Netflix er en parasit på filmbranchen

Flere har den opfattelse, at jeg skulle hade Netflix. Intet kunne være mere usandt. Jeg har selv abonnement og har nydt op til flere serier via streamingtjenesten. Det er dog ikke mange film, jeg har set på tjenesten. Enten har jeg allerede set dem, eller også er det film, jeg ikke vil spilde et sekund af min sparsomme fritid på.

Hvad jeg derimod hader er, når en såkaldt ekspert misinformerer om tjenesten, præsenterer fejlagtige tal og generaliserer ud fra det mest spinkle grundlag. Og i øvrigt uden mindste kritiske sans agerer hovedløs, overbegejstret reklamesøjle for Netflix.

Claus Bülow Christensens seneste blog og generelle blogvirksomhed er et skrækindjagende eksempel på det.

Men lad os først snuppe en lille quiz.

Første spørgsmål: Ud af de 59 spillefilm, Netflix har udsendt på tjenesten i 2018, hvor mange af dem har du set, og kan du navngive dem?

Andet spørgsmål: Hvilken Netflix-film har indtjent flest penge i biograferne?

Tredje spørgsmål: Hvor mange Oscars har spillefilm fra Netflix vundet?

Svaret på det første spørgsmål vil selvfølgelig variere, men det gør pointen ikke. Spillefilm på Netflix genererer sjældent megen opmærksomhed. Der er intet offentligt tilgængeligt svar på det andet spørgsmål, idet Netflix ikke har udsendt nogen form for informationer om, hvordan billetsalget på deres film går. Og svaret på sidste spørgsmål er et stort rundt 0.

Og det er, hvad Bülow Christensen kalder ”en revolution”. Sjældent har et postulat hvilet på så spinkelt et grundlag.

Vi står nu foran Oscar-sæsonen, og Netflix forsøger desperat at forbedre sine chancer ved Oscar-uddelingen. Netflix bruger enorme beløb på annoncering, pr og konsulenter, og man gør kur til de stemmeberettigede. Samtidig gør tjenesten knæfald for filmskaberne og er begyndt at udsende film i biograferne, inden de er tilgængelige på streamingplatformen. Dog kun i en ganske kort periode.

Hele denne problematik undgår Bülow Christensen let og elegant at omtale i sin bragende hyldest til tjenesten, som kun bliver overgået af stemningen i omklædningsrummet i Gøteborg, efter det danske landshold i 1992 vandt Europamesterskabet i fodbold.

Men hvis Netflix virkelig vil være et filmselskab og ikke kun et succesfuldt tv-serie-selskab, hvorfor overvejer de så ikke den traditionelle forretningsmodel i filmbranchen?

I al fald for deres bedste film fra de mest anerkendte filmskabere. Netflix ville dermed tjene flere penge og samtidig brande deres film meget bedre. Det vil ske gennem en robust satsning på biograferne først for derefter at tilbyde eksklusiv streaming for deres abonnenter senere.

Det mener Bülow Christensen ifølge B.T. er ”en farlig vej at gå”, og han begår derefter en dødssynd som analytiker ved kategorisk at fastslå, at det ”aldrig vil ske”. Hvor i himlens navn ved Bülow Christensen det fra?

Netflix har på det seneste præsenteret en slingrekurs, hvilket gør pointen i blogindlægget absurd: At Netflix skulle vise vejen.

Den 16. oktober annoncerede Netflix-chefen Reed Hastings, at en række film ville blive udsendt på tjenesten og i biograferne simultant. For to uger senere, den 31. oktober, at bekendtgøre, at flere af deres film ville få en eksklusiv biografpremiere, inden de bliver tilgængelige på tjenesten.

Og nej, Netflix skubber ikke en gæld på to-tre milliarder dollars foran sig, som Bülow Christensen angiver. Netflix’ totale gæld er pt. astronomiske tolv milliarder dollars. Altså mindst fem gange mere, end bloggeren tror.

De to-tre milliarder dollars Bülow Christensen nævner, er alene, hvad Netflix har optaget yderligere af gæld i 2018. Og tjenesten brænder penge af i et vanvittigt tempo.

Hvis Netflix’ indtægter stemte overens med udgiften til produktionen af alt tjenestens indhold, ville de have en god forretningsmodel. Men de to tal ligger milevidt fra hinanden. Netflix er blot en parasit på filmindustrien, deres forretningsmodel hviler i bund og grund på at opkøbe film billigt – film, som har været i biograferne. Det er den slags handler, der muliggør deres egenproduktion.

At den astronomiske gæld ikke har ramt aktien skyldes, at Netflix har tilfredsstillende stigningstakter i abonnementsantallet. Kursen på aktien er alene udtryk for børshandlernes kortsigtede drømme om hurtig gevinst. Den dag abonnementstallet stagnerer eller falder, vil ballonen revne.

Netflix har mere end nogensinde brug for de indtægter, biograferne kan generere.

Mange har fejlagtigt påstået, at Netflix udsætter biografsektoren for disruption. Men det er lige det omvendte, vi ser nu. Biograferne udsætter Netflix for disruption. Og det er mere end gamle analytiker Claus Bülow Christensen kan kapere, hvorfor han sætter skyklapper for øjnene og hovedløst fumler rundt.

Netflix er uden tvivl en alvorlig konkurrent for flow-tv og dvd, men biograferne er upåvirket af streamingtjenestens fremmarch. De amerikanske biografer vil i 2018 sætte rekord, og danske biografer vil opleve en stigning i besøgstallet i 2018. Et faktum Bülow Christensen i sin fastlåste verden slet ikke kan acceptere, endsige forstå.

Streamingtjenesternes succes i hjemmet udgør ikke en trussel over for biograferne. Streaming og biografer kan sagtens gå hånd i hånd.

Amazon skabte en robust streamingtjeneste med sin Amazon Prime-platform. Og da Amazon undersøgte deres abonnenters filmpræferencer, udtrykte de interesse i film, som havde gået i biograferne. Amazon annoncerede derfor, at de ville tilbyde biograferne deres film i en lang eksklusivitetsperiode.

Et af Amazons foreløbige højdepunkter er Manchester by the Sea. Amazon betalte ti millioner dollars for filmen, som indtjente 48 millioner dollars i eksklusiv biografudsendelse på knap 100 dage, inden filmen blev tilgængelig på Amazon Prime. Filmen blev præmieret med to Oscars. Nogenlunde samme historie oplevede Amazon med The Big Sick i 2017.

Biografernes døre står på vid gab for Netflix, hvis tjenesten vil understøtte et konventionelt biografvindue. Det handler ikke om streaming mod biografer, det handler om den forretningsmodel, filmindustrien hviler på.

Og abonnenterne på Netflix vil efter al sandsynlighed være hamrende ligeglade med, hvis ti Netflix-film om året – ud af angivelige 70-80 film – først fik en almindelig biografudsendelse. Uden tvivl ville det give abonnenterne endnu større lyst til at se netop de ti film på streaming, efter biograferne har vist dem.

Hvis Netflix begyndte at understøtte et konventionelt biografvindue på deres bedste film, vil filmelskere og filmskabere værdsætte Netflix så meget desto mere.