Joy er ikke-kulturminister

Forestil dig, at en nytiltrådt justitsminister ikke havde noget at sige til pressen, for eksempel midt i en historisk fængselsreform med massive besparelser.

Folk ville gå rundt og spørge sig selv og hinanden: ”Jamen, hvad stiller vi nu op med alle de kriminelle?”

Medierne ville stå i kø for et lille pip, interesseorganisationer og oppositionspartier ville banke i bordet for en afklaring, måske måtte statsministeren træde til for at berolige befolkningen.

Sådan er det ikke med kulturpolitik.

Den spiller ikke for alvor på frygt og følelser, kulturen er jo bare noget ekstrafyld, pålæg på rugbrødet eller flødeskum på tilværelsens små lagkager, om man vil.

Film, musik, teater, kunst af enhver art, sågar sport og medier, sorterer under kultur, som vi er omgivet af, men folk kan strengt talt godt undvære det.

Hvis det skal være, og det skal det åbenbart, hvis man spørger i den nye regering. For hvor er Joy Mogensen, vores såkaldte kulturminister, egentlig henne?

Hun er væk, tavs, usynlig.

Jeg har i skrivende stund valgt at besætte Kulturministeriets trappe og traditionen tro ryge en ordentlig pibe hash i protest mod, at Joy tilsyneladende har barrikaderet sig i sit ministerkontor.

Jeg forstår godt situationen, for hun repræsenterer et parti, der dårligt nok har en kulturpolitik, og da Joy vist engang har læst noget fluffy-kultur-noget på RUC, så passer det jo meget godt sammen.

Statsminister Mette Frederiksen ringer: ”Hvad ved du om kultur?”
Joy: ”Joh, ja, ikke så meget, jeg har engang været på Roskilde Festival.”
MF: ”Fedt, vil du ikke være kulturminister?”
Joy: ”Jowtak, det vil jeg da meget gerne ikke være, for jeg er alligevel på vej på barsel - som du jo ved efter al den omtale med, at jeg var gravid med en anonym sæddonor - så jeg kan da sagtens være minister i et par måneder, hvis jeg da virkelig ikke behøver lave noget?”
MF: ”Det gør du ikke. Kultur er ikke en prioritering for os, tværtom.”
Joy: ”Det lyder godt.”
MF: ”Ja, bare hold lav profil og undgå for alt i verden pressen.”
Joy: ”Super! Det gør jeg. Og tak!”

Mette Frederiksen lægger røret på og ringer til Mogens Jensen, som ikke ved en fis om fisk og derfor skal være fiskeriminister, men det er sådan set underordnet i den her sammenhæng, bortset fra at Mogens Jensen for anden gang i sin karriere blev forbigået som kulturens minister, fordi Helle Thorning i sin tid foretrak, at Uffe Elbæk gik forvildet rundt og udstedte en blankocheck til kærestens arbejdsplads, Akademiet for Utæmmet Kreativitet. Diablo, ethjulet cykel og … ild ud af munden!

AFUK var, hvad de røde kunne mane sig op til sidst, de sad på kulturministerposten. Indtil Marianne Jelved overtog med så udtryksløst et ansigt, at selv et rustent nedløbsrør fremstod som en glimmerglitret gogostang.

Ingen husker, hvad Jelved havde i håndtasken, og det er også godt det samme, for rød bloks kulturpolitik er så diffus, at alle kulturmennesker lige nu holder vejret i spænding.

De vil styrke public service, hvorfor Joy Mogensen hellere må lade BabySams hjemmeside få lidt hvile, så hun i stedet for at måske sidde der bag skærmen og google brystpumper og ammepuder (hey, det er ikke mandschauvinistisk sagt, alle undersøgelser viser, at gravide googler brystpumper og ammepuder), så kunne Joy eventuelt klikke ind på DR og høre og se alt det, der snart forsvinder, hvis hun ikke gør noget.

Radiokanaler, tv-kanaler, ja, selv det medie, jeg skriver for her. Foranlediget af den blåøjede grønhøster Mette Bock, men nu altså Joys ansvar. Hvis hun ellers vil tage det.

Hele det halve kongeriges kulturinstitutioner venter på at få et signal af en eller anden slags, bare et lille vink med en pusletaske.

Men intet sker.

Intet tiltrædelsesinterview i de store aviser, og netop fordi Joy har det så fornøjeligt med ikke at sige noget, så har hun i modsætning til sine forgængere fået ansat en hundedyr spindoktor til at tage sig af alt det, hun ikke stiller op til. Han hedder Kasper Fogh Hansen og er allerede blevet portrætteret i den i egne øjne kulturbærende avis Politiken, da de heller ikke kunne få et interview med den nye ikke-kulturminister Joy Mogensen.

Vi kan læse, at Kasper elsker at drikke champagne fra skallen af en grillet hummer (meget lidt folkeligt!). Den såkaldte champagnesocialist er 100 procent loyal over for Mette Frederiksen og Martin Rossen, som er Mettes spindoktor og ser ud til at tjene endnu mere end Mette, hvilket måske er meget fair, når det vel reelt er ham, der bestemmer her til lands.

Så vi har altså et par af mørkets fyrster, udtænkt af Darth Vader og udstyret med slips så skarpe som lasersværd, der står klar til at skære Danmarks højt elskede lav- og finkultur over i enhver forstand.

Kulturen er vores frelse, vores tandsmør på søndagens hellige rundstykke, kulturen er det glas, vores øl bobler i. Kulturen er underbevidsthedens bordel, så fat det dog, alle I fregnede regnedrenge og forpulede teknokrater: Kultur er alt og intet på én gang.

Som salig Einstein sagde: ”Ikke alt, der kan tælles, tæller, og ikke alt, der tæller, kan tælles.”

Jeg sidder uden for Kulturministeriet og venter på, at døren går op.