Med udkig over filmbranchen

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

27. apr. 2013 | 10:36 - Opdateret 27. apr. 2013 | 21:33

Er danske filmskabere uden kunstnerisk integritet?

Foto: DFI

House of Fear?

I Politiken er man over flere dage blevet præsenteret for resultatet af en anonym spørgeundersøgelse blandt manuskriptforfattere og filminstruktører.

Indledningsvis kan man sætte spørgsmålstegn ved disse ”modige”, anonyme filmskaberes udsagn og dermed også værdien af Politikens undersøgelse. Ingen tvivl om, at en masse indestængt vrede over afslag er kommet til udtryk.

Det Danske Filminstituts adm. direktør, Henrik Bo Nielsen, har evindelige ret, når han udtaler undersøgelsesresultatet ikke er særlig konkret.

Men går man ind på undersøgelsens præmis, bliver det anskueliggjort at:

- kunstnerne frygter filmkonsulenterne

- filmkonsulenterne blander sig i de kunstneriske intentioner

- en tredjedel af kunstnerne ikke tør sige filmkonsulenterne imod

- kunstnerne ikke klager af frygt for konsekvenserne

Man kan dermed stemple en stor del af de danske filmskabere som overfølsomme tøsedrenge, ganske uden kunstnerisk integritet. Og endnu værre: den kunstneriske integritet, som måtte være til stede, er til salg for ussel mammon.

De eneste danske filmskabere, som er stået frem og dermed udvist kunstnerisk integritet, er to 75-årige: Ole Roos og Jørgen Leth. Men tænk man skal nå den alder, før man tør udvise kunstnerisk integritet i det danske filmstøttesystem.

Der kan roligt sættes et stort spørgsmålstegn ved, om det vi oplever på lærredet, er udtryk for filmskaberens intentioner eller statens v/filmkonsulenterne.

Ingen tvivl om at systemet trænger til revision: Det kan umuligt være i Filminstituttets interesse at fratage kunsterne deres integritet. Det er jo trods alt en kunststøtteordning, vi taler om.

Det kan ikke være filmkonsulentens arbejdsområde at blande sig i de kunstneriske intentioner. Faktisk burde filmkonsulenterne blot – uden så meget palaver – blot godkende et projekt til støtte, eller afslå det. Kort og godt. Det er jo veluddannede mennesker, vi taler om, og hvis disse veluddannede mennesker har behov for sparring, bør det ikke være hånden, der fordrer dem, som skal påtage sig dette.

Om vi får bedre film ud af dette, kan man selvfølgelig være i tvivl om, men da det er en kunststøtteordning, bør det også være kunstnerens rendyrkede vision, vi bliver præsenteret for – ikke filmkonsulentens.

I Jyllands-Posten d.d. er Kulturminister Marianne Jelved i al fald klar i mælet, når snakken falder på de danske støtteordninger inden for filmområdet: ”Jeg synes ikke, at man skal stække den kunstneriske kreativitet med lofter og kvoter. Det må være det enkelte filmprojekts kunstneriske eller markedsmæssige potentiale, der skal vurderes.”

Klarere kan det vel næppe siges, nu mangler vi så blot filmkonsulenterne efterlever dette politiske budskab og filmskaberne, som må leve med et simpelt ja eller nej – og så i øvrigt hente sparring andet steds, om nødvendigt.

Kommentarer

Kim Pedersen

 

Kim Pedersen kommenterer nye trends og generelle nyheder fra ind- og udland.

Blev født ind i filmbranchen via en far, som var filmudlejningsdirektør i det nu hedengangne United Artists. Som bare tyveårig overtog han i 1978 en biografvirksomhed i Aarhus, som han drev og udviklede til en førende markedsposition, inden selskabet blev afhændet i 1999.

Kim Pedersen har i dag en lang række tillidsposter i filmbranchen. Fra 2005 har han været formand for Brancheforeningen Danske Biografer og fra 2007 ligeledes vicepræsident i The International Union of Cinemas.

Han er også formand for UNIC Tech Commitee og rådsmedlem i National Association of Theatre Owners International Committee og Film Theft Task Force i USA. Senest er han indtrådt som bestyrelsesmedlem i Biografklub Danmark A/S, som blandt andet udvælger filmene til klubbens program.

© Filmmagasinet Ekko