Rene ord

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

12. dec. 2019 | 10:00

Tarantino og de logrende journalister

Foto | Festival de Cannes
Hovedrolleindehaver Leonardo DiCaprio og instruktør Quentin Tarantino var i centrum for kameraernes blitzlys, da Once Upon a Time in Hollywood til stor fanfare blev vist på Cannes-festivalen i foråret.

Jeg så Tarantinos nye i et fly, den af anmelderne så højt besungne Once Upon a Time in Hollywood. Det blev en unødvendig langtrukken rejse, en form for mental selvmutilation.

Jeg fik tvangstanker om, hvordan den sædvanlige danske anmelderskare af gamle, grå mænd sad med åben gylp og gokkede løs til de unge hanløver Leo og Brad, mens filmselskabets pr-folk grinede hele vejen hen til annonceafdelingen.

For igen havde den prægtige instruktør lavet en indforstået og selvforelsket film uden plot, fremdrift og skyggen af handling. Og igen klappede kulturparnasset begejstret og skrev de samme rosende floskler, thi netop de forstod selvfølgelig alle de geniale referencer og genrens helt særlige ironi og æstetik.

Det var lige så sikkert som pyromaner i helvede: Annoncen med de femstjernede lå klar. Send gerne et citat fra din anmeldelse, tak!

Og det gør de så gerne, anmelderne, for så kommer de også på filmplakaten. Filmanmeldere er kun noget, hvis nogen tager dem alvorligt. Det gør pr-afdelingen altid, når deres produkt bliver hædret. De ansatte i pr-afdelingen er også kun noget, hvis nogen tager dem alvorligt. Det gør filmanmelderne altid, fordi de ligesom dem selv er til fals for film og ikke mindst eksklusive interviews.

Sucki sucki, en sixty-niner er også en slags cirkel,” tænkte jeg, da flyet landede i Saigon.

Det er selvfølgelig bare min lille mening, min let afviselige parafrase over anmelderfagets fallit, hvis man spørger Danske Filmkritikere, en forening der tager sig selv så højtideligt, at de hvert år begaver stort set alle danske film med en Bing & Grøndahl-statuette.

Det er barokt, først lader man sig kneppe af filmindustrien, så giver man dem en dyr gave, som de så sælger videre. Du kan selv finde statuetterne på nettet, hvor de af og til er til salg. Jeg fandt én til 4.395 dollars. Det er den ikke værd, kan jeg tilføje, men det er et meget godt eksempel på, hvordan filmbranchen fungerer.

For det betyder egentlig ikke noget, om en film er noget værd eller ej. Den får alligevel fuldt tryk på pr-pedalen, hvis den har en berømt instruktør og mindst to superstjerner på plakaten. Her i form af Karbonade-Leo og Bradolf Pittler, som Sacha Baron Cohen titulerer Brad Pitt i Bruno. Se, dét er grænseoverskridende originalt set, men for at få en dansk filmjournalist til at slikke løs på din film, behøver du såmænd blot at namedroppe et par Hollywood-hunks.

Metoden fra pr-selskabets side er eksklusiv foromtale og eksklusive interviews, du som clickbait-logrende filmjournalist naturligvis siger ja til, selv om du ikke har den fjerneste anelse om, hvorvidt produktet er godt eller ej.

Der opstod i forbindelse med Once Upon a Time in Hollywood-lanceringen således en så stor eksklusivitet, at det mere lignede ekskludering. Den danske distributør forsøgte endda at bestille et lejemord på en bestemt filmjournalist.

Den slags er man i øvrigt ikke synderligt optaget af i filmjournalistbranchen. For hvordan kan man være solidarisk eller stå det mindste sammen mod pr-selskabernes prioriteringer og hierarkiske omfordeling, når man kæmper om det samme kødben?

Den nye green screen i forholdet mellem filmkøbmænd og filmpressen er knæfald for eksklusivitet, gennemlæsning og godkendelse af interviews. Kontrol over medierne, kort sagt. Det bringer os i bås med sportsjournalister. Om kampen er vigtig eller ej, betyder intet for dækningen. Den skal dækkes. Det er fint for sportsjournalister, for de er fans.

På samme måde skal Tarantino dækkes. Det er fint for filmjournalister, for de er også fans. De er finkulturens pendant til pornoverdenens fluffere, der måske drømmer om selv en dag at penetrere de hellige haller, den røde løber, berømmelsen, alt det jazz. Men de må altså nøjes med et ensomt biografsæde og en åben gylp.

Rolig nu, kan du sige. Det er jo bare film, ham Tarantino går og laver.

Sandt nok, Tarantinos film gør ingen forskel ude i virkeligheden. Det er kulisse-fisse, som branchen desværre ikke kalder det. Og ligesom med porno ved vi godt, at de stønner overdrevet og bruger lidt viagra til skuffejernet og en hel tube glidecreme til tørre skeder. Men det ligner stadig sex, og ikke mindst fortæller det os en masse om en syg verden, hvor alt er til salg.

Vi ved også godt, at det stinker, når Brad Pitt er ude og morgenskide. Han er jo blot et menneske, fyldt med fæces og fejl, og sikkert lidt fucked up også, men han bliver stadig løftet rundt som en konge i bærestol.

Filmpressen lægger gerne skulder til. De elsker ham. De tilbeder ham. Derfor har de ingen kritiske spørgsmål at stille, når de endelig får foretræde. Og hvis de havde, ville de aldrig få et ”eksklusivt” møde igen – tænk bare på Tarantinos herostratisk berømte I’m shutting your butt down-interview.

Da Ser du månen, Daniel var premiereaktuel, ville jeg gerne stille et par spørgsmål til, hvorfor filmmagerne havde ændret så meget på virkeligheden, som den er beskrevet i Puk Damsgårds bog.

Hverken instruktør Niels Arden Oplev, manuskriptforfatter Anders Thomas Jensen eller producer Morten Kaufmann gad svare på mine henvendelser. Drejede det sig om ros og slesk tale, skulle de såmænd nok stå der som et lyn. Jeg taler af erfaring.

Filmbranchens selvovervurderende konger bliver kun overgået af socialdemokrater, når det gælder følsomhed over for pressens spørgsmål. De er jo vant til, at vi makker ret – ellers får vi sgu den kolde skulder. Interessant, at kritisk dialog er så stor en mangelvare, når man i filmens verden ofte bryster sig af at kommunikere komplekse problemstillinger.

Men igen: Hvis du ikke spiller på deres kødfløjte, så kan du rende og skide høns. Fra vores lille andedam og helt til Tarantinos opstyltede Hollywood. Det har de danske filmkritikere desværre alt for godt forstået. Derfor fem stjerner til en film, der kun er form og intet har på hjerte.

Kommentarer

René Fredensborg

 

René Fredensborg er født 1972 i Vamdrup.

Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 2001.

I 2004 vært på DR2-satireprogrammet Den halve sandhed, hvor han lavede happenings såsom at genbesætte Christiania.

Ansat på Nyhedsavisen fra 2006 til lukningen i 2008.

Samme år startede han på Ekko og skabte straks debat med sin gonzojournalistik.

Vært på Radio24syv fra 2011 til 2019.

I dag kulturanmelder på Ekstra Bladet.

Vil som blogger have et særligt blik for dobbeltmoral og hykleri i film- og mediebranchen.

© Filmmagasinet Ekko