Med udkig over filmbranchen

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

20. aug. 2013 | 16:01

Bemærkelsesværdige film i efteråret – 1. del

20. aug. 2013 | 16:01

Bemærkelsesværdige film i efteråret – 1. del

I denne og næste blog vil jeg fokusere på de ti mest bemærkelsesværdige, henholdsvis udenlandske ikke-amerikanske og amerikanske film i efteråret.

Den opmærkesomme læser vil notere sig, at ingen danske film er medtaget. Det betyder dog ikke, at der ingen bemærkelsesværdige danske film er i efteråret, for det er der i allerhøjeste grad.

Med efterårets danske udsendelser står film fra Dannevang faktisk foran et rekordår, både når det handler om tilskuerantal og kvalitet.

Men en vurdering af efterårets danske film, for at finde de mest bemærkelsesværdige, er et hvepsebo denne blogger ikke vil byde sig selv at stikke hovedet i. It's just too close to home.

Men først de ti mest bemærkelsesværdige udenlandske ikke-amerikanske film.

I perioden 1. september til 30. november udsender biograferne en bred vifte af film fra blandt andet Italien, Frankrig, England, Japan, Kina, Brasilien, Rumænien og Sverige.

Den store skønhed (Premiere 5. september)

 

Italien/Frankrig. Historien om en aldrende forfatter, der bittert erindrer sin lidenskabelige, tabte ungdom. Et portræt af nutidens Rom. Hovedrollerne er lagt i hænderne på Toni Servillo, Carlo Verdone og Sabrina Ferilli.

Første film fra Paolo Sorrentino siden This Must Be the Place (2011). Den store skønhed var udtaget til hovedkonkurrencen i Cannes, men vendte dog hjem uden guld.

The Grandmaster (Premiere 12. september)

 

Hong Kong/Kina. Yip Man er en ung, rig mand, som er ekstremt talentfuld til kampsport, men han vælger at holde lav profil. Det betyder imidlertid ikke, at det kan holde ham fri af problemer. En dag, han er fanget på kampskuepladsen, er han nødt til at bruge alle midler for slippe derfra i live. Mestrene er forbløffet over hans evner, deriblandt Master Kung og hans datter Kung Yi, og sidstnævnte er tiltrukket af den nyankomne...

Med Ziyi Zhang, Cung Lee og Tony Leung Chiu Wai. En film af Kar Wai Wong, som blandt andet stod bag Chungking Express (1994), Fallen Angels (1995), Happy Together (1997), In the Mood for Love (2000) og 2046 (2004).

Håbets land (Premiere 12. september)

Japan. I en typisk japansk landsby, bor Yoichi Ono med sin kone Izumi og hans forældre. Ono-familien lever et sparsommeligt, men lykkeligt liv, som mælkeproducenterne i den fredelige landsby. En dag rammes området af det værste jordskælv i historien, der forårsager at et nærliggende atomkraftværk eksplodere. Deres naboer, der bor i retning af atomkraftværket, få ordre af regeringen til at evakuere. Men Ono familien, hvis ejendom ligger på grænsen af evakueringsområdet, skal selv beslutte, om de vil forlade deres hjem.

Japans første spillefilm om katastrofen der ramte landet 11. marts 2011. Med Isao Natsuyagi, Naoko Otani, Jun Murakami og Megumi Kagurazaka. Instrueret af Shion Sono.

Spise sove dø (Premiere: 19. september)

 

Sverige. Gabriela Pichlers 4-dobbelte Guldbagge-vinder. En gribende og energisk film om finanskrisens indvirkning på arbejderklassens dagligdag. En ung østeuropæisk indvandrer, der arbejder i Sverige, står over for et smertefuldt valg, da hun bliver afskediget fra sin fabrik i effektiviseringens hellige navn. Med Nermina Lukac, Milan Dragisic og Jonathan Lampinen.

Diana (Premiere 26. september)

 

England. Den kommercielle udnyttelse af Dianas liv synes uudtømmelig. Der er dog ingen tvivl om, at denne film er af mere lødig karakter. Filmen beskriver de sidste to år af Prinsesse Dianas liv: hendes kampagne mod landminer og hendes forhold til Hasnat Khan.

Naomi Watts og Douglas Hodge ses i rollerne som Diana og Hasnat Khan. Filmen er instrueret af Oliver Hirschbiegel, som før har imponeret os med Der Untergang (2004).

Mor & søn (Premiere 26. september)

Rumænien. Calin Peter Netzers vinder af Guldbjørnen på Berlinalen.

I filmen spiller Luminita Gheorghiu den kyniske overklassekvinde Cornelia, der øjner muligheden for at få sin søn Barbu tilbage i folden. Barbu kører i starten af filmen en fattig dreng i døden og står til en længere fængselsstraf. Retfærdighed er dog ikke en selvfølge for den afdødes efterladte familie, for den indflydelsesrige Cornelia sætter alt ind på at få sin søn frikendt.

I øvrigt medvirker Bogdan Dumitrache og Natasa Raab.

Cykeltur med Molière (Premiere 3. oktober)

Frankrig. Fra instruktøren af Kvinderne på sjette sal (2010), Philippe Le Guay, kommer denne franske komedie. Cykeltur med Molière handler om en tidligere stjernekomiker, Tanneur Serge, som har fået nok af showbusiness og ønsker at trække sig tilbage, men som så pludselig får chancen for at spille hovedrollen i Molières "Le Misanthrope".

Hovedrollerne er besat af Fabrice Lochim, Lambert Wilson og Maya Sansa.

Reaching for the Moon (Premiere: 17. oktober)

 

Brasilien. Drama om den amerikanske forfatter og Pulitzer-vinder Elizabeth Bishop, som rejste til Brasilien i 50′erne og indledte et stormfuldt forhold til en anden kvinde – den berømte arkitekt Lota de Macedo Soares.

Filmen er instrueret af Bruno Barreto og i hovedrollerne ses Glória Pires og Miranda Otto.

Deborah Young, gav filmen følgende salut i The Hollywood Reporter: ”Trods filmens åbenlyse appel til et homoseksuelt publikum og fans af poesi, vil filmens portræt af to meget dygtige, selvstændige kvinder kunne tage springet til det bredere publikum, takket være gode, fyldestgørende præstationer af Glória Pires og Miranda Otto.”

Elle s’en va (Premiere 21. november)

 

Frankrig. En film skrevet og produceret for Cathrine Deneuve, en af fransk films absolut største. Deltog i hovedkonkurrencen ved årets Berlin Filmfestival, dog uden at vinde noget. 

Elle s’en va handler om Bettie, der ejer en kriseramt cateringvirksomhed. Hun er forelsket i forretningsmanden, Alain, der ønsker at forlade sin kone til fordel for Bettie. Alain forlader sin kone, men da den fulde sandhed kommer frem, viser det sig at Alain venter barn med en meget yngre kvinde. Knust og alene, vælger Bettie at forlade sit normale liv og køre væk fra alt hun kender. En film af Emmanuelle Bercot.

Philomena (Premiere 28. november)

England/Frankrig. Når Stephen Frears står på plakaten, vil filmen altid være et must for denne blogger. Tidligere har Frears blandt andet beriget os med: Gumshoe – Privatdetektiven (1971), Mit smukke vaskeri (1985), Spids ørerne, smukke (1987), Farlige forbindelser (1988), High Fidelity (2000), Mrs. Henderson præsenterer (2005) og The Queen (2006).

Denne gang har instruktøren kastet sig over dramaet om Philomena Lee, som sammen med en journalist begav sig på en rejse tværs gennem Amerika for at finde sandheden om sin søn, der blev taget fra hende som en spæd.

Filmen er baseret på Martin Sixsmiths bog The Lost Child of Philomena Lee og har Judy Dench, Steve Coogan og Charlie Murphy på rollelisten.

Kommentarer

Kim Pedersen

 

Kim Pedersen kommenterer nye trends og generelle nyheder fra ind- og udland.

Blev født ind i filmbranchen via en far, som var filmudlejningsdirektør i det nu hedengangne United Artists. Som bare tyveårig overtog han i 1978 en biografvirksomhed i Aarhus, som han drev og udviklede til en førende markedsposition, inden selskabet blev afhændet i 1999.

Kim Pedersen har i dag en lang række tillidsposter i filmbranchen. Fra 2005 har han været formand for Brancheforeningen Danske Biografer og fra 2007 ligeledes vicepræsident i The International Union of Cinemas.

Han er også formand for UNIC Tech Commitee og rådsmedlem i National Association of Theatre Owners International Committee og Film Theft Task Force i USA. Senest er han indtrådt som bestyrelsesmedlem i Biografklub Danmark A/S, som blandt andet udvælger filmene til klubbens program.

© Filmmagasinet Ekko