Med udkig over filmbranchen

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

24. juli 2013 | 09:24 - Opdateret 24. juli 2013 | 23:47

Blodet flyder i Hollywood

Aldrig har det gået så godt, og aldrig har der flydt så meget blod i Hollywoods gader.

På samme tid, som der er udsigt til en rekord-sommer i de amerikanske biografer, flyder blodet i Hollywoods gader.

De store amerikanske studiers tentpole-strategi er fantastisk, når det går godt. Men at dømme ud fra de hundrede af millioner dollars, som er blevet tabt i perioden mellem maj og sidste weekend, kan de amerikanske studier meget vel være på katastrofekurs.

Udtrykket ’teltpole’ refererer til en film, som forventes at opretholde (som jo er funktionen af en teltstang) og afbalancere de økonomiske resultater i et filmstudie.

Den overfyldte sommer i 2013 vil sandsynligvis blive husket mere for sine kostbare flop, som for eksempel After Earth, White House Down, The Lone Ranger, Pacific Rim og R.I.P.D, end for sine succeser som omfattede Iron Man 3, Man of Steel og Grusomme mig 2.

Spielberg og Lucas har vist sig at være frygtindgydende præcise i deres forudsigelser, da de i sidste måned forudså kollapsen i den amerikanske filmindustri.

”Der vil i sidste ende komme en stor nedsmeltning,” forudså Spielberg. ”Der vil komme et sammenbrud, hvor tre eller fire eller måske endda et halvt dusin af disse hundedyre film flopper, og det vil komme til af ændre hele filmindustrien.”

I dag bruger de amerikanske studier rutinemæssigt over $400 mio. til at producere, markedsføre og distribuere tentpoles for over hele verden. Og de laver flere og flere tentpoles år for år. De tolv bedst sælgende film hvert år udgør omkring 75% af det amerikanske billetsalg, ifølge en ny rapport fra analysefirmaet Cowen & Co.

På et tidspunkt vil de amerikanske studier være tvunget til en kursændring. Publikummet er ikke så stort, at det kan blive ved med økonomisk at retfærdiggøre amerikanske studiers special effects-film med budgetter på over $200 mio.

Men det ser ikke ud til, at de amerikanske studier er klar til en kursændring endnu.

Mellem maj og august i 2014 vil de amerikanske studier kannibalisere hinanden med blandt andet The Amazing Spider-Man 2, en ny Godzilla-film, X-Men: Days of Future Past, Transformers 4, Guardians of the Galaxy, Teenage Mutant Ninja Turtles og Fast and Furious 7.

I 2015, i samme periode, vil de amerikanske studier udsende lige så mange – hvis ikke flere – højt profilerede sequels, reboots og tentpoles. Det forventes, at det beløb, Hollywood vil spendere på produktion og markedsføring vil slå alle rekorder, med film som blandt andet The Avengers: Age of Ultron, Independence Day 2, Pirates of the Caribbean 5, Smølferne 3 og en ny Terminator-film.

Og det til trods for, at denne sommer økonomisk har bevist, at antallet af tentpoles ikke kan opretholdes.

De amerikanske studier vil være tvunget til at udvide sæsonen og starte sommersæsonen allerede i marts, da perioderne januar/februar og september/oktober har vist sig uegnet til udsendelse af tentpoles, idet man her støder sammen med prisuddelingssæsonen og den sæson publikum ved er tidspunktet, hvor lagerhylderne bliver renset ud for film af tvivlsom karakter.

Noget af det mest uhyggelige ved denne sommers mange flop er, hvor præcist de blev forudsagt. Cowen & Co. forudså i en rapport udgivet 3. maj, at mindst fire film ville floppe og satte fokus på fem: The Lone Ranger, White House Down, World War Z, After Earth og R.I.P.D. World War Z var den eneste i forudsigelsen, som klarede sig med skindet på næsen.

For Hollywood handler tentpoles udelukkende om at skabe franchises. Jo flere tentpoles, der bliver lavet, jo mere risikabel bliver den første udgave af en potentiel franchise, idet man ikke ønsker at tage nogen form for chancer og dermed bruger alt for mange penge.

The Lone Ranger er et glimrende eksempel på, hvor galt der kan gå, når man overvurderer egen ufejlbarlighed og publikums modtagelse af filmen, til trods for en Johnny Depp som Tonto. Filmen kan meget vel ende som den mest tabsgivende nogensinde og dermed overgå John Carter!

Som vi ved, står analyseselskaberne i kø med redskaber til at forudsige en films succes eller fiasko. Men hvad hjælper det, når det at lytte slet ikke er blandt nogen producents kompetencer?

Kommentarer

Kim Pedersen

 

Kim Pedersen kommenterer nye trends og generelle nyheder fra ind- og udland.

Blev født ind i filmbranchen via en far, som var filmudlejningsdirektør i det nu hedengangne United Artists. Som bare tyveårig overtog han i 1978 en biografvirksomhed i Aarhus, som han drev og udviklede til en førende markedsposition, inden selskabet blev afhændet i 1999.

Kim Pedersen har i dag en lang række tillidsposter i filmbranchen. Fra 2005 har han været formand for Brancheforeningen Danske Biografer og fra 2007 ligeledes vicepræsident i The International Union of Cinemas.

Han er også formand for UNIC Tech Commitee og rådsmedlem i National Association of Theatre Owners International Committee og Film Theft Task Force i USA. Senest er han indtrådt som bestyrelsesmedlem i Biografklub Danmark A/S, som blandt andet udvælger filmene til klubbens program.

© Filmmagasinet Ekko