Med udkig over filmbranchen

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

22. aug. 2013 | 19:26

Bemærkelsesværdige film i efteråret – 2. del

22. aug. 2013 | 19:26

Bemærkelsesværdige film i efteråret – 2. del

I fortsættelse af bloggen om de ti mest bemærkelsesværdige udenlandske ikke-amerikanske film i efteråret, bliver fokus i denne blog rettet mod de ti mest bemærkelsesværdige amerikanske film.

I perioden 1. september til 30. november sprudler det med nye spændende amerikanske film i biograferne, efter alle de store blockbusters er blevet fyret af i sommervarmen.

The Butler (Premiere 19. september)

 

Der står historie på programmet, når fortællingen om en sort butler i Det Hvide Hus oprulles. Cecil Gaines tjente otte præsidenter i årene 1952-1986, og sad på første række, mens verdenshistorien udfoldede sig for hans øjne.

Historiske dramaer, som involverer amerikanske præsidenter, har altid haft denne bloggers uddelte opmærksomhed og når man kan parre denne interesse med utrolig positive amerikanske anmeldelser, giver det mig forventningen om en stor filmoplevelse.

I denne film møder vi ligeledes en perlerække skuespillere: Forest Whitaker i titelrollen, John Cusack, Robin Williams, James Marsden, Alan Rickman, Liev Schreiber, Cuba Gooding, Jr., Jane Fonda, Vanessa Redgrave og Mariah Carey. Filmen er instrueret af Lee Daniels, hvis film Precious (2009) tidligere har begejstret os alle, og er baseret på en artikel i The Washington Post: ”A Butler Well Served by This Election” af Wil Haygood.

Machete Kills (Premiere: 10. oktober)

Stærkt kvalitetssvingende Robert Rodriguez er tilbage med fortsættelsen af Machete fra 2010, som var baseret på den falske trailer i Planet Terror (2007). Denne gang rekruttere den amerikanske regering Machete til at kæmpe sig vej gennem Mexico, for at slå ned på våbenhandler, der er ved at sende et våben ud i rummet.

Få ting morer denne blogger mere, end når Rodriguez helt slipper håndbremsen og lader irrationaliteten råde.

Blandt de medvirkende finder vi Danny Trejo som Machete, Jessica Alba, Antonio Banderas, Amber Heard, Cuba Gooding, Jr. og Lady Gaga. Åh jo, Mel Gibson og Charlie Sheen medvirker også. Charlie Sheen har i øvrigt i mellemtiden taget navneforandring til Carlos Estevez. Ingen tvivl om optagelserne har været stærkt underholdende – nu må vi håbe filmen også er det.

Mud (Premiere: 17. oktober)

 

Fra instruktøren af den mesterligeTake Shelter (2011), Jeff Nichols, kommer dramaet Mud.

Filmen handler om en flytning, som med hjælp fra to teenagedrenge, undslipper et par dusørjægere der er på nakken af ham. Tilmed hjælper de to drenge ham til at blive genforenet med hans livs store kærlighed.

På rollelisten optræder Matthew McConaughey, Reese Witherspoon, Tye Sheridan, Jacob Lofland, Sam Shepard og go’e gamle Joe Don Baker.

O. A. Scott fra New York Times, gav instruktøren følgende skudsmål i forbindelse med anmeldelsen af Mud: ”Mr. Nichols stemme er en markant og velkommen tilstedeværelse i amerikansk film."

Jeg er helt enig.

The Family (Premiere: 24. oktober)

 

Luc Besson har i det nye årtusinde ikke været på det samme kvalitetsniveau, som vi oplevede i hans tidlige film, for eksempel Subway (1985),The Big Blue (1988), Nikita (1990) og Léon (1994).

Med denne amerikanske film håber jeg på et stort comeback for den franske instruktør.

Filmen handler om en tidligere mafiaboss, som lever under FBI’s vidnebeskyttelsesprogram med sin familie i Normandiet. Om end eks-gangsteren forsøger ikke at vække for meget opsigt, er kulturforskellene dog for dramatiske.

Robert De Niro, Tommy Lee Jones og Michelle Pfeiffer har alle taget turen til Normandiet.

Captain Phillips (Premiere 24. oktober)

Paul Greengrass bringer os filmen om de virkelig begivenheder, der udspandt sig da kaptajn Richard Phillips, på et Mærsk skib, blev holdt gidsel af fire somaliske pirater, og efterfølgende blev reddet af en gruppe Navy Seals.

Tom Hanks spiller hovedrollen og filmen er baseret på bogen “A Captain’s Duty” af Richard Phillips.

Hanks og Greengrass har altid borget for en vis kvalitet, så mon ikke denne amerikanske pendant til danske Kapringen er værd at se.

Mit liv med Liberace (Premiere 24. oktober)

 

Steven Soderbergh, der efter sigende har trukket sig tilbage som spillefilmsinstruktør, har tidligere har glædet os med Sex, løgn og video (1989), Traffic (2000), Erin Brockovich (2000), Oceans Eleven (2001) og Haywire (2011).

Han fortæller nu historien om kærlighedsforholdet mellem entertaineren Liberace og hans meget yngre elsker. Filmen er baseret på en bog af Alex Thorleifson og Scott Thorson og i hovedrollerne ses Michael Douglas og Matt Damon.

Om end jeg ikke kan påstå Liberace nogensinde har været min kop the, glæder jeg mig dog til denne film i lyset af de overstrømmende anmeldelser Michael Douglas’ præstation har fået. Præstationen skulle være lige til en Oscar. En Oscar vil dog ikke komme på tale, til Douglas angiveligt store fortrydelse, idet filmen blev udsendt direkte på HBO i USA og som sådan ikke kan komme i betragtning til amerikansk films fornemmeste pris. Oscar-akademiet hylder nemlig kun spillefilm som har haft premiere i en amerikansk biograf. 

Gravity (Premiere 7. november)

 

Den yderst talentfulde mexicansk-fødte instruktør Alfonso Cuarón, har med denne film kastet sig ud i en ren tour-de-force, idet filmen handler om de to eneste overlevende astronauter, efter vragrester fra en satellit har ramt den rumstation de befinder sig på, og som så må kæmpe for deres liv og finde en måde hvorpå de kan vende tilbage til jorden.

Dialogen i denne film skulle være yderst begrænset og der er kun to medvirkende: George Clooney og Sandra Bullock. Ifølge rygterne skulle filmen indledes af en tyve minutter lang åbningssekvens i én optagelse.Gravity skulle ligeledes sætte nye standarder for biografoplevelse i 3D.

Med filmens løfte om en oplevelse vi aldrig har set mage, sidder jeg i biografstolen ved først givne lejlighed.

The Counselor (Premiere 14. november)

 

En ny film fra Ridley Scott vil altid være et must for mig. Efter triumfer som Alien – den 8. passager (1979), Blade Runner (1982), Black Rain (1989), Thelma & Louise (1991), Gladiator (2000) og American Gangster (2007), har instruktøren denne gang kastet sig over en thriller om en advokat, som pludselig får kam til sit hår, da han bliver involveret i narkotikaindsmugling.

En ekstravagant perlerække af skuespillere medvirker: Brad Pitt, Michael Fassbender, Penélope Cruz, Javier Bardem, Cameron Diaz og Bruno Ganz.

Fading Gigolo (Premiere: 21. november)

 

I en yderst sjælden optræden i en anden instruktørs film, skal vi opleve Woody Allen i John Turturros komedie Fading Gigolo. Udover at have instrueret, har Turturro også skrevet manuskriptet, ligesom han også medvirker.

Kombination Turturro/Allen bliver sikkert once in a lifetime – og netop derfor glæder jeg mig til denne film.

Filmen handler om Fioravante, som beslutter sig for at blive professionel Don Juan, for at hjælpe sin økonomisk trængte ven. Vennen fungere som hans "manager", men duoen ser sig hurtigt fanget i gråzonen mellem kærlighed og penge.

I øvrigt står Sharon Stone, Liev Schreiber, Vanessa Paradis og Sofia Vergara på rollelisten.

The Fifth Estate (Premiere: 28. november)

 

Historien om Julian Assange er baseret på bøgerne “Inside WikiLeaks: My Time with Julian Assange at the World's Most Dangerous Website" af Daniel Domscheit-Berg og "WikiLeaks: Inside Julian Assange's War on Secrecy" af Luke Harding. Filmen kredser om forholdet mellem WikiLeaks-grundlæggeren Julian Assange og hans tidligere støtte og kollega, Daniel Domscheit-Berg, og hvordan hjemmesidens vækst og indflydelse førte til en uoprettelig splittelse mellem de to venner.

Filmen bliver til stadighed nævnt i Oscar-sammenhæng og mit håb er, at der venter os en oplevelse i samme klasse som The Social Network.

Benedict Cumberbatch og Daniel Brühl spiller henholdsvis Assange og Domscheit-Berg. Filmen er instrueret af Bill Condon, som også stod bag Dreamgirls (2006).

Kommentarer

Kim Pedersen

 

Kim Pedersen kommenterer nye trends og generelle nyheder fra ind- og udland.

Blev født ind i filmbranchen via en far, som var filmudlejningsdirektør i det nu hedengangne United Artists. Som bare tyveårig overtog han i 1978 en biografvirksomhed i Aarhus, som han drev og udviklede til en førende markedsposition, inden selskabet blev afhændet i 1999.

Kim Pedersen har i dag en lang række tillidsposter i filmbranchen. Fra 2005 har han været formand for Brancheforeningen Danske Biografer og fra 2007 ligeledes vicepræsident i The International Union of Cinemas.

Han er også formand for UNIC Tech Commitee og rådsmedlem i National Association of Theatre Owners International Committee og Film Theft Task Force i USA. Senest er han indtrådt som bestyrelsesmedlem i Biografklub Danmark A/S, som blandt andet udvælger filmene til klubbens program.

© Filmmagasinet Ekko