Med udkig over filmbranchen

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

25. maj 2013 | 16:34

Kulturministeren på glat is

Foto | Folketinget

Mens Cannes Filmfestivalen var på sit højeste, følte Kulturminister Marianne Jelved pludselig anledning til at komme med en bredside mod filmbranchens tøvende attitude over for nye forretningsmodeller.

Til trods for Kulturministeren har nedsat et udvalg, som skal finde løsninger på problematikken – og den statslige institution har henstillet til udvalgsmedlemmer ikke at bringe diskussionen ud i det offentlige rum, men derimod afvente udvalgets konklusioner – lod Marianne Jelved alligevel utålmodigheden komme til udtryk offentligt.

Gennem Ritzau lod Kulturministeren forstå, at musikbranchen er en glimrende rollemodel for filmindustrien. Og når musikbranchen kunne lykkes med nye forretningsmodeller, hvorfor skulle de samme så ikke lykkes for film?

Intet ville være lettere for filmbranchen end at gå i musikbranchens fodspor, men så simpelt er det bare ikke.

Forskellene på musik- og filmindustri er så dramatiske, at førstnævnte slet ikke kan bruges som paradigme for sidstnævnte.

Årsagerne hertil er mange, men man kan starte med at konstatere, at film ikke blot er film. Spillefilmen er lavet med henblik på visning på biografernes store lærred i modsætning til for eksempel tv-film. Allerede her er den første store forskel, idet musik jo blot er produceret med henblik på en og samme kilde: højtaleren, uanset i hvilken form og sted en sådan måtte forefindes.

Spillefilm er den mest eksklusive form for film, hvor filmmageren får mulighed for at kæle for detaljer på en optagetid helt op til otte-ti uger i modsætning til tv-film, hvor for eksempel et afsnit af Taxa optages på en uge. Derudover benyttes to vidt forskellige billedkompositioner til henholdsvis spille- og tv-film.

Også inden digitaliseringen var musik- og filmbranchens forretningsmodeller vidt forskellige.

Musikbranchen tvang forbrugeren til at købe elleve-tolv musiknumre, selvom forbrugeren kun var interesseret i et enkelt. Det burde derfor ikke undre, at musikbranchen kom i store vanskeligheder, da man pludselig illegalt kunne downloade det ene nummer forbrugeren var interesseret i. Det er samtidig årsagen til, at musikbranchen aldrig vil genvinde fortids storhed, efter forbrugeren – legalt og illegalt – har fået frit slag på alle hylder.

Filmindustrien har, i modsætning til musikbranchen, ikke tvunget forbrugerende til noget som helst, men baseret sin hidtidige forretningsmodel på vinduer. En forretningsmodel, som sikrede det højest opnåelige indtægter fra hver platform i vindueskronologien. Det betyder faktisk, at enhver omfavnelse af de nye medier, med kortere og kortere vinduer, kun vil resultere i lavere og lavere indtægter, idet forbrugeren altid søger mod kilden med en laveste pris. Det er samtidig hovedårsagen til at filmbranchen – naturligt nok – er tilbageholdende.

Filmbranchens omfavnelse af de nye medier er måske meget kortsigtet godt for forbrugeren, med langsigtet skidt. For hvordan skal filmbranchen kunne opretholde produktion af de hundedyre spillefilm, når indtægterne på de nye digitale medier udhuler hele forretningsmodellen? En spillefilm koster jo 100-fold mere at producere end en sang.

Derudover er der selvfølgelig en lang række andre forskelle, der umuliggør sammenligninger mellem film- og musikindustri. For eksempel lytter man til et musiknummer talrige gange, hvorimod voksne forbrugere kun ser en film en enkelt gang.

Men vigtigst at alt: Der er slet ingen pirateri på danske spillefilm i den periode, biograferne viser dem. Det er først, når filmene udsendes på dvd og digitale medier, og forbrugeren netop har legal adgang til filmene på talrige platforme, at illegale uploads og downloads opstår.

Den lader vi lige stå lidt.

Kortere vinduer vil dermed kun fremskynde pirateriet, samtidig med at det nedbringer producenternes indtægter fra biograferne. Det er en rigtig skidt cocktail.

Producenternes indtægter fra biograferne er ikke alene producenten største indkomstskilde, men biograferne er også det skib, som holder hele filmforrentningen flydende. Og der er ingen erstatning for disse indtægter eller den branding ,biograferne giver filmene.

Det er således ikke så lige til.

I forbindelse med et interview med DR i Cannes blev Kulturministeren spurgt, hvorfor man politisk ikke har lært af de meget positive erfaringer, der er med dansk film – og så gjort det samme for andre kulturbrancher, for eksempel musikbranchen?

Til dette svarende Marianne Jelved: ”Jeg tror bare ikke, man kan tage fra en branche og flytte over på andre brancher.”

 Aha.

 

Kommentarer

Kim Pedersen

 

Kim Pedersen kommenterer nye trends og generelle nyheder fra ind- og udland.

Blev født ind i filmbranchen via en far, som var filmudlejningsdirektør i det nu hedengangne United Artists. Som bare tyveårig overtog han i 1978 en biografvirksomhed i Aarhus, som han drev og udviklede til en førende markedsposition, inden selskabet blev afhændet i 1999.

Kim Pedersen har i dag en lang række tillidsposter i filmbranchen. Fra 2005 har han været formand for Brancheforeningen Danske Biografer og fra 2007 ligeledes vicepræsident i The International Union of Cinemas.

Han er også formand for UNIC Tech Commitee og rådsmedlem i National Association of Theatre Owners International Committee og Film Theft Task Force i USA. Senest er han indtrådt som bestyrelsesmedlem i Biografklub Danmark A/S, som blandt andet udvælger filmene til klubbens program.

© Filmmagasinet Ekko