Hvis jeg bliver direktør for Det Danske Filminstitut

Stillingen som ny administrerende direktør for Det Danske Filminstitut har ansøgningsfrist den 21. september, så det kan nås endnu.

Hvis jeg bliver direktør for Det Danske Filminstitut, vil jeg som det første læse Filmloven rigtigt grundigt, og så vil jeg vie mit liv 24/7 til at sikre produktionen af så mange gode danske film som overhovedet muligt. Derudover ville jeg aktivt gøre mit til, at filmtyverier bliver begrænset mere effektivt. Det er jo hovedårsagen til den danske filmindustris armod.

Jeg vil tynde kraftigt ud i medarbejderstaben og udflytte Filminstituttet til billigere, mindre lokaliteter et sted i det københavnske opland. Det kan ikke passe, at administrationen af en industri i krise, skal bære en så stor del af det samlede budget.

På mit nye kontor ville jeg ophænge et billede af den nuværende direktørs udsigt over Kongens Have på en varm sommerdag og lade mig nøjes med det. Cinemateket ville blive udflyttet til eksisterende biografer over hele landet, og på samme måde skulle Film X udflyttes til forskellige lokaliteter i samarbejde med biblioteker over hele landet. Film ud til hele folket, ikke kun københavnere!

Inden disse foranstaltninger ville jeg naturligvis sørge for at lave en aftale med politikerne om, at hver krone sparet er en krone mere til produktion af danske spillefilm. Jeg regner her med at kunne tilføre dansk film yderligere mindst 30-40 millioner kroner årligt.

Denne saltvandsindsprøjtning til dansk spillefilmproduktion skulle bruges til at skabe grundlag for projekter, som kunne stoppe den danske talentflugt til udlandet og måske bringe nogen af de landflygtige hjem igen. Og ikke mindst gøre det attraktivt for manuskriptforfatteren at skrive til spillefilm i stedet for at spilde deres talent på tv-serier. Udsultningen af spillefilmområdet i Danmark skal stoppe!

Jeg ville sikre én indgang til støtte, hvor ansøgninger skulle evalueres af et hold kompetente mennesker. Jeg ville således nedlægge alle de forskellige indgange til støtten, herunder konsulentordningen, hvor en enkelt person efter forgodtbefindende vender tommelfingeren op eller ned. Uddelingen skulle ske ud fra præstationsparametre, som hurtigt ville sortere inkompetente fra. Der skulle årligt støttes et nøje specificeret antal spillefilm i forskellige genrer samt dokumentar-, talentudviklings- og kortfilm. Der skulle sikres en sund balance de forskellige filmtyper imellem.

Spil og tv-serier ville jeg bede politikerne finde et andet sted at lade støtten blive administreret fra, da støtten til den slags levende billeder ikke hører ind under Det Danske Filminstitut. Spil kunne indrulleres i det danske biblioteksvæsen, og støtten til tv-serier kunne passende blive lagt ind i en ny afdeling under tv-nævnet.

Jeg ville lave nyt logo for institutionen, som skulle fremhæve Filmlovens ord: Det Danske FILMinstitut.

Befolkningens lyst til spillefilm er stigende – det viser stigningen i biografernes samlede besøgstal fra 2007 til i dag. Og det skal knagensparkemig ikke være staten, der lægger spillefilmen i graven. Den slags overvejelser kan politikerne trygt overlade til en befolkning, som basalt elsker danske spillefilm. De har bare ikke publikumstække nok, de danske film der pt. levnes mulighed for bliver lavet. Til gengæld er amerikansk film i rivende fremgang, på bekostning af de danske.

Jeg ville aldrig blande mig i private menneskers frie forhandlingsret. Det er ikke en statslig opgave. Aftaler på kryds og tværs mellem filminstruktører, filmudlejere, filmproducenter, biografer, digitale tjenester og tv-stationer måtte branchen selv håndtere. Det ville få branchen til fadet, når håbet om, at Moder Stat kommer og løser alle udfordringerne, endegyldigt forsvinder.

Det er min vision for dansk film, og selvfølgelig skal klare succeskriterier og målsætning for Filminstituttets fremtidige virke fastsættes, herunder at dansk films hjemmemarkedsandel aldrig skal ligge under 25 procent. Og så skal vi hvert år hjemtage i al fald én filmpris fra hovedkonkurrencerne ved filmfestivalerne i Berlin, Cannes eller Venedig, alternativt en Oscar. Det gennemsnitlige antal stjerner givet til danske film af toneangivende medier bør aldrig ligge under 3,8. Vi skal ikke lade amerikanerne rende med det hele.

Jeg ville sørge for at bringe smilet og humøret tilbage i dansk film, og hver dag ville man kunne iagttage mig tage fløjtende på arbejde.

No worries – jeg er ikke ansøger til jobbet som administrerede direktør for Det Danske Filminstitut. Men tanken er sjov at lege med.