Det digitale indblik

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

22. apr. 2020 | 09:58 - Opdateret 26. apr. 2020 | 00:26

Netflix lyser op i skyggen af coronakrisen

Foto | Netflix
Der er tomt hos Netflix, hvor de ansatte nu arbejder hjemmefra. Alligevel er coronakrisen foreløbig en stor gevinst for firmaet.

Coronakrisen har skaffet Netflix næsten otte millioner ekstra kunder mere end den forventede stigning i første kvartal af 2020 . Det bringer streamingtjenestens samlede globale kundetal op på 183 millioner, viser en netop offentliggjort aktionærrapport.

Så Netflix er ualmindelig godt rustet til både streamingkrig og coronakrise.

Den store streaming-krig med epicenter i USA og potentiale til at sprede sig over hele kloden er som bekendt i gang med især Disney+ og AppleTV+ som konkurrenter. Den 27. maj går det løs i USA med HBO Max og 15. juli med Peacock fra NBCUniversal.

Alle disse tjenester drømmer om at give baghjul til Netflix, der er spået at miste kunder, når alle de andre for alvor kommer på banen. Men så kom corona-pandemien, og millioner af mennesker over hele kloden har været spærret inde i ugevis. Rigtigt mange har vendt sig mod eskapisme hos streamingtjenester som Netflix.

Netop Netflix viser sig at være utroligt robust over for en krise som coronavirus, idet man som et teknologisk og centralistisk styret firma hurtigt har kunnet tilpasse sine services og medarbejdere en ny virkelighed.

Derfor har Netflix kørt uden problemer. Stort set alle har kunnet arbejde hjemmefra med at styre den globale streamingtjeneste, og de 2.000 ekstra ansatte til kundeservice tager imod alle de nye kunder fra hjemmekontoret.

Man har også kunnet fortsætte over 200 animationsprojekter, ligesom forfattere på nye tv-serier og film arbejder i virtuelle writers’ rooms. Derimod er produktionen af nye serier og film gået i stå.

Alt i mens er der kommet rigtigt mange nye kunder, især i marts måned. Netflix er vokset med 15,77 millioner nye globale kunder fra januar til marts, hvilket er næste det dobbelte af, hvad de ellers havde lovet aktionærerne i december.

Netflix’ ekstra vækst – ud over forventede – har således været på 7,6 millioner nye kunder i første kvartal, og det tilskrives coronakrisen. De fleste analytikere mener også, at de nye kunder nok skal blive hængende, når coronakrisen aftager.

Kundetallet har fået aktien til at stige nogle procent, og det placerer også selskabet i den gruppe af børsnoterede selskaber, der kan slippe helskindet gennem den krise, som børsmarkederne kan være på vej ud i, og som vi ikke har set den fulde konsekvens af endnu.

Det har også været et indholdsmæssigt godt første kvartal for Netflix, der igen opgiver seertal for nogle af deres mest populære serier. Den tossede Tiger King skiller sig ud med 64 millioner seninger de første fire uger, og der er 30 millioner seninger til Love Is Blind og 29 millioner til tredje sæson af Ozark.

Den anmelderforhadte Mark Wahlberg-film Spenser Confidential opgiver Netflix til at have haft et seertal på 85 millioner de første fire uger.

Tv-seningen er generelt stor i disse coronatider, og i Danmark har YouGov for BT udarbejdet en spørgeundersøgelse, hvor Netflix i Danmark har fået femten procent nye abonnenter. TV 2 Play har fået elleve procent nye brugere, Viaplay ti procent og HBO Nordic syv procent.

YouSee har overraskende meldt store stigninger ud pr. 1. juli for tv-pakker, lige efter man har fjernet Discovery-kanalerne og i en tid, hvor der ikke er noget sport på tv. Det kan sende endnu flere danskere væk fra de traditionelle tv-distributører og over til streaming.

Til sommer får danskerne formentlig også Disney+ som en valgmulighed.

I starten af april meldte Disney+ ud, at man havde passeret 50 millioner abonnenter. Selv om der er langt op til Netflix 182,86 millioner abonnenter over hele kloden, er det en meget fin start for en helt ny streamingtjeneste, og Disney er formentlig stadig den streamingtjeneste, som Netflix er mest bekymret for.

Netflix ser ud til at have opført sig meget ordentligt over for deres produktionshold efter nedlukningen. Selskabet har allokeret 150 millioner dollars til en fond og en række støtteordninger for filmarbejdere i knibe under coronakrisen. Det giver også god mening at sikre, at filmarbejdere er klar og til rådighed, når pandemien forhåbentlig snart ebber så meget ud, at folk kan komme på arbejde igen.

Det største problem er manglen på nye titler senere på året. Faren er også, at hjemmeisolationen har givet så meget fritid, at kunderne er kommet igennem al det, man gider se.

Kommentarer

Claus Bülow Christensen

 

Analytikeren Claus Bülow Christensen ser på filmverdenen med udgangspunkt i sin indgående viden og begejstring for den voldsomme teknologiske udvikling, der præger både tv- og filmverdenen.

Han har arbejdet i over 30 år med digital teknologianvendelse i den kreative industri: TV 2, Metronome og TDC samt ti år som selvstændig konsulent, hvor han har fungeret som rådgiver for både teleselskaber, filmselskaber, tv-stationer, medieinstitutioner m.m.

Har gennem 90’erne produceret en række tv-programmer om virtual reality og computeranimationens spæde start i filmverdenen, skrevet en bog om emnet og talrige artikler til diverse fagblade.

Claus Bülow Christensen er en ofte citeret ekspert om den digitale medieudvikling, en flittig foredragsholder og står også bag den årlige Copenhagen Future TV Conference.

Han arbejder i dag som selvstændig konsulent med rådgivning for danske medieselskaber. I sin fritid har han siden 2008 arbejdet med en række danske skuespillere på forlaget Momo Lydbog.

© Filmmagasinet Ekko