Med udkig over filmbranchen

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

31. jan. 2017 | 18:07

10 Bodil-skandaler

Foto | uoplyst
Da Tommy Kenter kneppede Bodil-kagen. Eller gjorde han?

Bodil har koks i kulissen. Det er efterhånden veldokumenteret gennem mine seneste blogs.

Denne hæderkronede filmpris, som filmkritikerne indstiftede i 1948, burde repræsentere ynde, renhed og regelrethed. Men det er en illusion. Og illusionen fordamper, i takt med at man begynder at kradse i glasuren.

Det siger næsten sig selv, at når pressen på dette område har nået total magtfuldkommenhed, er det temmelig vanskeligt at få ændret selv de mest utålelige forhold.

Her handler det om de ting, der foregår i kulissen af den anarkistiske Bodil-uddeling.

Gennem tiden har flere forsøgt at kulegrave Bodil-komitéen, som egenrådigt sidder og udøver absolut magt over, hvem der skal promoveres i filmindustrien.

Kulegravningen har dog aldrig haft den store effekt.

Den fjerde statsmagt har jo temmelig frie tøjler til at ignorere kritik, og det gør Bodil på sin egen hovne, arrogante og bedrevidende facon. Pressen holder øje med magthaverne, men hvem holder egentlig øje med pressen?

Der er såmænd en masse at tage fat på. I nedenstående liste over de ti største skandaler i Bodils historie vil den opmærksomme læser hurtigt finde ud af, at mange af de kritikpunkter, jeg har rejst, langt fra er nye. Bodil har blot iført sig teflon og fortsat den håbløse kurs.


1. Tommy Kenter knepper Bodil-kagen

I 2002 lavede Tommy Kenter skandale, da han midt under Bodil-festen hoppede op på Bodil-kagen og smadrede den totalt med samlejebevægelser. Han kneppede simpelthen kagen ifølge filmjournalisterne, som var til stede.

I det nye nummer af Ekko benægter Tommy Kenter at have lavet samlejebevægelser. Jeg tror på Kenter! Filmjournalister har altid haft problemer med dømmekraften.


2. Susanne Bier bliver overset

Det var en skandale af de store, da Janteloven i 2011 ramte Susanne Bier med et hammerslag. Trods årets bedste anmeldelser til en dansk film, overså Bodil-komitéen Susanne Bier og hendes Hævnen.

Det år var mange overbevist om, at hjernebetændelse kollektivt havde ramt alle de danske prisuddelinger, inklusive Bodil. Men Susanne Bier kunne dog trøste sig med, at udlandet ikke var underlagt Janteloven, og i Hollywood præmierede man Biers film med både Oscar og Golden Globe.


3. Yderst begrænset fremmøde i Bodil-komitéen

Det var rendyrket skandale, da det i 2017 viste sig, at kun atten medlemmer af den 48 store Bodil-komité havde ulejliget sig til nomineringsmødet. Når arrangørerne ikke engang selv tager Bodil-uddelingen seriøst, hvordan kan man så forvente, at andre skal gøre det?


4. Bodil dropper skuespillerne

I Bodils historie har man nogle år sprunget enkelte skuespilkategorier over i forbindelse med Bodil-uddelingen. I 1985 valgte komitéen helt at skippe skuespilkategorierne. Man anså simpelthen ingen for værdige det år.

Det kan undre. Der var store skuespilpræstationer fra både Lars Simonsen, Bent Mejding, Camilla Søeberg og Aase Hansen i Bille Augusts Tro, håb og kærlighed. Mads Bugge Andersen brillerede i Bille Augusts Buster. Heller ikke Bodil Udsen blev fundet værdig til en nominering for sin præstation i Frode Pedersens Min farmors hus.

Men den største skandale indtraf, da Lars von Trier slet ikke gad møde op for at hente sin statuette for Forbrydelsens element.

Der kom kun to mænd på scenen for at modtage priser: en repræsentant fra den danske afdeling af Warner Bros., som kunne hjemtage prisen for bedste ikke-europæiske film, Mænd af den rette støbning, og den danske filmproducent Per Holst, som blev tildelt to Bodil’er, en Æresbodil og en Bodil for importen af Paris, Texas. Uden tvivl den mest pinlige Bodil-uddeling nogensinde.


5. Bodil flytter til forpinte Bremen

I 2011 flyttede Bodil fra det strålende Imperial til det gudsforladte Bremen Teater. Den ærefrygt og respekt, man forventer for prisen, stemte temmelig dårligt overens med forholdene. Det kan bedst sammenlignes med, at Dronning Margrethe spadserer ned ad Istedgade. Faktisk var det hele så trist, at de fleste prismodtagere ikke engang gad møde op i 2014.

Billedet af Bremen giver da også kun mindelser om biografen i Peter Bogdanovichs The Last Picture Show. Deprimerende.


6. Bodils egen whistleblower

I 2001 rapporterede Jyllands-Postens Jakob Høyer fra et nomineringsmøde i Bodil-komitéen. Det var artige sager, der kom frem. Mest af alt mindede beskrivelsen om et møde på rød stue i en børnehave. Ud over en øjensynlig meget tilfældig dagsorden og en mødekultur, som lå pænt under den aktværdighed, medlemmerne af Bodil-komitéen har i egen opfattelse, var der kamp om både smørrebrødet og taletid.

Gudhjælpemig om der ikke også var afstemninger om afstemningernes form.

For at understrege uhyrlighederne i komitéens arbejdsform, var der sågar også tale om afstemninger om om-afstemninger. Det gik det meste af tiden med, for Bodil-komitéen arbejder uden vedtægter og regler.

Og ikke mindst var der en indbyrdes kamp mellem filmjournalisterne om at kunne præsentere mest filmviden, og i denne sammenhæng blev det afsløret, at mange i komitéen slet ikke havde set de film, der blev stemt om.

Mødet var til gengæld velbesøgt. Kan det mon hænge sammen med, at biograffrikortet dengang blev uddelt på nomineringsmødet?

Og så fyldte Politikens ni mand store delegation temmelig meget i lokalet. Konstant refererer Høyer til journalister som var ”freelance og tilknyttet dagbladet Politiken”. René Fredensborg, en anden kritiker og tidligere medlem af Bodil-komitéen, har endda i en artikel i Filmmagasinet Ekko foreslået, at Bodil-prisen skifter navn til ”Politikens pris”.

Jeg tror, at hverken Jakob Høyer eller René Fredensborg har deltaget i komitéens møder efter at have rejst deres kritik.

Høyers rapport fra mødet stemmer med stor nøjagtighed overens med den kritik, jeg har rejst her seksten år senere. Men absolut intet er sket. Bodils ører er fyldt med halm.


7. Bodil hylder en dårligt anmeldt film

Paradoksalt nok valgte Bodil-komitéen i 1965 at hædre Carl Th. Dreyers Gertrud. Det paradoksale bestod i, at filmen ikke var blevet vel modtaget af de samme anmeldere, som på aftenen taktfast stod og hyldede filmen.

Et næsten samlet pressekorps havde nemlig nedsablet filmen. Der blev talt om ”national katastrofestemning”. Den eneste, der havde set lyset, var Regner Grastens far, Bent Grasten, som i sin anmeldelse i Ekstra Bladet kaldte filmen ”fremragende”.

Det var nu nok nærmere en pris til filmens instruktør, Carl Th. Dreyer. De øvrige nominerede film det år var Tine, To, Fem mand og Rosa og Sommerkrig. De fire film var blevet anmeldt langt mere favorabelt end Gertrud. I stedet for at give en Bodil til en film, man dybest set ikke brød sig om, burde man have givet en Æresbodil til Dreyer.


8. Bodil uden Bodil-statuette

Da filmanmelderne første gang skulle uddele filmprisen i 1948, havde man glemt en mindre detalje. Man havde ikke kunne nå at færdiggøre statuetten hos Bing og Grøndahl! Så ledsageren til den ene af vinderne – Bodil Kjer for Soldaten og Jenny – kunne med en vis ret hævde, at han var den eneste, der fik en Bodil med hjem den aften.


9. Vinderen af Bodil-prisen bliver lækket

I 1995 afslørede et medie, hvem Bodil-prisen for årets bedste film ville havne i favnen på. Det mente Bodil-komitéen var mod ”de hæderkronede regler”. Nu opererer Bodil jo – som efterhånden nævnt adskillige gange – aldeles uden vedtægter og regler, så det er intet mindre end urkomisk at tale om ”hæderkronede regler”. Bodil, den var du selv ude om!

Den afsløring tog selvsagt noget af spændingen på selve aftenen.

Forhistorien var, at Lars von Trier kun ville møde op, hvis han var sikker på at skulle modtage en pris. Ellers gad han ikke. Det kunne han ikke få at vide, men et medie kom ham derfor til undsætning og proklamerede, at Riget ville vinde. Det fik Ole Bornedal til demonstrativt at boykotte Bodilfesten. Han havde nemlig regnet med Nattevagten ville løbe med sejren.

Efter den fadæse refererede man i flere år blot til ”Cirkus Bodil”, hver gang den danske kritikerpris kom på tale i filmbranchen.


10. Bodil-festen bliver droppet

I ren afmagt valgte Bodil-komitéen i 1983 at aflyse festen helt og i stedet uddele sine priser ved en reception, som overgik alt i kedsommelighed. Man havde henlagt uddelingen til Hotel d’Angleterre, og en fortvivlet Kulturminister Mimi Jacobsen måtte kæmpe sig gennem alle uddelingerne.

Kommentarer

Kim Pedersen

 

Kim Pedersen kommenterer nye trends og generelle nyheder fra ind- og udland.

Blev født ind i filmbranchen via en far, som var filmudlejningsdirektør i det nu hedengangne United Artists. Som bare tyveårig overtog han i 1978 en biografvirksomhed i Aarhus, som han drev og udviklede til en førende markedsposition, inden selskabet blev afhændet i 1999.

Kim Pedersen har i dag en lang række tillidsposter i filmbranchen. Fra 2005 har han været formand for Brancheforeningen Danske Biografer og fra 2007 ligeledes vicepræsident i The International Union of Cinemas.

Han er også formand for UNIC Tech Commitee og rådsmedlem i National Association of Theatre Owners International Committee og Film Theft Task Force i USA. Senest er han indtrådt som bestyrelsesmedlem i Biografklub Danmark A/S, som blandt andet udvælger filmene til klubbens program.

© Filmmagasinet Ekko