Med udkig over filmbranchen

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

18. apr. 2015 | 09:00

Alt for mange får chancen for at lave spillefilm

Komikeren Ben Turbin (1864-1940) som filminstruktør i en uidentificeret Mack Sennett-film fra midten af 20’erne.

I perioden 1994-2014 blev der produceret 446 danske spillefilm, og samtidig fik 132 danske instruktører deres spillefilmdebut med 126 film. Det er seks spillefilmdebutant pr. år, og debutfilmene andrager næsten en tredjedel af det totale antal producerede film.

Og så er der nogle, der mener, at for få får chancen for at lave spillefilm!

Kønsfordelingen i perioden er procentuelt 19/81 i mændenes favør. Det stemmer nogenlunde overens med den kønslige fordeling af indkomne støtteansøgninger til Filminstituttet.

At flere end rigeligt får chancen, bliver understreget af, at det for 55 debutinstruktørers vedkommende kun er blevet til en enkelt spillefilm i perioden. Det svarer til, at hele 40 procent af debutinstruktørerne i perioden ikke er kommet videre end første film. Indrømmet, det er et øjebliksbillede, og et faktisk tal ikke kan udregnes før efter instruktørens død.

Men næsten 60 procent af debutinstruktørerne, som kun har lavet én film i perioden, har slet ikke lavet spillefilm de sidste fem år! Så lange pauser har aldrig været godt for karrieren. Og de fleste vil givetvis ikke komme videre med spillefilm.

Blandt instruktører, som kun har lavet en enkelt film, er kønsfordelingen procentuelt 22/78 i mændenes favør.

Det er dybt imponerende, at vi i vort lillebitte land, med en årlig spillefilmproduktion på gennemsnitligt 21 spillefilm i perioden 1994-2014, giver os selv råd til at give så mange mennesker chancen for at lave ét værk inden for verdens dyreste kunstform.

For både mandlige og kvindelige instruktører gælder det for 70 procents vedkommende, at de er debuteret med et publikumsantal under gennemsnittet.

Kun seksten procent af de kvindelige instruktører har i perioden lavet fem film eller derover, for mændene er tallet tyve procent.

Som man kan se i skema 1, bliver fårene hurtigt skilt fra bukkene. Allerede efter tre film er 70 procent af instruktørerne skilt fra.

Med otte film – og derover – finder vi en lille eksklusiv skare af fem danske filminstruktører: Thomas Vinterberg, Claus Bjerre, Charlotte Sachs Bostrup, Nicolas Winding Refn og Simon Staho.

 

Som det kan ses i skema 2, er en dårligt besøgt debutfilm ikke ligefrem gavnlig for en succesfuld karriere.

Til gengæld kan man i skema 3 observere den gavnlige effekt af en succesfuld debutfilm.

Uanset om man kan lide det eller ej: Folkelig opbakning er forudsætningen for en succesfuld filmkarriere.

Gennemsnitligt skal en dansk film have folkelig opbakning fra 250.000 tilskuere for at løbe rundt.

Spillefilm er et massemedie, og der er privatkapital i klemme i enhver film. Statens støtte til filminstruktørers film er selvfølgelig en hjælpende hånd, men dækker langt fra udgifterne i forbindelse med produktionen af en spillefilm. I gennemsnit støtter den danske stat 36 procent af en films budget.

Med andre ord: Enhver filminstruktør er underlagt helt almindelige kommercielle markedsmekanismer i karriereren. Nok har man tidligere kunnet få producenter til at investere i talent, men det bliver sværere og sværere, idet filmbranchen lider under indtægtsknaphed. De store succeser kan ikke længere udligne fiaskoerne.

Det har altid været betingelserne for filminstruktører på det rent kommercielle marked i USA, men nu har også en snert af disse betingelser ramt de danske filminstruktører.

Det er der meget lidt forståelse for blandt mange danske filminstruktører. Tidligere var garanten for en filmproduktion Det Danske Filminstitut, i dag er det i langt højere grad rettighedssalg og producenten/distributørens risikovillighed, der afgør den sag.

I skema 4 kan antallet af debutinstruktører i perioden 1994-2014 iagttages.

Som i så mange andre tilfælde går det op og ned, men tendensen er krystalklar: Flere og flere instruktører får chancen. 

Alt for mange får dog chancen for at lave spillefilm.

 

Kommentarer

Kim Pedersen

 

Kim Pedersen kommenterer nye trends og generelle nyheder fra ind- og udland.

Blev født ind i filmbranchen via en far, som var filmudlejningsdirektør i det nu hedengangne United Artists. Som bare tyveårig overtog han i 1978 en biografvirksomhed i Aarhus, som han drev og udviklede til en førende markedsposition, inden selskabet blev afhændet i 1999.

Kim Pedersen har i dag en lang række tillidsposter i filmbranchen. Fra 2005 har han været formand for Brancheforeningen Danske Biografer og fra 2007 ligeledes vicepræsident i The International Union of Cinemas.

Han er også formand for UNIC Tech Commitee og rådsmedlem i National Association of Theatre Owners International Committee og Film Theft Task Force i USA. Senest er han indtrådt som bestyrelsesmedlem i Biografklub Danmark A/S, som blandt andet udvælger filmene til klubbens program.

© Filmmagasinet Ekko