjenester i søen. Amazon Prime er også på tærsklen til en større global positionering og leveres allerede i dag i en dansk version.

Alle disse gigantiske streamingtjenester gør sig klar til at levere gnidningsfrit til os kunder, samtidig med at de opruster på indholdssiden ved at bruge svimlende summer på at producere nye film og tv-serier og licensere indhold overalt på kloden.

Og nu kommer Disney og samler deres kolossale bagkatalog og nye produktioner sammen med deres ejerskab af megabrands som Fox, Pixar, Marvel og Star Wars i mindst én ny streamingtjeneste. TimeWarner vil også komme med hele deres omfattende katalog i egen streamingtjeneste.

For forbrugerne bliver der således endnu mere at vælge imellem, og det afventes med spænding, hvor meget forbrugerne egentlig er parate til at betale, når vi snart kan supplere Netflix og HBO med nye tjenester.

For Netflix er det i særlig grad en uvis fremtid, når de både rammes af uundgåelig markedsmætning og nye, benhårde konkurrenter. Konkurrencen fra Amazon Prime, Disney+ og TimeWarner er potentielt frygtindgydende for en first-mover som Netflix.

Men ikke nok med det.

Samtidig ser vi de store techgiganter køre sig i stilling med ”original content”. For eksempel har Apple i 2018 allokeret én milliard dollars til tv-serier og film, uden at nogen ved, hvor vi skal se det. Apple har offentliggjort en masse store navne, der skal producere ”scripted content”, og mange mere traditionelle tv-shows og børneprogrammer skulle være i støbeskeen.

 
Radiserne i fremtiden – hos Apple?

Et reboot af de elskede Radiserne vil således dukke op hos Apple. Men hvor? Vi ved det faktisk ikke, men formentlig som gratis indhold til alle, der ejer Apple-hardware og har et AppleID. MacWorld har samlet en liste over Apple’s Original Shows.

Så de store streaminggiganter skal ud over at slås med hinanden også slås med en tech-gigant som Apple – og Facebook, der er ved at udvikle Facebook Watch.

Og så er der jo almægtige Google.

Google ejer som bekendt YouTube, der efterhånden er bredt ud på mange platforme som app. Især tilstedeværelsen på nyere smart-tv’s har nærmest været en lumsk trojansk hest for Google, der også er ved at blive dominerende som styresystem på fladskærme med deres Android TV.

YouTube har et stykke tid været en god kanal for salg og leje af nyere spillefilm, ofte under navnet GooglePlay, der sammen med iTunes sidder ganske tungt på det marked, der engang var leje af vhs og dvd i den lokale Blockbuster. TDC kæmper også med at få det opkøbte varemærke blockbuster.dk til at blive en spiller på dette marked.

Men markedet for køb og leje af film er generelt vigende, presset stærkt af streamingtjenester, hvor kunderne jo for et fast månedligt beløb har så meget indhold, at motivationen for at leje eller ligefrem købe en helt ny film er faldet stærkt.

Så Google skal også finde sin plads på slagmarken om streamingkunderne og har noget slingrende afprøvet forskellige modeller. De har skabt originalt indhold med YouTube-stjerner og har abonnementstjenesten YouTube Red, der fjerner reklamerne, og YouTube Premium, der også i år er kommet til Danmark med blandt andet et musiktilbud i stil med Spotify.

Men for en måneds tid siden begyndte YouTube i USA at supplere udvalget af indhold med et helt nyt og overraskende tiltag, der kan blive nok en stor udfordring for streaminggiganter som Netflix, nemlig gratis film. Med den lille hage, at der er reklameafbrydelser.

Filmkataloget er et klassisk bagkatalog, men så tilpas omfattende, at filminteresserede kan få vakt opmærksomheden, og dem, der ikke gider bruge penge på en masse streamingtjenester, har et reelt alternativ.

Det er en paradoksal tilbagevenden til traditionel amerikansk reklame-tv, men ikke så slemt lange reklamer. Mine første tests har vist, at reklamerne ofte er meget korte, og de kan rettes uhyggeligt præcist mod de enkelte brugeres smag og behov – en disciplin, Google i forvejen er verdensmestre i.

Filmene tæller lige nu titler som The Terminator, Legally Blonde og Pink Panther-filmene, de fleste Rocky-film og indtil videre omkring 100 andre titler. YouTube har ikke åbnet for deres gratis reklamefinansierede spillefilm uden for USA, så her fra Danmark skal man bruge en lille finte med VPN- eller DNS-omstilling. Hvis man vil prøve selv, kan man google sig frem til finten, der omgår såkaldt geoblokering – og det er ikke ulovligt!

 
Et udpluk af de første gratis film fra YouTube i USA – dog med reklamer.

Det bliver interessant at se, om Google/YouTube får succes med denne ultimative trumf på streamingmarkedet: gratis film og tv-serier. Og om de vil udvide sortimentet og indgå flere aftaler om nyere film efter denne model, hvor der også har været tale om muligheder for, at store varemærker kan sponsorere en hel film.

Reklamefinansieret streaming har vi ikke set så meget af i Norden endnu, men vi har dog ViaFree og TV 2 Play, der også har streaming til reduceret pris, hvis man vil affinde sig med reklamer.

Det er helt tydeligt, at Google ikke vil se passivt til, når konkurrenterne kaster sig frådende over det streamingmarked, der indtil 2019 har været globalt domineret af Netflix. Og hvis gratis film fra YouTube får succes og finder vej til danske forbrugere, bliver der endnu mere at forholde sig til for aktørerne i den danske tv- og filmbranche. 

Kommentarer

Claus Bülow Christensen

 

Analytikeren Claus Bülow Christensen ser på filmverdenen med udgangspunkt i sin indgående viden og begejstring for den voldsomme teknologiske udvikling, der præger både tv- og filmverdenen.

Han har arbejdet i over 30 år med digital teknologianvendelse i den kreative industri: TV 2, Metronome og TDC samt ti år som selvstændig konsulent, hvor han har fungeret som rådgiver for både teleselskaber, filmselskaber, tv-stationer, medieinstitutioner m.m.

Har gennem 90’erne produceret en række tv-programmer om virtual reality og computeranimationens spæde start i filmverdenen, skrevet en bog om emnet og talrige artikler til diverse fagblade.

Claus Bülow Christensen er en ofte citeret ekspert om den digitale medieudvikling, en flittig foredragsholder og står også bag den årlige Copenhagen Future TV Conference.

Han arbejder i dag som selvstændig konsulent med rådgivning for danske medieselskaber. I sin fritid har han siden 2008 arbejdet med en række danske skuespillere på forlaget Momo Lydbog.

© Filmmagasinet Ekko