Den 13. maj havde Martin Krasnik Zentropas administrerede direktør Peter Aalbæk Jensen i studiet. Mange har ganske givet siddet med tilbageholdt åndedræt: skulle det lykkes Krasnik at få skovlen under Jensen i samme grad, som det fornylig lykkes journalisten med f.eks. Lars Hedegaard?
Svaret er et rungende nej.
Om end det lykkes Krasnik at få Jensen til at fremstå som en usympatisk mand, som tager bad i sin egen magtfuldkommenhed, lykkes det langt fra DR2’s frygtede journalist at få Jensen på usikker grund.
Taktikken fra Jensens side er jo blot at glide af på de mange anklager med et nærmest Vestagersk ”sådan er det jo” og en understregning af, at det faktisk er langt værre end folk mistænker det for at være.
Og den almindelig dansker elskede ham tidligere for det, hvilket bragte Jensen i historisk selskab med f.eks. Simon Spies – med hvilken flere har yndet at sammenligne Jensen - i hans velmagtsdage, hvor hans gebærden i anden sammenhæng ville have udløst fordømmelse og måske tilmed bøde og fængsel. I stedet blev Jensen – ligesom Simon Spies - til underholdning for hele familien Danmark.
Der er blot en meget alvorlig forskel på Jensen og Spies.
Simon Spies’ ageren og succes var alene baseret på hans egne evner til at skabe indtægter, helt uden hjælp fra offentlige kasser. Ganske anderledes står det til med Jensen, som de sidste 20 år har fået en hjælpende statsstøttet hånd til sin gesjæft på næsten en halv milliard kroner.
Den danske stat har dermed finansieret det grundlag Jensen tér sig vanvittig på.
Og hvad har den danske stat så fået for de penge?
Jensens indflydelse på dansk films succes kan på ingen måde underdrives. Ud over en perlerække af danske film, som har gjort sig umådelig godt både i ind- og udland, har Jensen også skabt grundlaget for skabelsen af en filmskaber af internationalt enestående format, i samme klasse som filmhistoriens største; Bergman, Buñuel, Dreyer, Welles m.fl. og der er blevet skabt arbejdspladser så det fløjter. Der er tilmed blevet ansat udviklingshæmmede i selskabet, for virkelig at sikre sig det politiske alibi for Zentropas fremmarch.
Til gengæld har den danske stat fået et biprodukt, som med al tydelighed blev opridset i DR2’s interview: rablende vanvid.
Hvor Spies var selvfinansieret nar i 60’erne og 70’erne, har den danske stat dermed finansieret Jensen og hvad man roligt kan karakterisere som statscertificeret hofnar 2013.
Som alle hofnarrer har Jensen sin tid og et ”we are not amused” må være overhængende.
facebook
twitter
Kommentarer