Med udkig over filmbranchen

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

28. apr. 2013 | 12:46

Kvalificér debatten!

28. apr. 2013 | 12:46

Kvalificér debatten!

I forbindelse med Morgenavisen Jyllands-Postens artikler om de danske støtteordninger gennem de sidste tyve år kommenterer næstformand i interesseorganisationen Danske Instruktører, Christina Rosendahl, flittigt Jyllands-Postens undersøgelsesresultat i kommentarfeltet under artiklen.

Holdninger kan man altid diskutere, anderledes står det til med fakta.

Og fakta har Christina Rosendahl fået helt galt i halsen, for eksempel postuleres det, at dansk films hjemmemarkedsandel kun er overgået af Frankrig.

Det er ikke korrekt, at Danmark kun er overgået af Frankrig, når det handler om hjemmemarkedsandel. England og Tyrkiet ligger milevidt over Danmark og Finland er blot en hestemule fra at overgå Danmark. I 2011 lå Danmark blot på det europæiske gennemsnit og Italien overgik i 2011 ligeledes Danmark.

Derefter går Christina Rosendahl efter hele præmissen i Jyllands-Postens undersøgelse og kalder den misvisende og en anelse populistisk, fordi det er gammeldags og reaktionært udelukkende at opgøre en films publikumsantal i biografbilletter. Og understøtter sin påstand med, at publikum jo ikke kun ser deres film i biografen, men også på TV og nettet via streaming.

Kald blot at opgøre en films publikumsantal i biografbilletter gammeldags og reaktionært. Faktum er dog, at biograferne dag for dag udgør en større og større andel af en films samlende indtægter. Jo flere der går over til streaming, jo mindre indtægter bliver der i Home Entertainment-sektoren, idet VoD og streaming kun kannibaliserer dvd og Blu-ray, hvilket blot betyder stadigt mindre indtægter til producenten.

Antallet af seere på tv, dvd, Blu-ray, VoD og streaming er vanskeligt præcis at gøre op, idet man ikke ved, hvor mange der kigger med. Man kan kun tælle transaktioner.

Hvor mange der præcis ser filmen, kan kun med sikkerhed afsløres i biografernes publikumsantal. Derfor er biograferne en fantastisk målestok for publikumsinteressen. Vi ved også, at hvis publikum ikke vil betale for at se en film i biografen, vil de heller ikke betale for at se filmen på DVD, Blu-ray, streaming m.v. Først når en film bliver ”gratis” tilgængelig på tv, får filmen et større publikum. Men gratis-visningerne vil vel aldrig blive nogen god målestok for kvalitet?

Næstformanden for instruktørerne går også i kål på hele princippet bag JP’s undersøgelse og synes, det er noget pjat at fremhæve en enkelt film og ud fra den dæmonisere et helt system, der har leveret ustyrlige mængder succes til Danmark og dansk film.

Undersøgelsen i JP fremhæver jo netop ikke blot én film. Undersøgelsen strækker sig over tyve år og har for eksempel medtaget samtlige Simon Stahos film produceret i perioden.

Så der er bestemt ikke tale om at fremhæve blot en film og ud fra den dæmonisere et helt system. Hvis undersøgelsen var gået ned i enkeltdetaljer og havde fokuseret på en enkelt film, ville det ikke, som fremhævet i undersøgelsen, have resulteret i en billetpris på kr. 622,-, men derimod over kr. 4000,-

Kvalificér debatten og lad venligst fakta blive udgangspunktet.

Kommentarer

Kim Pedersen

 

Kim Pedersen kommenterer nye trends og generelle nyheder fra ind- og udland.

Blev født ind i filmbranchen via en far, som var filmudlejningsdirektør i det nu hedengangne United Artists. Som bare tyveårig overtog han i 1978 en biografvirksomhed i Aarhus, som han drev og udviklede til en førende markedsposition, inden selskabet blev afhændet i 1999.

Kim Pedersen har i dag en lang række tillidsposter i filmbranchen. Fra 2005 har han været formand for Brancheforeningen Danske Biografer og fra 2007 ligeledes vicepræsident i The International Union of Cinemas.

Han er også formand for UNIC Tech Commitee og rådsmedlem i National Association of Theatre Owners International Committee og Film Theft Task Force i USA. Senest er han indtrådt som bestyrelsesmedlem i Biografklub Danmark A/S, som blandt andet udvælger filmene til klubbens program.

© Filmmagasinet Ekko